Ryd op i Strøgets kaos og balkanisering

Indfør »et forbud mod tiggeri, plattenslageri og sidden og overnatning på gaden« på Strøget, foreslår Henrik Day. Foto: Ida Marie Odgaard Fold sammen
Læs mere

De seneste måneder har der været udtalt kritik af forholdene på Strøget i København. Både beboere, forretningsdrivende og turister har bemærket den forandring, som Danmarks mest prestigefyldte indkøbsgade har undergået de seneste år.

Især i »den billige ende« mod Rådhuspladsen møder man talrige hjemløse, tiggere, plattenslagere, der snyder folk med trickspil om penge, og en stank af billig frituremad. Flere forretninger og take away-steder har valgt neonlys som reklame, der får Strøget til at minde om en sidegade i Bangkok eller Hong Kong.

Det Radikale Venstre på Københavns Rådhus har meget ansvarligt påtalt forholdene, ikke mindst efter at de forretningsdrivende har gjort opmærksom på den tivolisering og forfladigelse, som Strøget er udsat for. Ikke uventet har den ansvarlige borgmester fra Enhedslisten, Morten Kabell, ikke tænkt sig at gøre noget som helst og har udtalt, at han hellere vil bruge penge på Københavns udsatte boligområder end på Strøget.

Ingen kan være uenig i, at København har mange udsatte boligområder, der trænger til en ansigtsløftning og mere lov og orden, men spørgsmålet er, om Morten Kabells ignorance over for Strøget er en klog og bæredygtig beslutning, for nu at bruge et af venstrefløjens egne buzz words.

Danmark er kendt for orden og design

Strøget repræsenterer ikke blot Danmarks mest berømte indkøbsgade, men er det vindue til verden, som Danmarks gæster møder og taler om, når de rejser igen.

Hvis Danmark vil tiltrække turister, er vi nødt til at give dem en oplevelse, som de ikke kan få i andre storbyer. Vejret i Danmark er for det meste rædselsfuldt, og prisniveauet fuldstændig opskruet, så der skal altså være andre årsager til, at turister finder Danmark interessant.

Jeg har spurgt flere af mine udenlandske venner, der har besøgt København, hvad de finder attraktivt, og alle siger samstemmende, at det er den minimalistiske, ordnede og luksuriøse atmosfære, der er trækplasteret.

To af mine portugisiske venner, der på vej til København mellemlandede i Frankfurt Lufthavn, udtalte, at ankomsten til Københavns Lufthavn var en klar opgradering i forhold til Frankfurt.

En anden ven, der arbejder som purser for et stort europæisk ruteflyselskab og dermed rejser rundt i hele verden, overnattede i sidste uge i København og nævnte præcis det samme. Det var fornemmelsen af orden, sans for design og originalitet, der adskilte København fra andre europæiske storbyer.

Danmark og danskere kan altså noget med skønhed, design, orden og luksus. Vi er stolte af luksusvarer som B & O, Georg Jensen, Arne Jacobsens designmøbler og vores nordiske gastronomi.

På arbejdsmarkedet er Danmarks fordel også kvalitet og ikke kvantitet. På grund af de meget høje lønninger kan Danmark ikke konkurrere med Korea, Indien eller Indonesien, når der skal syes tøj, etableres help desks for IT eller samles telefoner. Den danske arbejder er nødt til at kunne levere et kvalitetsprodukt, som overgår, hvad man kan få i lande med et lavt lønniveau.

Forsømmelse af bymidter

Derfor mener jeg, at Danmark og vi danskere er nødt til at definere os selv som en nation, der lever af kvalitet, ordentlighed og sikkerhed.

Begynder vi at konkurrere på andre parametre, mister vi terræn og taber til sidst i den globale kamp om overlevelse. Mister vi eksklusivitet, mister omverdenen ganske enkelt interessen for os som land og befolkning.

Morten Kabell vælger den laveste fællesnævner, nemlig stiltiende at acceptere, at Strøget bliver grimmere og grimmere og at risikoen for at blive bestjålet eller snydt større og større.

Det er en meget farlig vej at gå, for det kan ende med, at de forretninger, som leverer kvalitet, til sidst flytter ud af København K til store indkøbscentre i forstæderne.

I mange amerikanske byer har forsømmelse af bymidten ført til uinteressante og farlige bycentre, hvor kun ludere og lommetyve færdes, efter at de store kontormiljøer er lukket, og slipsemændene er taget ud til forstæderne, hvor de bor. Washington DC og Miami er skræmmende eksempler på dette.

Læseren uden for København kan måske synes, at diskussionen om forgrimmelsen af Strøget er et ligegyldigt københavner-fænomen blandt forkælede cafe latte-typer, men her tager de fejl. For diskussionen handler nemlig ikke kun om Strøget, men om hele Danmarks selvforståelse.

I en globaliseret verden, hvor mange års indvandring har betydet åbning af nye virksomheder landet over, f.eks. grønthandlere, restauranter og kiosker, er det vigtigt, at man også i provinsen tager stilling til, hvordan en bymidte skal se ud, og hvilke krav man skal stille til udseende af en butik eller restaurant.

Mange danske provinsbyer er yderst charmerende. Jeg har selv for nylig besøgt Åbenrå og Nyborg, som begge er eksempler på provinsbyer, der er meget smukke, og hvor en udvikling a la Strøget vil være dræbende for det attraktive bymiljø. Derfor er politikerne i provinsen også nødt til at tage diskussionen om, hvordan man bevarer Danmarks unikke karakter og ikke langsomt lader vores byer komme til at ligne Bangkok, Karachi eller Casablanca.

Første skridt er, at danskerne erkender vores sans for kvalitet og tør stille krav til dem, der vil opholde sig og drive forretning i vores byer. Vil du drive virksomhed, skal du have sans for æstetik og arbejde på at få din virksomhed til at blive en del af miljøet. Det gælder også eksempelvis amerikanske kæder. I Rom er nogle McDonald’s-restauranter meget diskrete for ikke at ødelægge byens nærmiljø.

Smid tiggere og plattenslagere ud

Hvad skal man så gøre for at bringe Strøget tilbage til fortidens glamour og dermed gøre en strøgtur til en behagelig og interessant oplevelse i stedet for det nuværende kaos, der efterhånden ligner en filial af en balkansk storby?

Ja, første skridt er, at man med hård hånd smider plattenslagerne og tiggerne ud. Man skal simpelthen indføre og håndhæve et forbud mod tiggeri, plattenslageri og sidden og overnatning på gaden med tæpper og papkasser.

Det kan lyde hårdt, men de hjemløse må tilbydes andre overnatningsmuligheder i en anden bydel, og tiggerne og plattenslagerne skal have deres papirer kontrolleret for, om de har lovligt ophold i Danmark og følger landets regler. Vil du opholde dig i bymidten, skal du have et legitimt ærinde og ikke blot tigge eller spille terningespil for at franarre folk penge.

Dernæst skal der stilles krav til udseendet af butikker og restauranter, inden de får lov til at åbne. Man skal løbende holde øje med, om et sted er ved at forfalde og påtale dette.

I forvejen er der tilsyn af fødevarekontrollen i restaurationsbranchen, så hvorfor ikke også indføre et æstetisk tilsyn? Nogen vil sikkert finde det forslag begrænsende for et liberalt erhverv, men den nuværende situation med neonlys, grimme butikker og friturelugt er uholdbar.

Jeg synes, at en bymidte er mest spændende, når udvalget af butikker er stort og varieret. Små, unikke butikker med »skæve« varer er for mig klart et plus i stedet for kædebutikker, du kan finde verden over. Men hvis den »skæve« butik bliver for »skæv«, hopper kæden af. Der skal være plads til individualitet og originalitet, men ikke til plathed og grimhed.

Københavns selvforståelse må redefineres. I øjeblikket har folk som Morten Kabell helt misforstået det unikke ved Danmark.

Henrik Day Poulsen er psykiater, ph.d.