Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Rend mig i ghettorikken

Integration. Når folk begynder at tage særhensyn til mig, fordi jeg er muslim eller indvandrer, får det mig til at føle mig mindre begavet.

Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Når du som flygtning eller indvandrer kommer til Danmark, bliver du som noget af det første præsenteret for de rettigheder, du som dansk borger har. Jeg kender en del tilkomne, som har boet i landet i alt fra få måneder til flere årtier, og jeg kender stort set ikke nogen, der ikke ved, hvordan Danmarks sociale system virker. Hvordan man optjener retten til dagpenge og kontanthjælp, hvornår man har ret til boligsikring, friplads på institutioner mm. Og det er helt på sin plads. Naturligvis skal folk lære sit nye hjemland at kende.

Det, der dog undrer mig noget, er, at der ikke er noget på den anden side af vægten for at holde balancen. Nemlig krav. Hvad kræver Danmark af flygtninge og indvandrere til gengæld for et tag over hovedet, fred om ørerne og mad på bordet? Svaret er intet. Du kan rent faktisk blive betalt for at trække dansk luft og betræde dansk jord uden, at du foretager dig noget som helst, der bidrager til det danske samfund.

Mangel på krav og forventninger til indvandrere har fået katastrofale følger for Danmark. Det har resulteret i 31 ghettoområder, analfabetisme, parallelsamfund, social kontrol, kriminalitet og religiøs ekstremisme.

De 31 ghettoer blev sidste år reduceret fra 40, ikke på grund af demografisk eller social udvikling, men fordi politikerne tilføjede flere krav, som boligområder skal opfylde for at komme på ghettolisten. Ren manipulation af statistikker og respektløshed over for danske borgere.

Hvis nu vi tager København som eksempel, så har byen hele seks ghettoer, hvilket svarer til 20 pct. Jeg har selv boet i flere år side om side med en af dem, Mjølnerparken på Nørrebro.

Københavns integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, ser ud til at være helt upåvirket af det faktum, at der i hendes by findes seks områder med så høj koncentration af mennesker, som er uintegrerede og i det hele taget uinteresserede i at tage andel i det danske samfund. Her bliver generation efter generation tabt på gulvet, og områderne bliver mere og mere isolerede fra resten af samfundet.

54 pct. af tosprogede drenge i København er funktionelle analfabeter, når de forlader folkeskolen. De kan hverken læse eller skrive ordentligt dansk, og når det kommer til tale, har man i ghettoer udviklet en meget specifik dialekt, som rent ud sagt er et fonetisk helvede.

Piger klarer sig derimod ualmindeligt godt i skolen. Mange af dem er topscorere, når det gælder karakterer. De opfører sig også eksemplarisk, og er generelt meget flittige. Men hvor er de på arbejdsmarkedet? At dømme ud fra deres resultater burde de besidde adskillige topposter i dansk erhvervsliv. Men det er bare ikke tilfældet. Mange af de unge piger bliver gift og stifter familie, inden de nogensinde når ud på arbejdsmarkedet. Og sikke et spild.

Jeg har adskillige gange forsøgt at ruske i Anna Mee Allerslev ved at påpege problemerne og stille hende spørgsmål vedrørende manglende integration, men i stedet for et svar eller løsningsforslag er jeg blevet mødt med beskyldninger om at køre personlig hetz mod hende. Desuden blev jeg gentagne gange gjort opmærksom på, at det ikke hedder »ghetto« men »udsatte områder«.

Og det er her, at kæden hos mig hopper af. Vi er stillet over for problemer, som er ved at køre samfundet i sænk både økonomisk og socialt, men politikerne går mere op i retorik og i, om vi bruger de politisk korrekte begreber.

Mens unge menneskers liv er præget af arbejdsløshed, kriminalitet, frygt for tvangsægteskab, radikalisering, vold og andet forfærdeligt, sidder vi på vores flade og taler debattone og retorik. Det kunne i den sidste ende godt være i orden for mig og dig, men at den ansvarlige borgmester og lovgiverne på Christiansborg går mere op i folks retorik end deres tilværelse, er mig fuldstændig ubegribeligt. Der er på venstrefløjen gået sport i, hvem der er mest politisk korrekt, når det gælder køns- og integrationsdebatten. Ghettoer er erstattet af »udsatte boligområder« og integration af »inklusion«. Og ikke kun hvad begrebet angår. Men også i praksis. Inklusion går ikke ud på at tilpasse sig det danske samfund og være en del af det, men nærmest omvendt. At det danske samfund skal tage hensyn og tage imod dig, som du er.

Skal vi parallelsamfund og ghettoer til livs, skal vi netop være åbne om det og kalde en spade for en spade. Stille krav til folk om at kunne tale sproget, om selvforsørgelse, om at kunne opdrage på og tage sig af egne børn. Det nytter ikke gang på gang at indrette hele samfundet efter folk, der ikke engang lever i Danmark, men blot bor her.

Folk der går mere op i traditioner, kutymer og levemåde fra deres og deres forældres hjemland end det, vi har i Danmark. Folk, der isolerer deres børn og ikke lader dem deltage i skolearrangementer og udflugter i frygt for, at de bliver »for danske«. Det er sørgeligt, at politikerne har gjort det muligt for folk at opretholde den tilværelse, hvilket også er en hån mod de selvsamme borgere, der hele deres liv kommer til at ligge samfundet til last. Og det gen dør meget sjældent. Det går nemlig i arv.

Vi har brug for at bryde den onde cirkel. Vi har brug for at se folk i øjenhøjde og tale med dem, som de voksne mennesker, vi alle sammen er. Så i stedet for, eller samtidigt med, at fortælle folk, der frivilligt vælger at bosatte sig i Danmark, hvad vi kan tilbyde dem, skal vi gøre det klart, hvad der forventes af samtlige danske borgere: At ens børn er ens eget ansvar. At det ikke er samfundets opgave at opdrage børnene, men forældrenes. At danske skoler har normer og krav, der skal opfyldes af både forældrene og børnene. At kriminalitet, forfølgelse, vold og landsforræderi kan have konsekvenser for ens ophold og status i landet. At man i Danmark siger, tegner og skriver, hvad man har lyst til.

Og for de mennesker, der allerede er i landet, burde man stille samme krav og vise, at der er kommet nye boller på suppen. At vil du have lov til at praktisere din tro i fred og ro, skal din nabo have lov til at slippe for samme. At ligestilling ikke kun gælder de positive rettigheder, men også andre menneskers negative rettigheder. Ligestilling er universel og kan ikke være selektiv. Ergo kan du ikke forvente at have samme vilkår, når det gælder ting, der passer dig, mens der skal vises særhensyn, når det gælder kritik, debat eller satire.

Vi har nu i mange år været tilskuere til en mislykket integrations- og udvisningspolitik. Jeg har selv været så heldig at mærke den på egen krop og jeg kan kun sige én ting: Politisk korrekthed er ikke ens ven. Den er ligeså nedladende og diskriminerende som racisme. Når folk begynder at tage særhensyn til mig, fordi jeg er muslim eller indvandrer, får det mig til at føle mig mindre begavet. At man tager for givet, at jeg ikke kan tåle at høre den rå sandhed, får mig ikke til at føle mig mere som en del af det danske samfund. Tværtimod.

Og ligesom den danske velfærdsstat er en sand dræber for folks iværksætter- og fightergen, er danske politikere dræbende for folks intelligens og stolthed. Jeg har ikke brug for politikere til at fortælle mig, om jeg bor i en ghetto. Jeg kan da bare kigge ud af vinduet. Det samme gælder, når min søn får problemer med at komme i uddannelse, fordi han dårligt nok kan skrive sit eget navn som 15-årig. Eller når jeg ikke kan få et job, fordi min arbejdskraft ikke er mere værd end 60 kr. i timen, men efter overenskomsten skal jeg have 120 kr.

Én ting er sikkert. Når virkeligheden slår en med 180 km i timen, vil der ikke være nogen politisk korrekte politikere til at holde en i hånden. Indvandrere bliver gjort til noget, mange af os ikke er: Svage, skrøbelige og ofre. Vi er voksne nok til at blive talt med og ikke til. Vi behøver ikke at blive holdt i hånden og strøget med hårene. Indvandrernes liv og fremtidsudsigter ændrer sig ikke ved at kalde en ghetto for noget andet, end den er, så rend mig i ghettorikken.