Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ruslands mismod – Vestens rådvildhed

Bjørnen sover. Ruslands historiske erfaring er, at folk, der lider og sørger, er betydeligt lettere at kontrollere end folk, der slår sig løs i begejstring over livet og dets uendelige muligheder. I farten har Putin og hans spindoktorer overset, at godt nok er bjørnen stor og stærk og farlig, men elegance har aldrig været et af dens kendetegn.

Zhana, datter af den dræbte systemkritiker Boris Nemtsov, trøstes ved begravelsen af hendes far Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Stakkels Rusland – et land, der igen er slået ind på en vej til mere u-lykke end lykke, mere lidelse, mismod og sorg end glæde og håb, som om det nærmest går ud på at bevise, at Rusland gennem århundreder har gjort sig umage for at fremstå som et land, der ikke vil sit eget bedste.

Med vores vestlige tankesæt er det næsten umuligt at forstå, hvad der får en leder som Vladimir Putin til at kaste mulighederne for nationens succes over bord og i stedet fremstille Rusland for sin befolkning som et land omringet af fjender, der kun vil én til livs. Formørkelse frem for lys, paranoia og krigshallucinationer frem for en verden af muligheder for et bedre og rigere liv. En forgiftet atmosfære, hvor man indprenter befolkningen, at fædrelandet er i fare, og at man må gøre alt for at beskytte det.

Ifølge nyhedstjenesten Bloomberg placerer en ny rapport Rusland på en 7. plads på indekset over verdens mest ulykkelige lande. Med mordet på Boris Nemtsov rykkede Rusland endnu en tak op på ulyksalighedens skala. Ingen kan være i tvivl om, hvorfor Rusland ligger så højt, når man har set Andrej Zvjagintsevs Oscarnominerede film »Leviathan« med et forstemmende billede af Putins Rusland – et bundløst hul af magtmisbrug, retsløshed og korruption uden så meget som en enkelt solstråle i en flod af vodka og tårer og sorg.

Mine venner i Moskva græd og hulkede i fortvivlelse og vantro, da jeg talte med dem i telefon den lørdag nat, da ondskaben igen slog til i Moskvas gader et stenkast fra Kreml, hvor Nemtsov blev skudt ved et af de mest markante og kyniske politiske mord i nyere tid. De havde svært ved at fatte, at det virkelig var sket, at oven i alle andre mareridt og ulykker, skulle de nu også leve med den tragedie. Chok og lammelse som man havde oplevet det i Paris og København.

I en tid præget af krig og besættelse i Ukraine, økonomisk krise og afsavn spundet ind i lag på lag af løgn og propaganda stod Nemtsov som en lysende stjerne. I et dysfunktionelt korrupt kleptokrati var han den ubestikkelige ener og ragede op som et tårn. For den demokratisksindede del af befolkningen var han et af de få overlevende håb om, at der var en anden vej og et andet Rusland end Putins stadigt mere ensrettede, autoritære styre. For Nemtsovs modstandere stod han for alt det, man ville til livs som en trussel mod landets succes.

Da Nemtsov den nat lå der på den regnvåde asfalt i sin oprullede lyseblå bluse og med blottet overkrop omringet af detektiver, følte hans tilhængere det som et direkte budskab til skræk og advarsel: »Det er, hvad I kan få, alle I, der drømmer om frihed og demokrati i Rusland. Det er hvad I kan vente jer i stedet for søndagens forårsmarch mod krig og krise.« Nemtsov var en af initiativtagerne til marchen og havde arbejdet utrætteligt for at organisere den.

Mindre end tre timer tidligere havde Nemtsov i sit livs sidste interview med radiostationen Moskvas Ekko entusiastisk talt om, at hvis blot 100.000 mennesker ville møde op, ville det sende chokbølger gennem Kreml. Han troede, at det ville forvandle alle Kremls løgne til støv og blive et vendepunkt. Han sluttede udsendelsen med at opfordre alle til at stille op til søndagens march. Hans sidste ord til russerne.

Seks timer senere blev han rullet ind i en skinnende sort ligpose og kørt til lighuset. Stedet på broen, hvor Boris Nemtsov blev skudt, blev vasket rent for hans blod, og lidt senere mødte de første sørgende op for at lægge blomster, som i de følgende dage voksede til et bjerg. De dækkede en stor del af broen i et billede, der nærmest er blevet det symbolske kendetegn på de to første måneder af 2015 i en blodig linje, der går fra Paris via København til Moskva.

I stedet for at fejre foråret og demonstrere for politiske reformer som planlagt blev det i stedet for til en sørgemarch til minde om en af Ruslands mest farverige og dynamiske politikere, hvis navn nu er blevet udødeliggjort i russisk historie. Det er Ruslands situation og skæbne i en nøddeskal – hellere holde folk i et jerngreb og lade dem lide og sørge frem for at slippe kræfterne og talenterne løs og risikere utøjlet frihed med krav om politiske reformer og demokrati.

Ruslands historiske erfaring er, at folk, der lider og sørger, er betydeligt lettere at kontrollere end folk, der slår sig løs i begejstring over livet og dets uendelige muligheder ligesom Boris Nemtsov. At få ham ryddet af vejen ved et spektakulært politisk attentat uden for Kreml er en ufejlbarlig opskrift på opgivelse, tårer og sorg. Smerte og afsavn giver national samhørighed. Lige siden det gamle Rom har »brød og skuespil« været en formel for politiske ledere. Rusland har for det meste haft sin egen formel. »Brød og sorg«.

Putin og hans inderkreds har i udpræget grad haft sans for den sammenhæng i russisk politisk kultur. I det forløbne år efter annekteringen af Krim og krigen mod Ukraine har de uden skrupler spillet på russernes udholdenhed og offervilje i en stemning af overophedet nationalisme. Lidelse og offervilje er med stolthed blevet ophævet til nationale dyder.

Kremls budskab er, at ingen er så gode til at lide, som russerne er. Alle forsøg gennem århundreder på at invadere og knægte Rusland er endt med det samme resultat for de fjendtlige horder. »Der var jord nok til dem alle – 2.5 kvadratmeter« til en grav,« som det hedder i en ny propagandavideo »Jeg, en russisk besætter«, der er gået viral på Youtube (bit.ly/1EObYla) med en Twitter-anbefaling fra Dmitrij Rogozin, en vicepremierminister med ansvar for forsvarsindustrien og en af nationalisternes yndlinge.

Sammen med folk som Rogozin og Vladislav Surkov, der fra Kremls skyggerige styrer ideologien og propagandaen, har Putin fremmanet et velkendt billedet af Rusland som en belejret fæstning. Putin har i sine taler genoplivet begreber som femte kolonne og nationalforrædere som påfaldende indlån fra nazismens ordbog for at oppiske en stemning af had og blodrus mod alle afvigere og kritikere.

Propagandakrigen er accelereret siden invasionen af Krim i en stadigt mere aggressiv form, og russiske insidere siger, at propagandaen har nået højder, man ikke engang så under Den Kolde Krig.

Kreml har mobiliseret patrioter og nationalister på den yderste højrefløj og indgået bizarre alliancer med grupper som Nat-ulvene, det russiske modstykke til bikergrupperne i Vesten. De fremviser de samme symboler, regalier og tatoveringer som deres bikerbrødre i Vesten, men med den forskel, at de optræder som Kremls fortrop og fædrelandets ukuelige vogtere med en politisk mission.

Putin selv har også brugt billedet af den russiske bjørn og advaret om, at ingen slipper ustraffet fra at tirre den. Putins macho-image er ikke til at tage fejl af i brugen af den slags metaforer, der skal projicere russisk styrke og frygtløshed. Men det skinner også umiskendeligt igennem, at det, der udadtil skal fremstå som Ruslands enorme styrke, i virkeligheden er udløst af Ruslands enorme svaghed og kroniske mindreværdskompleks.

I farten har Putin og hans spindoktorer overset, at godt nok er bjørnen stor og stærk og farlig, men elegance har aldrig været et af dens kendetegn. Den er også doven, men det værste ved billedet er, at bjørnen i russisk folkevid ikke er særlig klog. Den er simpelthen dum. Det er måske derfor, den ikke forstår, at Ruslands styrke som stormagt hænger uløseligt sammen med landets økonomi. Ingen stormagt kan være stærkere end den nationale økonomi. Rusland står ikke på randen af økonomisk kollaps, men den økonomiske krise er ubestridelig. Det er alvorligt for Rusland, men også for Vesten og især Ukraine, der må indstille sig på, at voksende økonomiske problemer og øget russisk svaghed vil øge Moskvas konfrontationslyst og aggressivitet.

Russerne har for tiden ikke noget andet alternativ end at finde sig til rette med deres status som et af verdens mest ulykkelige folk og kæmpe med deres historiske arvegods, der bliver ved med at presse dem tilbage til fortiden. Imens må vi i Vesten erkende, at vi har lige så svært ved at forstå Rusland som før i tiden, og at afstanden mellem Vesten og Rusland ikke er blevet mindre, men større, mens vi har sovet i timen. Men at konstatere, at den russiske gåde består i det 21. århundrede, er ikke nogen strategi. Det er tegn på rådvildhed på kanten af en politisk falliterklæring.