Religionsfrihed – et fælles synspunkt

Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne: Statsmagter er forpligtet til at sørge for, at borgernes lighed for loven aldrig krænkes hverken åbenlyst eller i det skjulte af religiøse grunde, og at der ikke sker forskelsbehandling.

Foto: Kamilla Wichmann.
Læs mere
Fold sammen

Gennem et par år er vi som danske muslimer og kristne mødtes i Kristen Muslimsk Kontaktgruppe for at drøfte emner af fælles interesse, herunder religionsfrihed. Denne kronik er et resultat af denne dialog.

Det skal understreges, at alene medlemmerne af kontaktgruppen hæfter for teksten. Vi gør ikke krav på at være repræsentative for alle kristne eller alle muslimer i verden. Tværtimod er vi fuldt bevidste om, at der både blandt muslimer og kristne findes andre, mere eller mindre afvigende, ja, til tider måske endda diametralt modsatte opfattelser.

Vi er kort sagt et hold af danske kristne og danske muslimer, som skriver på egne vegne, men i fuld indbyrdes enighed om teksten.

Selv om religionsfrihed ofte fremhæves som et universelt begreb, præges megen debat i samfundet negativt af, at det ikke altid klargøres, hvad det mere præcist er, man taler om.

Drejer det sig om den religionsfrihed, som er defineret i internationale menneskerettighedskonventioner eller i nationale grundlove?

Eller drejer det sig om den grad af religionsfrihed eller mangel på samme, som borgerne i et samfund faktisk nyder?

Handler det om religionernes officielle stillingtagen til religionsfrihed? Eller handler det om dét eller de syn på begrebet, som er udbredt mellem tilhængerne af de forskellige religioner?

Det er et historisk fænomen, at et lands lovgivning kan rumme veldefinerede frihedsrettigheder og garantier for borgerne samtidig med, at virkeligheden er en ganske anden. Store uafhængige undersøgelser af den faktiske religionsfrihed i forskellige dele af verden viser, at religiøs undertrykkelse udmærket kan forekomme i lande, hvis forfatning ellers tilsiger borgerne religionsfrihed.

En sådan kløft mellem de formelle erklæringer og den reelle virkelighed eksisterer ikke kun, når det handler om de store verdensreligioner, men problemet er også kendt, når det drejer sig om forskellige retninger inden for én og samme religion. Der er således veldokumenterede eksempler på, at medlemmerne af én trosretning inden for en religion søger at diskriminere eller direkte fordrive medlemmerne af en anden trosretning inden for samme religion, uden at de ansvarlige myndigheder straffer de første og forsvarer de sidste.

Med fuld bevidsthed om religionsfrihedens ringe vilkår i nogle samfund og uden på nogen måde at ville lukke øjnene for dette faktum, vil vi med denne kronik forsøge at udtrykke det syn på religionsfrihed, som vi som danske muslimer og kristne er fælles om. Vi har i den forbindelse taget udgangspunkt i internationale konventioner om religionsfrihed og i vort eget lands lovgivning. Vi har også noteret os synspunkterne i det åbne brev A Common Word, som 138 lærde og ledende muslimer stilede til verdens kristne kirkeledere, og i det svar, som Danske Kirkers Råd udformede.

På denne baggrund har vi i enighed tilsluttet os følgende syv udsagn:

1. Ethvert menneske har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed. Denne ret skal omfatte frihed til at bekende sig til eller antage en religion eller tro efter eget valg samt frihed til, alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at give udtryk for sin religion eller tro ved gudsdyrkelse, udførelse af rituelle handlinger, overholdelse af religiøse sædvaner samt undervisning.

2. Ingen må underkastes tvang, der kan begrænse hans eller hendes frihed til at bekende sig til eller antage, henholdsvis forlade en religion eller tro efter eget valg eller til at skifte til en anden religion eller tro. Statsmagter må ikke med tvang eller trusler eller andre midler pålægge borgerne at bekende sig til en bestemt religion eller at fornægte den, og ingen må forhindre nogen i at slutte sig til eller forlade et religiøst samfund.

3. Friheden til at give udtryk for en religion eller tro må kun underkastes sådanne begrænsninger, som både er foreskrevet ved lov, og som er nødvendige af hensyn til den offentlige sikkerhed, orden, sundhed eller sædelighed eller andres grundlæggende rettigheder og friheder.

4. Enhver familie er et fællesskab, som nyder specielle, helt grundlæggende rettigheder. Den har derfor ret til frit at indrette sit hjemlige religiøse liv under forældrenes ledelse. Disse har ret til ud fra deres egen religiøse overbevisning at afgøre, hvilken form for religiøs opdragelse deres børn skal modtage. Statsmagter er således forpligtet til at respektere forældres frihed til at sikre omsorg for deres børns religionsundervisning og moralske opdragelse i overensstemmelse med deres egen overbevisning. Statsmagter må anerkende forældrenes ret til frit at vælge skole til deres børn, og dette frie valg må ikke blive årsag til, at man direkte eller indirekte pålægger dem uretfærdige byrder. Statsmagter må ikke tvinge børn til at følge en forkyndende religionsun-dervisning, som ikke er i overensstemmelse med forældrenes overbevisning, eller pålægge dem et ensrettet opdragelsessystem, hvor al religiøs oplæring er udelukket.

5. Det er i denne forbindelse vigtigt at skelne mellem på den ene side religiøs oplæring og på den anden side information om religion. Mens det første sigter på at indføre børn og unge i en bestemt tro og et bestemt trosliv, skal det andet sikre, at alle borgere i relevant grad har viden om og en fælles referenceramme med hensyn til de religioner, som praktiseres af borgere i samfundet. På forældrenes initiativ skal børn således kunne fritages for at deltage i såvel forkyndende som »af-forkyndende« (det vil sige ateistisk) religiøs oplæring, mens alle børn bør modtage en undervisning, der giver en kildebaseret, fordomsfri og saglig viden om religionerne. Den nødvendige skelnen mellem religiøs oplæring og information om religion vanskeliggøres af, at faget i folkeskolen betegnes kristendomsundervisning – et ord, som er ude af trit med fagets beskrivelse i folkeskolelovgivningen. Som denne er udformet, vil det være mere naturligt at betegne faget religionsundervisning.

6. Religiøse fællesskaber har ret til, uden hindringer gennem lovgivning eller administrative indgreb fra statsmagters side, at vælge, uddanne, udnævne og forflytte sine egne embedsbærere; de har ret til at have kontakt med religiøse myndigheder og fællesskaber i andre dele af verden, ret til at opføre religiøse bygninger og til at erhverve og drage nytte af ejendomme. Byplan- og miljømæssige afgørelser, der angår opførelse og brug af sådanne bygninger, skal være sagligt begrundede og må ikke bero på religiøs diskrimination.

7. At værne og fremme de ukrænkelige menneskerettigheder hører til enhver statsmagts helt essentielle pligter. Derfor bør statsmagter påtage sig effektivt at beskytte alle borgeres religionsfrihed med retfærdige love og andre dertil egnede midler. Statsmagter er således forpligtet til at beskytte deres borgere, hvis disses religionsfrihed angribes af andre borgere. Statsmagter er forpligtet til at sørge for, at borgernes lighed for loven aldrig krænkes hverken åbenlyst eller i det skjulte af religiøse grunde, og at der ikke sker forskelsbehandling.

Vi tager i fællesskab afstand fra enhver voldelig såvel som ikke-voldelig tilsidesættelse af religionsfrihed, uanset hvor tilsidesættelsen sker, og uden hensyn til, om religionsfriheden de facto undertrykkes af kristne eller af muslimer. Og vi ønsker, at dialogen skal fortsættes og udvides som et bidrag til en gensidig forståelse, der bygger på reel viden om hinanden og hinandens holdninger.

Forfatterne repræsenterer Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne, der er oprettet af Danske Kirkers Råd, Dansk Muslimsk Union og Muslimernes Fællesråd.

Denne kronik er skrevet af:
Anders Gadegaard, Danske Kirkers Råd, Erling Tiedemann, Den Katolske Kirke, Peter Götz, de danske frikirker, Paul Verner Skærved, Folkekirkens mellemkirkelige Råd, Asmat Mojaddedi, Muslimernes Fællesråd, Abdul Wahid Pedersen, Muslimernes Fællesråd, Mustafa Gezen, Muslimernes Fællesråd, Sami Kücükakin, Muslimernes Fællesråd/Dialogforum