Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Så snart parlamentet er valgt, er folket slave

Bogaktuelle demokratiforsker Mogens Herman Hansen ser på den franske filosof Jean-Jacques Rousseau. 300 år efter, han blev født, står han stadig som en af de tænkere, der har betydet mest for vores syn på stat og samfund.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I år for 300 år siden blev den fransk-schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseau født i Geneve, og det fejres i hele den vestlige verden. For sammen med Montesquieu (1689-1755) er Rousseau den tænker fra oplysningstiden, der har betydet mest for vort syn på menneskets plads i stat og samfund. Hans filosofisk set vigtigste værk er nok hans afhandling Om ulighedens oprindelse og grundlag blandt mennesker fra 1755. Men de to skrifter, der har haft størst betydning, er hans lille bog Om samfundspagten og den større bog Emile eller om opdragelse, begge udgivet i 1762, og begge sat på den katolske kirkes liste over forbudte bøger.

Mange har forstået Rousseaus værker og lært af dem. Men de er også ofte blevet misforstået. Rousseau er fx blevet gjort til talsmand for en af oplysningstidens paroler,»tilbage til naturen«, og han anses hyppigt for det moderne repræsentative demokratis åndelige fader. Begge synspunkter er i direkte modstrid med Rousseaus tanker om mennesket og samfundet. Han ville ikke tilbage til naturen. Han anså demokrati for en umulig regeringsform, og repræsentativt styre var ham en vederstyggelighed. Ikke desto mindre har hans tanker været af stor betydning for udviklingen af det moderne demokrati. Han døde i 1778, 11 år før Den Franske Revolution brød ud, men posthumt blev han revolutionens uformelle chefideolog. Passager i Den Franske Menneskerettighedserklæring af 1789 afspejler hans idéer, og i 1794 blev hans kiste flyttet til Pantheon i Paris, mausoleet for store franskmænd.

Grunden til, at Rousseau ofte er blevet misforstået, er dels hans originalitet og dels hans stil. Rousseau elsker at provokere sine læsere, og han bruger gerne paradokset som middel til provokation. Det er dybt fascinerende, men ikke altid fremmende for forståelsen. Som de fleste af samtidens filosoffer sporer Rousseau menneskets historie tilbage til naturtilstanden, og den har han ikke meget godt at sige om. Han mente tværtimod, at det er det enkelte menneskes armod og afmagt i naturtilstanden, der får folk til at slutte sig sammen og indgå en »samfundspagt«. Ved indgåelse af samfundspagten opgiver hvert enkelt menneske sin individuelle frihed og danner sammen med alle de andre det suveræne folk, der ikke længere er en samling isolerede individer, men et kollektiv. I modsætning til fx Hobbes og Locke mener Rousseau ikke, at folket ved samfundspagten overdrager suveræniteten til en regering eller en regent. Ifølge Rousseau er suveræniteten uafhændelig, og den bør udelt forblive i folkets besiddelse.

Et omdrejningspunkt i Rousseaus politiske filosofi er analogien mellem individ og stat. En person har en vilje, der kan omsættes i handling. Tilsvarende har den kollektive person, folket, en fælles vilje, som Rousseau kalder almenviljen. Rousseau skelner mellem almenviljen og alles vilje. Almenviljen er kollektiv og tager sigte på almenvellet. Den omsættes i handling, når folket i fællesskab giver de love, som staten skal styres efter. Loven er det institutionelle udtryk for almenviljen. Alles vilje er derimod summen af alle individers egenvilje, og hver person har individuelle interesser, som det ønsker tilgodeset. Staten kan kun styres godt, hvis borgerne følger almenviljen og sætter almenvellet over private livsmål. Men lovene skal iværksættes og administreres. Det er ikke suverænens opgave, men regeringens. Rousseau skelner skarpt mellem suverænitet (den lovgivende magt) og regering (den udøvende magt), og som alle andre bygger han på den antikke forfatningstypologi: Hvis regeringen overlades til en enkelt person, får vi kongedømme, udøves den af en elite, får vi aristokrati, og udøves den af hele det forsamlede folk, får vi demokrati. I store stater er det umuligt, at hele folket hele tiden forsamles for at varetage regeringen. Det kan kun lade sig gøre i små bystater som oldtidens Athen, hvor folket imidlertid varetog sine særinteresser og tilsidesatte almenvellet. Det førte til splid og borgerkrig. Rousseau konkluderer, at et demokrati i ordets egentlige forstand aldrig har eksisteret og heller aldrig vil kunne eksistere i fremtiden. De eneste mulige regeringsformer er kongedømme eller aristokrati. Rousseau foretrækker aristokratiet, men han drømmer om demokrati: »Hvis der var et folk af guder, ville det regeres demokratisk. En så perfekt regeringsform passer ikke til mennesker.«

Demokrati, som det blev opfattet på Rousseaus tid, er altså umuligt som regeringsform. Men hvad suveræniteten angår, fastholder Rousseau folkesuveræniteten som et uomgængeligt princip: Lovgivningsmagten bør udøves af det forsamlede folk. Her er han demokrat, men det er som sagt oldtidens direkte demokrati, han insisterer på. Hans ideal er det antikke Rom, og han forestiller sig - helt urealistisk - at hundredtusinder af romerske borgere mødtes på Marsmarken udenfor Rom og vedtog de love, der skulle gives.

I Om Samfundspagten hører vi intet om, hvordan Rousseau forestillede sig, at samtidens over seks millioner voksne franskmænd skulle kunne udøve den uafhændelige og udelelige suverænitet. Men da han nogle år senere skulle svare på opfordringer fra Korsika og Polen om, hvordan man skulle indrette disse landes forfatning, blev han nødt til at forholde sig mere pragmatisk til spørgsmålet om folke-suveræniteten. Hans svar var i begge tilfælde, at man skulle oprette en slags forbundsstat, hvor de enkelte distrikter eller provinser ikke ville være større end en stor bystat.

Det er en helt anden opfattelse af folkesuveræniteten end den, man har i et moderne repræsentativt demokrati, hvor magten i princippet legitimeres under henvisning til folkeviljen, men i praksis varetages af organer, der er valgt eller kontrolleret af folket. Folkesuveræniteten består altså ikke i, at folket er suverænt, men i at folket ved valg af repræsentanter har overdraget suveræniteten til de folkevalgte. Da den myndighed, repræsentanterne får, er selve suveræniteten, opstår der et ejendommeligt forhold mellem repræsentanter og repræsenterede. Folket vælger repræsentanter, der skal varetage folkets interesser: Folket er herre, repræsentanterne er tjenere. Men når repræsentanterne først er indsat, giver de love, som folket skal følge. Nu er det tjeneren, der befaler, og herren, der adlyder. Men ved næste valg må repræsentanterne stå til ansvar for, hvordan de har handlet på folkets vegne, og underkaste sig folkets dom. På valgdagen er det igen folket, der er herre, og repræsentanterne, der er tjenere. Dette paradoksale forhold mellem herre og tjener beskrives skarpsindigt og med ætsende ironi af Rousseau i Om samfundspagten, hvor han kritiserer det ellers så lovpriste repræsentative styre i England i oplysningstiden: »Det engelske folk tror, det er frit. Det tager alvorligt fejl. Det er kun frit den dag, det vælger parlamentsmedlemmerne. Så snart de er valgt, er folket slave. Det er intet. Den korte tid, folket nyder friheden, og den brug, det gør af den, viser, at det fortjener at miste den.« Her er linjerne trukket skarpt op, og det er stadigvæk et omstridt problem, hvad folkesuverænitet egentlig er.

Rousseau var teoretiker. I modsætning til sin ældre samtidige, Montesquieu, kom han aldrig til at bestride et embede og tage aktiv del i styringen af stat og samfund. Men hans idéer om stat og samfund fik en enorm betydning for samtiden og eftertiden. Et lignende forhold mellem teori og praksis møder vi også i hans andet hovedværk: Emile eller om opdragelse. Rousseau giftede sig aldrig, men fik fem børn med sin elskerinde Thérèse Lavasseur. I alle fem tilfælde fik han hende overtalt til at aflevere den nyfødte på et hittebørnshospital. Rousseau har aldrig prøvet at opdrage et barn, men hans tanker om opdragelse har haft en enorm betydning for pædagogikken lige siden Emile udkom i 1762.

Mogens Herman Hansen er aktuel med bogen »Demokratiets historie fra oldtid til nutid« og udgav i 2010 »Demokrati som styreform og som ideologi« - begge på Museum Tusculanums forlag..