Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Rød kritik af blå litteratur

Eller blå kritik af rød litteratur. Der er også i dag ønsker om forbud mod skadelig litteratur. Platon har mange elever.

»Knausgård er blevet kritiseret for at være pædofil, fascist, sverigedemokrat og nazist. Han er blevet sammenlignet med Anders Breivik.« Foto: Christian Als Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Litterære fejder er en konstant i litteraturhistorien; de går helt tilbage til Platon, som ville have litteraturen, især Homer, smidt ud af den ideelle stat, og de er fortsat indtil i dag. Platon påviste, at digterne havde en skadelig indvirkning på modtagerne; de vidste ikke noget om, hvad de udtalte sig om; de var ude af sig selv, og digtningen havde ikke et kognitivt indhold. Platon fremførte denne kritik i sit utopiske skrift »Staten«. Det var et yndet skrift i Tyskland i 1930erne og indgik i et ideologisk forsvar for bogbrændingerne i 1933. Der er også i dag ønsker om forbud mod skadelig litteratur. Platon har mange elever.

I nyere tid kan man nævne en fejde i engelsk litteratur. Romanforfatteren, politikeren og fysikeren C.P. Snow gik i et berømt foredrag med titlen »The Two Cultures« fra 1959 til angreb på den engelske litteratur, der mest havde psykisk syge mennesker som hovedpersoner.

Hvornår har man sidst læst en roman, spurgte han, hvor helten var en ingeniør? Snow kritiserede især modernister som T.S. Eliot eller D.H. Lawrence, men også George Orwell. Digterne var »politically wicked« (politisk onde), og derfor burde de ikke indgå som en del af almendannelsen.

Snow blev naturligvis voldsomt imødegået af forfatterne. Der er den sandhed i Snows kritik, at mange modernister rent faktisk var tiltrukket af fascismen, antisemitismen og totalitære bevægelser. Det tyder på, at litterære fejder også er politiske fejder. Snow var medlem af Labour, blev senere minister, så hans kritik var en venstreorienteret kritik af reaktionære forfattere. Han var tæt på den politiske magt, hvad forfatterne ikke var. Datidens forfattere var ikke understøttet af staten.

Siden har det ændret sig især i Skandinavien og med kunststøtten, der er en naturlig del af den universalistiske velfærdsstat. Denne statsform tillod ikke, at der var befolkningsgrupper, som faldt uden for. Kunststøtte er socialpolitik. I og med velfærdsstaten ændrede kunstnerne politisk holdning. Det mest almindelige er, at forfattere er automatiserede venstreradikale, eller at de tilhører, hvad en svensk forfatter, Erik Zsiga, i 2004 kaldte »popvänstern«. Det er ikke til at opdrive kulturkonservative forfattere. Eller er det? Ja, og når man finder dem, udløses en litterær fejde. De passer ikke ind i den nordiske velfærdsstats kunstsystem.

Jeg vil koncentrere mig om især tre litterære fejder i Skandinavien. Det særlige ved dem er, at det er professionelle litteraturforskere, der har angrebet enten enkelte skønlitterære forfattere eller forfatterne som kollektiv. Angrebene har ikke ført til dialog, men til kulturkrig.

Den norske litteraturprofessor Ejvind Tjønneland gik allerede i 1999 til angreb på norske forfattere, fordi de var på lemmingmarch mod Gud, som han sagde. Han var bange for, at forfatterne var ved at blive religiøse. De var kulturmasochister og kulturkonservative. Blandt dem, der blev angrebet, var den unge Karl Ove Knausgård, som netop havde udsendt Lolita-romanen »Ute av verden«, hvori en 26-årig lærervikar forelsker sig i en 13-årig skolelev og hun i ham.

Tjønneland ville på grund af disse fromme forfattere genoplive kulturradikalismen, og han talte om dens fjerde fase. Samme år gik man også i Danmark i gang med at genopfinde kulturradikalismen på Københavns Universitet. I Danmark var fjenden de reaktionære postmodernister. Også her var en litteraturprofessor ankermand: Hans Hertel.

Det er også denne roman, »Ute av verden«, der er i fokus for den voldsomme kritik af Karl Ove Knausgård, som lever i eksil i Skåne, og som er kommet fra svenske akademikere og forfattere.

Den meste markante kritiker af Knausgård er professor i litteraturvidenskab i Helsingfors. Hun er feminist, tidligere politiker og hedder Ebba Witt-Brattström. Hun har især kritiseret Knausgårds og Stig Larssons fascination af unge piger. Hun har været gift med litteraturkritikeren Horace Engdahl, der er med i Det Svenske Akademi, og han er en nær ven af Stig Larsson (og det er ikke krimiforfatteren). Engdahl provokerede også mange, da han udtalte, at der ikke fandtes amerikansk litteratur af værdi. Stig Larsson udgav i 2012 romanen »När de känns att det håller på ta slut«, hvor han beretter om sine seksuelle meritter med unge piger.

Witt-Brattström har også antydet, at Knausgård nærer homoerotiske følelser for sin bedste ven. Hun repræsenterer tydeligvis en art nypuritanisme. Det værste ved Knausgård er dog, at han mistænkes for at være kulturkonservativ. Knausgård er blevet kritiseret for at være pædofil, fascist, sverigedemokrat og nazist. Han er blevet sammenlignet med Anders Breivik.

Det er som hos C.P. Snow. Knausgård er »politically wicked«. Hvorfor kom Witt-Brattstöms kritik af »Ute av verden« så sent? Fordi den samme historie om læreren og pigen fortælles i Knausgårds »Min kamp«, men nu uden et fiktivt slør. Han er sådan i virkeligheden, opdagede hun. Det er ikke en roman, der kritiseres, det er et menneske.

Den norske litteraturprofessor Ejvind Tjønneland skrev sin første kritik, før Knausgård havde udgivet »Min kamp«. Da der var kommet fem bind, og da den var ved at blive en succes, reagerede Tjønneland igen nu med en hel bog: »Knausgård-koden«. Der var tale om en advarsel, og bogen var næsten klassisk marxistisk-freudiansk ideologikritik. Forfatteren Jan Kjærstad mente, at hele »Min kamp«-projektet lugtede af mølkugler. »Knausgård-koden« afslører Knausgårds ideologiproduktion, idet Tjønneland var enig med Jan Kjærstad i, at bogen var før-moderne. »Han (KOK) giver en førmoderne forklaring på modernitetens problemer gjennom beskrivelsen av sin despotiske far«.

Kritikken er hård. Knausgårds ideologi er »selvmotsigende«, han er puritansk; han mener, at verden er uden mystik. Han er på den ene side ekshibitionist, men vil på den anden side være usynlig. Den stærkeste psykologiske drivkraft bag »Min kamp« er »foreningen av stormanngalskap og mindreverdighetsfølelse«. Knausgård var psykisk syg.

Tjønnelands og Bratt-Wittströms kritikker er begge partipolitisk og seksualpolitisk motiveret. Det er universitetet og litteraturvidenskaben i kamp mod en privatpraktiserende forfatter, der ikke kun muligvis er konservativ, men som sælger bøger uden statsstøtte, hvad litteraturprofessorer ikke kan.

Den sidste litterære fejde er lokal og dansk. Igen er der tale om en universitetslitterat, Mette Høeg, som går til angreb på en række danske forfattere. Angrebet eller kritikken minder lidt om den, der blev fremført af sociologen Henrik Dahl. Han foretog en vidensociologisk analyse af de personlige og institutionelle netværk, som danske forfattere indgik i. Han kaldte det et kartel.

Igen var reaktionerne meget voldsomme, og det interessante er, at kritikken gik mest ud på, at Henrik Dahls beskrivelse ikke var empirisk korrekt. Der blev med andre ord foretaget et fakta-tjek.

Dahls kartel-artikel kom i Weekendavisen, det samme gjorde Mette Høegs kritik, og i begge tilfælde har kritikere ment, at disse kritikker slet ikke burde være trykt. De er »politically wicked«. Teksten har gjort Høeg berømt og berygtet; glemt bliver hun ikke. Det har debatten afstedkommet. Hun siger noget i retning af, at dansk samtidslitteratur domineres af for mange yngre kvinder, at den ikke er universel nok, samt at den er »selvoptaget«. Hun blev kaldt mange af de ting, som Knausgård er blevet kaldt, bl.a. kvindefjendsk.

Ligesom tilfældet var med Dahl, er kritikken gået på, at hendes tekst var faktuel forkert. Ingen har taget hensyn til den litterære genre, som Mette Høeg praktiserer: den litterære fejdes konvention. Hun er blevet læst, som om hun skrev en fiktionsfri fiktion.

En rød kritik af en blå litteratur og en blå kritik af en rød, for nu at afslutte med valgets nuancerede farver.