Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Rockere på Christiansborg

Henrik Day Poulsen: I en bandekultur, hvor moralbegreber ofte gradbøjes eller slet ikke eksisterer, vil psykopater ofte trives og opleve, at de får, hvad de er kommet efter. Sass Larsen har udvist meget dårlig dømmekraft ved at omgås rockere.

Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I denne uge er sagen om den manglende PET sikkerhedsgodkendelse af Henrik Sass Larsen dukket op igen. Sass har i alle tilfælde via SMS og ved et enkelt møde, været i kontakt med en rocker. Rockere fylder ofte i medierne og vi har de sidste måneder læst om, at en stor del af dem modtager overførselsindkomster, men at Skat har mistanke om, at de ved siden af arbejder og tjener penge på både lovlige og ulovlige aktiviteter.

Byretten idømte i efteråret en række rockere i alt 135 års fængsel for meget alvorlig kriminalitet, herunder drabsforsøg. De fleste af rockerne valgte på stedet at anke, så vi må vente endnu mange måneder for at se, om den tidligere regerings bandepakke har en effekt, når vi taler om alvorlig, organiseret kriminalitet. Rockere ernærer sig i stor stil ved at sælge narkotika, der sælges til overpris til stakkels, forhutlede mennesker på bla. Vesterbro, hvis familier sikkert ønsker forhandlerne hen, hvor pebret gror. Narkotika ødelægger rigtig mange menneskers liv totalt.

Netop fordi rockere udgør en meget problematisk del af samfundet, er det af stor betydning, at vi får viden om, hvorvidt vores politikere har forbindelser til organiseret kriminalitet.

Bogen »Fra Edderkoppen til Makrellen« af Anders-Peter Mathiasen, der er udkommet fornylig, beskriver netop udviklingen af organiseret kriminalitet gennem de sidste 60 år og her kan man med al tydelighed læse om organiseret kriminalitets skadelige effekt på samfundet.

Hvor meget og hvor lidt, der er i Sass-sagen, ved vi ikke, og får måske aldrig at vide på grund PETs fuldt forståelige begrænsede vilje til at lade offentligheden vide alt. Kun Tordenskjolds soldater i form af fanatikere i Enhedslisten har tidligere været ude og argumentere for, at ethvert tilfældigt medlem af Folketinget skal have adgang til PETs arkiver og databaser.

Uden at nævne navne kan jeg gennem tiden komme i tanke om flere folketingsmedlemmer, hvor jeg som borger ville være særdeles utryg på mit lands vegne, hvis Jacob Scharffs kompetente stab skulle lægge alle oplysninger frem. Det her er klart en ommer for Enhedslisten. Men måske ligger hunden begravet i, at de godt selv ved, at visse af deres folketingsmedlemmer måske selv ville have svært ved at blive sikkerhedsgodkendt?

Tilbage står der så spørgsmålet, hvilke type mennesker, rockere og medlemmer af bander generelt er. Jeg har personligt mødt en del både nuværende og tidligere bandemedlemmer af både dansk og udenlandsk oprindelse. Dels i forbindelse med mentalundersøgelser, dels nok i højere grad som konsulent for landets kommuner, der ønsker en vurdering af disse personers arbejdsevne, fx i forbindelse med sager om sygedagpenge og førtidspension.

Jeg har desværre erfaret, at flere af mine kollegaer ikke ønsker at undersøge rockere. Årsagen hertil kender jeg ikke, men måske af angst for, hvad et resultat, som rockeren ikke synes om, skal få af konsekvenser. Jeg skal da heller ikke spille mere helt end at erkende, at jeg flere gange også har følt mig utryg i selskab med bandemedlemmer.

Stort set ingen bandemedlemmer har alvorlige psykiske sygdomme, der skal behandles af en læge. Derimod er forekomsten af afvigende personlighedstyper stor, ofte kombineret med et misbrug af alkohol og/eller euforiserende stoffer. Den hyppigst beskrevne personlighedstype hos bandemedlemmer er dyssocial personlighedsstruktur, mere populært kaldet psykopati.

En psykopat er i det officielle diagnosesystem for psykiske sygdomme, udviklet af WHO, kendetegnet ved følgende:

Grov ligegyldighed over for andres følelser.

Manglende ansvarsfølelse og respekt for sociale normer eller forpligttelser.

Manglende evne til at fastholde forbindelser med andre.

Lav frustrationstolerance og aggressionstærskel.

Manglende evne til at føle skyld eller lade sig påvirke af erfaringer inklusive straf.

Bortforklarings- og udadprojektionstendens.

Psykopater er foruden de nævne karakteristika også ofte kendetegnet ved at leve en parasitær livsstil, hvor de snylter på andre og udnytter folk, er tit promiskuøse, misbruger ofte alkohol og euforiserende stoffer, tager ofte meget store chancer, søger risikobetonede aktiviteter og begår ofte kriminalitet og søger spænding, ligesom de let keder sig, hvis de skal beskæftige sig med det samme emne gennem længere tid. Ofte manipulerer de og lyver med det formål at fremme egne interesser.

I en bandekultur, hvor moralbegreber jævnligt gradbøjes eller slet ikke eksisterer, vil psykopater ofte trives og opleve, at de får, hvad de er kommet efter. Psykopater er fokuseret på at tilfredsstille egne behov og er som udgangspunkt ligeglad med andre. I et meget hierarkisk system kan man dog se, at psykopaten indretter sig, især hvis han oplever et stærkt element af at tilhøre en særlig gruppe.

Mange bandemedlemmer kommer fra socialt belastede miljøer, hvor de har oplevet svigt og tit måtte passe sig selv og ikke oplevet at blive guidet af voksne. Et bandemiljø med meget klare og let gennemskuelige regler tiltrækker derfor ofte psykopater, der kan blive forvirret af miljøer, hvor der er uskrevne regler, manglende gennemskuelighed og konsekvens. Sådanne miljøer vil psykopaten ofte mangle respekt for og forsøge at udnytte. Derfor giver de mange problemer i den skandinaviske velfærdsmodel, der bygger på solidaritet og retfærdighed.

Har man et lavt selvværd, vil følelsen af at tilhøre en særlig gruppe bevirke, at ens selvtillid stiger og psykopaten kan samtidig få tilfredsstillet sin trang til spænding og dominans. Når kriminalitet accepteres og endda er en vigtig del af bandens eksistensgrundlag, vil personer med lav eller ingen moral let kunne begå sig og føle sig som en fisk i vandet.

Når man taler med bandemedlemmer, oplyser de også mange gange, at de ingen problemer ser i at true sig til penge, mishandle andre, handle med prostituerede, sælge stoffer og som resultat heraf leve i sus og dus. Når man forlader miljøet, er det derfor ofte et stort problem, at man har vænnet sig til en særdeles ekstravagant livsstil og nu er henvist til at arbejde på almindelige vilkår som alle andre. Det opfattes som uretfærdigt og nedværdigende.

Mangler du penge, vil bandemedlemmer gerne som dødens købmænd låne dig penge. Men renterne er skyhøje og der kvitteres med dummebøder som ekstragevinst.

I kommunerne sidder sagsbehandlere ofte tilbage med disse personer, som med vilje gør sig umulige under aktivering, truer personalet og gør livet utrygt for de andre i aktiveringsprojektet. Spørgsmålet er så, om den tidligere rockers arbejdsevne er ophørt, så de skal tildeles førtidspension.

Svaret herpå er klart nej. De kan udmærket arbejde, men vil ikke. De har i kraft af deres personlighed livet igennem kunnet true sig til alt. Det eneste, der virker, er formulering af klare krav og øjeblikkelig effektuering af konsekvens ved manglende overholdelse af kravene.

På baggrund af disse velkendte tegn hos bandemedlemmer, er det også klart, at Henrik Sass Larsen har udvist særdeles dårlig dømmekraft ved at omgås sådanne personer. Det kan undre, at Helle Thorning-Schmidt, der har været så tæt på Sass Larsen, ikke har vidst noget. Lad os ikke håbe, at det er første tegn på dårlig dømmekraft hos den nye og første kvindelige statsminister i disse alvorlige krisetider.

Godt vi har PET til at holde øje med os alle. På denne måde er vi bedst sikret mod, at rockerne ikke kommer helt ind på Christiansborg og i kraft af deres manipulerende adfærd får indflydelse på folkestyret. PET er for mig meget betryggende og på ingen måde skræmmende.

Kun småparanoide fanatikere betvivler PETs funktion i en verden efter 11. september.