Sådan forsvandt de Konservative

Den traditionelle, socialt ansvarlige bonus pater familias er ved at dø ud. Først når kvinder bliver så mange, at hver og én er uundværlig for selve den hellige vækst, får de omsider magt til at ændre på normaltilstanden i samfundet.

»Og alt imens grundlægges hver dag nye familier af unge par med rørende tillid til, at de nok skal klare børn og job med en let justering af livsstil og karriereplan. Skilsmissetallet vil blive ved at stige, og medierne vil fortsat være fulde af historier om unge kvinder på kanten af et sammenbrud.« Arkivfoto fra 1963: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Jeg voksede op i et konservativt miljø i den jyske provins for over 50 år siden. Efter skole gik vi hjem til eftermiddagsteen, hvor mødrene lyttede og deltog diskret i samtalen om dagens oplevelser, inden de trak sig tilbage til deres bøger, sytøj eller forberedelse af aftensmaden. Om aftenen og på søndage holdt vores forældre fri, spisetider blev respekteret og telefonen kun helt ekstraordinært brugt efter kl. 21.

Trygge og harmoniske var disse fortidshjem, hvis ellers mor og far var nogenlunde glade for livet og hinanden. Godt humør prægede samværet, og der var overskud til at interessere sig for tidens politik, kunst og litteratur. Man holdt aviser, købte bøger og fulgte med i den ny TV-dramatik. Var familien velhavende, nedtonedes rigdommen; var økonomien stram, blev der ikke snakket om det. Penge var og blev – ligesom sex – et vulgært samtaleemne.

Som alle civilisationer havde miljøet et stærkt normsystem med høflighedsregler, bordskik og ritualer til fejring af jul, påske og fødselsdage. Det enkelte familiemedlems sprog, manerer og påklædning sladrede om hjemmets dannelsesniveau. Nogle af konventionerne irriterede selvfølgelig en teenager, der ikke indså, at styresystemet var indrettet på at gøre tilværelsen tryggere, smukkere og behageligere for alle.

Og så brød hele den skrøbelige konstruktion sammen. I løbet af et enkelt slægtled er denne familietype forsvundet – sammen med husmortitlen, rullet sengetøj, måltider lavet fra bunden og overvåget lektielæsning. At det skete, var der nogle gode grunde til, og i dag behersker selv ret tunge elever disciplinen »kritisk analyse af den borgerlige kernefamilie« allerede ved starten af 1. g. Familiens kritikere sejrede, og vi kvinder fik stort set, hvad vi havde kæmpet for: ligeløn, fri abort og offentlig børnepasning. Mændene fik lettere adgang til sex og færre forsørgerpligter.

Læs også: Politiske transvestitter

Derfor skrumper de konservative kernevælgere. Den traditionelle, socialt ansvarlige bonus pater familias er ved at dø ud. Figuren kendes fra Peer Hultbergs Viborg og Lise Nørgaards Korsbæk i skikkelse af embedsmænd, læger, advokater, større erhvervsfolk – og deres hustruer. Engang en indflydelsesrig, ansvarsbevidst og kultiveret samfundsklasse, der som en selvfølge stemte på liste C. Nutidens kulturborgerskab lever så radikalt anderledes, at en del af dem er blevet, nå ja – netop radikale.

I danske købstæder er forandringen særlig tydelig, fordi selve det fysiske eksistensgrundlag for embedsstanden og visse liberale erhverv er væk. Stemte de Konservative mon for eller imod den lovgivning, der medførte, at arresten blev til hotel, domhuset nedlagt og posthuset sat til salg? Protesterede de, da hospitalet blev flyttet og kasernen omdannet til asylcenter?

Indtil 1960erne kunne gifte kvinder fra dette selvfølgeligt konservative miljø – dommerens kone og andre velforsørgede damer – lade sig aflaste i hjemmet, mens de selv brugte tiden på det, der interesserede dem mere.

Fruen var fri til at dyrke sit håndarbejde og sin læsekreds, kombineret med frivilligt arbejde for egnens musikforening. Mælkedrenge og bybude bragte alle slags varer ud, der var rengøringshjælp, vinduespudser, havemand og dampvaskeri, og hverken de eller deres mænd drømte om selv at gribe en malerpensel, eller – hvilken latterlig tanke – samle deres egne møbler.

Disse konservative vælgere (fru overlæge Olsen, fru lektor Hansen) optræder dagligt i dødsannoncerne, nu med egne fornavne. De hed Inger, Tove, Grete og Ruth… Deres liv gik med at skabe og opretholde et hjem for mand, børn og husets venner. Eller som vi sagde i 1970erne med en industriel metafor: De sørgede for, at »arbejdskraften blev reproduceret«. Skilsmisse var social og økonomisk gambling, forbundet med skam på niveau med fallit, alkoholisme og graviditet uden for ægteskab.

Læs også: Leg med slogans

Gretes og Ingers husmor-højkultur var en kort, eksklusiv periode i middelklassens historie. Deres kvindelige efterkommere bærer i dag titler, som fædre og brødre før havde været vant til at have for sig selv: overlæge, dommer, museumsinspektør, statsadvokat, tandlæge, arkitekt. Disse nye borgerkvinder er på arbejde mange timer hver dag og kan ikke opretholde samme høje hjemmekultur som deres mor eller mormor. Så nu går også pæne folks børn med nøgle om halsen, pizzaen spises direkte fra bakken hjemme hos advokaten, præsten og gymnasielæreren, og ingen har tid til at læse Rifbjergs sidste. Hele samfundet lever med en kollektiv fortrængning af det absurde i, at landets fede samtalekøkkener står tomme, indtil familierne genforenes ved aftenstid. Hver med sin version af opmærksomhedskrævende børn, hastige måltider, skidt i krogene, de voksnes evige kamp om tiden og længslen efter en ferie, »hvor vi kan være en rigtig familie«.

At tale om prisen for det husmorløse hjem blev et tabu for min generation af feminister, fordi vi ville vise, at vi faktisk kunne fodre mænd og børn, ordne vasketøjet og afvikle børnefødselsdagene samtidig med, at vi passede vores arbejde. I modsætning til dem med hårdt og trivielt slid i fabrikker og butikker, som – herregud – så gerne ville »gå derhjemme«, arbejdede vi jo nemlig af lyst!

Det rev selvfølgelig i hjertet, når vi overlod et barn til fremmede efter 14 ugers barselsorlov, men fordelene ved eget job oversteg ulemperne, især når vores mænd påtog sig noget af ansvaret for hjem og børn. Det kan godt være, at vores rengøring og cuisine ikke levede op til den standard, vi havde med hjemmefra, men vi kunne ikke indrømme, at noget værdifuldt var gået tabt. Hvis nogen antydede den slags, blev de sat på plads med en anbefaling om at ansætte en »formiddagskone«, eller opfordret til at dressere manden bedre.

Konservativ omsorg for familierne omsættes typisk til forslag om fradrag for au-pair’en og havemanden og pasningsordninger, hvor »pengene følger barnet«. Samtidig protesteres der mod »tvungen lektielæsning«. Venstrefløjen kræver barselsorlov til mænd og flere pædagoger. Deltidsarbejde, som mange kvinder ønsker, er der ingen af arbejdsmarkedets (mandsdominerede) organisationer, der kan lide.

Læs også: Derfor er jeg blevet Konservativ

Højrefløjspolitik gør kvinder udsat ved skilsmisse, fordi familien som juridisk begreb har mistet sin betydning i ligestillingens navn: Hustrubidraget er stort set afskaffet, og pensioner deles ikke længere (vedtaget under en konservativ justitsminister!) Venstrefløjens familiepolitik vil føles af mange borgerlige som statstyranni over for de familier, hvor den ene part tør – og har lyst og råd til – at leve med en traditionel arbejdsdeling.

Og alt imens grundlægges hver dag nye familier af unge par med rørende tillid til, at de nok skal klare børn og job med en let justering af livsstil og karriereplan. Skilsmissetallet vil blive ved at stige, og medierne vil fortsat være fulde af historier om unge kvinder på kanten af et sammenbrud i spændingsfeltet mellem karrieren, børnene og den hjemlige hygge.

Først når kvinder bliver så mange, at hver og én er uundværlig for selve den hellige vækst, får de omsider magt til at ændre på normaltilstanden i samfundet. Først da kan det blive det almindelige, at forældre til småbørn har fleksibel arbejdstid, at der bliver mulighed for at tage fri, når børn er syge, obligatorisk barselsorlov til mænd, orlovsordninger, hjemmearbejdspladser, børnepasning på arbejdspladsen og mulighed for at melde sig i karrieresporet efter de 40 og stadig have en chance.

Læs også: De Konservative står svagt i de store kulturdebatter

Men indtil da vil den unge læge og hendes mand, der er jurist på vej opad i et ministerium, sidde udmattet fredag aften og se TV-programmer om mad og skønne hjem, omgivet af pizzabakker, nullermænd og endnu ikke sammenlagt vasketøj. Når de går i seng, ligger selvhjælpsbøgerne klar på natbordet med råd om karriereoptimering, parforhold og forældres understøttelse af børns læring.

Og de stemmer ikke konservativt ved næste valg.