Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Romantik eller efterretningskup

Whistleblower. I virkelighedens verden hedder det hyppigt »noget for noget«. Så mon ikke russiske statstjenestemænd har drøftet dette tema med den samvittighedstyngede whistleblower Edward Snowden i Moskvas internationale lufthavn.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mon ikke russiske statstjenestemænd har drøftet dette tema med den samvittighedstyngede Edward Snowden i det »transitområde« i Moskvas internationale lufthavn, hvor han har nydt kost, logi, omsorg og beskyttelse.

Man kan også opstille den betragtning, at han skylder russerne en rigtig god og dokumenteret forklaring til støtte for sin asylanmodning i en sag, der har bragt både den russiske og den amerikanske præsident frem på banen, og som rummer konfliktmuligheder mellem stormagterne.

Mon ikke russerne har bedt om - og sikkert fået - indgående og detaljerede forklaringer, understøttet af indholdet af de angiveligt to medbragte computere. Alt til afklaring af, hvilken efterretningsmæssig substans, der er bag Snowdens offentliggjorte almindeligheder og påstande.

Snowdens påstand om ikke at have prisgivet oplysninger til russerne, har alle formodninger mod sig. Den stakkels mand kan jo i den situation, han har bragt sig i som »whistleblower«, ikke sige andet.

Har han gået med sine computere i favnen alle døgnets vågne timer og sovet med dem under hovedet, eller har russerne velvilligt stillet en »sikker box« til rådighed, så han dog kunne slappe af indimellem. Det er jo politisk sprængstof, som en ansvarlig nation ikke kan have sejlende rundt.

For russerne har det store spørgsmål været, om man har fået en »varmluftballon« på halsen, som man selvfølgelig altid kan pirre og drille de sensible vestlige samfund og regeringer med – eller om man har »ramt guld«, både i henseende til kvalificeret indblik i amerikansk og engelsk og det hele taget vestlig elektronisk efterretningsvirksomhed. Det sidste synes at være tilfældet. Ellers var han sikkert blevet solgt billigt til en labil sydamerikansk stat.

Der rejser sig i det hele taget mange interessante spørgsmål i Snowden-sagen. Et nærliggende og spændende spørgsmål er, hvilke kyndige mennesker der skubbede idealisten ud over kanten og ned i de 1.000 favne vand. Snowdens forargelse er sikkert ægte, men fra tanker til altomvæltende handling er der som regel langt. Hvem fik ham til at indse, hvad han burde gøre i kampen for en bedre, overvågningsfri verden, og hvordan det med effekt under den romantiske og roste whistleblower-kåbe bedst kunne gøres over for en sværmerisk, vestlig offentlighed.

Hvorfor søgte han netop beskyttelse i Rusland, hvis præsident og ledelse i øvrigt nærmest elsker overvågning? De er ligefrem uddannet i det. Eller spurgt mere direkte: Hvornår og hvordan fik Snowden første gang - inden sin ankomst til Moskva - kontakt med den meget duelige, energiske og kreative russiske efterretningstjeneste? Det er meget forståeligt, at præsident Putin - han er jo fagmand - er tilfreds med den vellykkede operation. Han er også en klog mand, der beroliger presse og offentlighed i den vestlige verden med, at den viden, Snowden muligvis har medbragt, ikke vil blive delt ud ukontrolleret.

Man kan heraf forstå, at den vil blive nyttiggjort af fagfolk, der har megen respekt og beundring for amerikanernes elektroniske formåen. Her er meget at lære, også hvis man vil unddrage egne eller allieredes operationer fra amerikansk eller anden vestlig indsigt. En af de få, der har været inde på denne centrale konsekvens af Snowdens virke, er journalist Anders Raahauge, der i Kristeligt Dagblad 11. juli behandlede den umådelige skade, Snowden formentlig har forårsaget.

Medens præsident Putin mest ligner en hankat, som lige har ædt en fed mus, er præsident Obama mere stram i ansigtet. Man kan forestille sig, at han har spurgt sin administration, hvordan i alverden man har ladet typer som Manning og Snowdon stjæle uhæmmet af lagerbeholdningerne. De var dog ikke højt placeret i hierarkierne, så der burde vel være grænser for, hvad de har kunnet rage til sig. Måske er der behov for mere centreret overvågning på visse centrale områder.

Ordet og begrebet overvågning giver automat-reaktioner. For godt ti år siden var det det såkaldte Echelon-program hos NSA, der skabte stor furore – »din mobiltelefon bliver aflyttet« var det foruroligende budskab. Nu hedder det angiveligt Prism.

»Hvorfor forlanger De ikke, at amerikanerne straks stopper dette program?« spurgte en tysk journalist, vist fra et anerkendt medie, kansler Merkel på det for nylig afholdte timelange pressemøde om »skandalen«. Oh, hellige enfold. Vi skulle dog have lært, at æterbåren kommunikation og data, lagret på store, internationale servere er uundværlige kilder til væsentlige efterretninger og derfor vil blive søgt udnyttet, både i den onde og den gode sags tjeneste. Problemer omkring beskyttelse af egen kommunikation løses ikke ved forargede besværgelser og virkelighedsflugt.

Man er meget opbragt over amerikanernes aktiviteter – og glemmer egne, ikke mindst i Tyskland og Frankrig. I England er der større forståelse som følge af krigstidserfaringer og irsk og anden terrorisme. Mærkværdigvis har ingen af de bekymrede interesseret sig for tilsvarende lyttetjenester i bl.a. Rusland og i øvrigt mange andre lande. Som historisk illustration kan jeg blot minde om det betydelige antal lyttefartøjer fra Østblokken, der for få år siden permanent befandt sig i vort nærområde.

Hvad forstår man ved overvågning? Det er et meget vidt og uklart begreb. Er det overvågning af den tyske eller danske befolkning, hvis en amerikansk eller engelsk lyttetjeneste i en meget hemmelig sag scanner f.eks. taxa-trafikken i Berlin eller København i håb om at finde frem til en eller flere farlige personer, der skjuler sig i nævnte miljøer i disse byer?

Jeg gætter på, at rigtig mange antenner i disse tider er rettet mod Cairo og omegn for at opsnappe efterretninger fra en flerhed af kommunikationskanaler, som f.eks. også taxa, redningskorps, skadestuer og meget andet, der tegner billedet af byen og situationen m.v. Problemet er ikke at skaffe data og lyd, men at skaffe tolke, også til sælsomme dialekter og kyndige analytikere, der kan udvinde brugbar information, som kan anvendes af vore – og andre – beslutningstagere.

Big Brother kan blive en skræmmende realitet i det moderne samfund. Vi sætter alle store mængder af elektroniske spor. I BT 11. juli fortalte en datalog, som havde søgt aktindsigt hos sit teleselskab, at han på ni måneder var genstand for ca. 11.000 registreringer. Disse registreringer har teleselskabet ikke for at overvåge ham, men af hensyn til regningsudskrivelse, klager over regninger, driftsundersøgelser m.v. Og man kan blive ved med kreditkort, kontokort, rejsekort, brobizz, GPS og måske engang ad åre også betalingsring.

Lyttetjenester er – allerede af ressourcemæssige grunde – meget selektive og målrettede. Men vore politikere, embedsmænd, erhvervsfolk og andre skal da tænke sig lidt om, inden de råber op i mobiltelefonen eller e-mailer ude i verden, ligesom lidt omtanke i brugen af de sociale medier vil fremme diskretionen, hvis det er det, man tilstræber.

Under et diktatorisk politistatsregime vil de store, personlige datamængder muliggøre en nærgående overvågning af hele eller dele af befolkningen – en sand Stasi-drøm. Det forudsætter naturligvis, at regimet vil foretage de meget store investeringer i materiel og personale. så man kan udnytte de vældige mængder hyppigt kommercielt indsamlede data i en ond sags tjeneste.

Dette skrækscenario skal imidlertid ikke sløre behovet for omfattende elektronisk efterretningsvirksomhed til støtte for vore landes og borgeres sikkerhed, idet man kan udtale det lønlige håb, at de ansvarlige myndigheder ikke overfylder serverne med ufordøjelige mængder af irrelevant materiale, så man mister overblik og proportionssans.