Rusland og Danmark – samarbejde eller ej?

I politikken over for Rusland er det vigtigt ikke at se Ukrainekonflikten som udtryk for et »nyt« Rusland. Den konflikt er en konsekvens af dybtliggende uenigheder mellem Rusland og Vesten om Ruslands retmæssige rolle i Europa.

Rusland trænger sig på. I 2014 har Rusland konstant skabt overskrifter, og konflikten i Ukraine mærkes også i Danmarks nærområde. I politikken over for Rusland er det vigtigt ikke at se Ukrainekonflikten som udtryk for et »nyt« Rusland. Den konflikt er en konsekvens af dybtliggende uenigheder mellem Rusland og Vesten om Ruslands retmæssige rolle i Europa og hvad der er legitim politik.

Et klart blik på de uenigheder er en forudsætning for at vurdere effekten af enkelttiltag – som sanktioner eller samarbejde – og for at formulere en langsigtet ruslandspolitik. Ruslands udfordring af den europæiske orden kan samles i tre ord – revanche, russere og retfærdighed. De tre ord er samtidig titlen på en rapport, udgivet af Center for Militære Studier for nylig.

Et gennemgående tema i Rusland er, at et svækket Rusland siden Sovjetunionens sammenbrud er blevet svigtet, narret og bedraget af Vesten. Jeltsin, Putin og Medvedev prøvede alle at samarbejde med Vesten. Økonomisk ved at åbne for Vestens investorer og for omkostningsfulde liberaliseringer. Sikkerhedspolitisk ved at finde løsninger af konflikterne på Balkan, i Mellemøsten og Afghanistan samt ved at støtte Krigen mod Terror.

Endelig mener Rusland, at man har taget Vestens sprog om en international orden, hvor lov og ret er i højsædet, alvorligt. Men set fra Moskva forarmede Vesten Rusland i 90ernes liberaliseringer. Vesten invaderede lande til højre og venstre på trods af Ruslands protester. Samtidig udvidede Vesten NATO og EU, på trods af Ruslands modstand, advarsler og henvisninger til tidligere løfter. Så da Putins Rusland genvandt sin styrke, skulle Vesten udfordres. Nok er nok – det er tid til revanche.

Ukrainekrisen er et udtryk for denne revanchering. Men krisen viser også, at et forbitret Rusland ikke altid ved, hvor det vil hen. I årtier var det en ambition at etablere en stabil orden i det internationale samfund. Den nukleare magtbalance skulle bevare stabiliteten, og Rusland skulle pragmatisk søge samarbejde med Vesten – så et fornuftsægteskab kunne udvikle sig.

Rusland har nu ændret sit syn på det internationale samfund. I stedet for at søge en fælles orden skal der nu opnås retfærdighed for Rusland. Den retfærdige udvikling medfører, at Rusland indtager sin historisk givne stormagtsrolle. I forhold til sit nærområde betyder det, at Rusland tager sig ansvar og rettigheder, der passer til landets størrelse og betydning som civilisation. Arbejdet for at sikre den udvikling betyder samarbejde med Vestens modstandere – Iran og Syrien – militær oprustning og magtdemonstration i Arktis og andetsteds og ikke mindst annektering af territorium som anses for retfærdigvis at tilhøre Rusland – såsom Krim.

I takt med, at Rusland begrunder sin politik i et modsætningsforhold til Vesten, har Rusland skullet (gen)skabe sig selv. Stormagtstanker giver kun mening, hvis Rusland kan mere end bare være på tværs. Derfor har regimet arbejdet hårdt for at centralisere magten og give staten et ideologisk indhold, hvori kategorien russere spiller en væsentlig rolle. Russere er i den ideologi ikke kun en etnisk kategori. At være russer betyder, at man bakker op om Ruslands statsideologi – og det kan man sagtens gøre som f.eks. etnisk tjetjener, eller – mere bekymrende – som balter, georgier, ukrainer og moldover. Det afgørende er bekendelse til regimet og dets ide om Ruslands historiske og kulturelt betingede krav på storhed. Et Pussy Riot-medlem kan derfor netop ikke være en del af Putins russiske fællesskab.

Samlet set betyder regimets ide om sig selv, og hvad det vil sige at være russer, at Rusland i stigende grad forlanger ubetinget loyalitet fra dem, der defineres som russere – til gengæld påtager Rusland sig ansvar for deres vilkår. At Rusland fremmer en korporativ samfundsøkonomi, hvor staten spiller en magtfuld rolle. At Rusland opfører sig chauvinistisk i udlandet, hvor Rusland skal vinde hæder, beskytte landsmænd afskåret fra moderlandet og kan anvende militær magt for at gennemtvinge sine interesser i nære nabolande.

Europa og Vesten står dermed over for et Rusland, som i sin samfundsindretning, ideologi og udenrigspolitik viser fascistiske træk, der er uforenelige med liberaldemokratiske vestlige værdier, og som forsøger at revanchere, hvad der ses som uretfærdigheder begået mod Ruslands naturlige stormagtsrolle.

Ruslands ide om sig selv stiller Danmark i et dilemma. Rusland er for stort, for tæt på og for betydningsfuldt til at samarbejde og engagement kan undgås. Omvendt gør Putins antiliberale Rusland samarbejde svært, både praktisk og moralsk.

Specielt i Østersøregionen og i Arktis er Danmark nødt til at forholde sig til Ruslands ønsker om revanche og retfærdighed. Rusland er overbevist om, at Vesten og især NATO er til fare for Rusland, så Danmark skal være opmærksom på risici for våbenkapløb i disse regioner, som begge er af stor strategisk og økonomisk betydning for Rusland. Samtidig bør Danmark gøre det klart, at Moskva ikke bestemmer andres landes alliancepolitik. Det gælder f.eks. Finlands og Sveriges forhold til NATO, ligesom Polen og Baltikum fortsat skal have sikkerhedsgarantier fra NATO. Danmark og NATO skal ligeledes konsekvent modsætte sig Ruslands overflyvninger og andre militære provokationer.

Danmark og Vesten har en særlig udfordring i Baltikum. Her skal det sikres, at russere ikke diskrimineres. Samtidig skal det gøres klart, at man ikke tolererer, at Rusland bruger spørgsmålet om russeres rettigheder til at true de baltiske staters suverænitet, og at Ruslands forsøg på dette altid vil blive mødt konsekvent af NATO.

Hvis Rusland skal engageres i Østersøregionen, går vejen nok gennem energi- og handelssamarbejde – især hvis sanktionerne mindskes. Danmark og EU bør forsikre Rusland om, at eksisterende energisamarbejde kan fortsætte. Men som med alliancepolitikken må lande selv have ret til at bestemme deres energipolitik. Et andet emne for dialog er Kaliningrad-området, hvor handelssamarbejde og forenklinger af EU-visumprocessen kan mindske regionens isolation.

I Arktis risikerer Danmark også, at våbenkapløb erstatter politisk dialog. Danmark bør dog stadig – måske med NATO – vurdere, hvordan man imødegår Ruslands provokationer i regionen. Fra Moskva ses Arktis med sine mange ressourcer som en grundpille, hvorpå Rusland skal skabe sin stormagtstatus, så Rusland vil være på vagt over for Vesten i Arktis. Derfor kan Danmark se frem til langvarig uenighed med Rusland om landenes territorielle krav i Arktis.

Samtidig er der dog muligheder for arktisk diplomati, f.eks. ved at anerkende Ruslands suverænitet over vandvejene nord for Rusland mod garantier for fri og fair passage. Danmark skal imidlertid gøre det klart, at Ruslands vej til indflydelse i Arktis går gennem tilnærmelse til Vesten, ikke konfrontation.

Danmark har altså mulighed for at samarbejde med Rusland i Østersøregionen og Arktis. Men både Danmark og Vesten står over for et grundlæggende valg om målsætningen med sin Ruslandspolitik. Dette valg skal foretages på baggrund af en grundig debat, der forholder sig til Rusland ud fra mere end militære og økonomiske hensyn.

Rusland opbygger en ideologi, der lægger vægt på staten, på fællesskabet frem for individet og på Ruslands kamp for international hæder. Dette Ruslands forhold til Vesten er baseret på mistillid og mistro. På trods af dette vil Rusland være parat til at søge kompromis og samarbejde på nogle områder. Danmark kan derfor vælge delvis samarbejde og sikre sig økonomisk og sikkerhedsmæssig gevinst. Men hvis Danmark vælger samarbejde, vælger Danmark samtidig at acceptere et Rusland, hvis værdier adskiller landet fra Vesten.

Alternativt kan Danmark søge at påvirke Rusland ved at kræve forandring – i adfærd og ideologi – før samarbejde. Den strategi er omkostningsfuld. Men kun herved kan Danmark og Vesten hjælpe Rusland med at omforme sig selv og dermed sikre et helt Europa.