Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Rejsedestination Denmark – all inclusive!

Prostitueret, luder, glædespige – de har mange navne, men fælles for dem alle er, at det er svært at tale om deres erhverv uden at blive kaldt en fanatisk snerpe.

Charlott Højgaard Studerende i europæiske studier, CBS Fold sammen
Læs mere

Kære ligestillingsminister.

Lad mig starte med at slå fast, at jeg ikke er feminist. Jeg ser ikke prostitution som patriarkatets seksuelle og økonomiske magt over kvinder, hvor hunkønnets krop udelukkende bruges som hylster for mandens kødelige perversiteter. Jeg krummer tæer, når jeg hører kvinder som skuespilleren Anne-Grethe Bjarup Riis anklage den lykkelige luder for at være en lalleglad, forkælet og totalt ubegavet klovn.

Jeg føler mig dog ikke overbevist, når du f.eks. over for dine skandinaviske naboer i Nordisk Råd 31.10.2013 hævder, at et forbud mod sexkøb vil drive ofre for menneskehandel under jorden, så arbejdet finder sted under farlige vilkår.

En tilsyneladende upartisk og videnskabelig vurdering af et sådant forbud finder man rigtig nok hos landets kønseksperter, som f.eks. antropologen Christian Groes-Green fra RUC. På vegne af 26 »eksperter« skriver han 28.02.2014 på Videnskab.dk, at opfordringer til at forbyde prostitution bygger på misinformation og har et ringe videnskabeligt grundlag. Hertil henviser han bl.a. til Amnesty International, som »anbefaler at afkriminalisere sexarbejde«.

Jeg har undersøgt Amnesty Internationals holdning til emnet, og de skriver på deres hjemmeside, at nogle postulerer »at Amnesty støtter en legalisering af prostitution, men det er ikke korrekt«. For mig lyder det nærmest som om, at de såkaldte danske »eksperter« med deres kritik udelukkende forsvarer deres egen forskning og undervisning.

I min søgen efter et mere troværdigt svar på prostitutionsspørgsmålet, er jeg stødt på udgivelser af German Institute for Economic Research og London School of Economics and Political Science, som i 2012 undersøgte sammenhængen mellem legaliseringen af prostitution og stigning i menneskehandel. Med tal fra International Labour Organization blev det skønnet, at antallet af udenlandske prostituerede i Danmark var mere end fire gange højere end i Sverige. Samtidig blev det anslået, at antallet af menneskehandlede ofre i Tyskland, hvor køb af sex er tilladt, er omkring 62 gange højere end i Sverige.

Videre fremgår det af en redegørelse fra Socialforvaltningen i København, at legaliseringen af prostitution i Holland og Tysk- and har forværret forholdene for udenlandske og andre marginaliserede kvinder i prostitution, der udgør størstedelen af de prostituerede i landene.

Nyere oplysninger har jeg fundet i en rapport, som Europarådets Parlamentariske Forsamling har offentliggjort i marts 2014. Denne bekræfter, at den liberale ordning, som oprindeligt skulle forebygge kriminelle aktiviteter og forbedre arbejdsvilkårene for udenlandske prostituerede i Tyskland, er slået fejl. I stedet har loven gjort det meget vanskeligt for politiet at efterforske menneskehandel, hvilket har banet vejen for en af de største prostitutionsindustrier i Europa. Symptomerne ser man bl.a. i Berlin, hvor der findes over 500 bordeller med et bredt udvalg af østeuropæiske piger.

Det undrer mig derfor, at din retorik over for Nordisk Råd og den danske offentlighed indeholder den gamle svada om, at erfaringer fra Sverige viser, at en lovgivning mod køb af sex ikke har den ønskede effekt. Evalueringsrapporten af loven i vores naboland konkluderer netop, at forbuddet mod køb af seksuelle ydelser har haft den tilsigtede virkning. Det er blevet mindre profitabelt for bagmændene at operere i Sverige, og de har derfor vendt snuden mod mere lukrative markeder som f.eks. Danmark, Tyskland og Holland.

Du og din stab belærer jeres internationale kolleger i, at den danske metode med oplysning samt sociale og juridiske tilbud til de menneskehandlede ofre er den eneste rigtige måde at forhindre trafficking på. På ministeriets hjemmeside fører I jer frem med, at der af satspuljepengene er blevet afsat 85,6 mio. kr. til at lancere en ny handlingsplan, som bl.a. har fokus på »at ofre for menneskehandel får optimal støtte«. Men hvor er satspuljepengene blevet af?

Ifølge Center for Menneskehandel har I kontakt med frivillige organisationer, som driver landets sundhedsklinikker og beskyttelsescentre. Det er stort set kun frivillige læger og sygeplejersker, der efter arbejde tilbyder at undersøge og behandle de menneskehandlede prostituerede. Beskyttelses- og krisecentrene kan kun overleve på donationer fra private fonde og frivillige medhjælpere, som arbejder op til 12 timer i træk.

Det er efterhånden blevet alment kendt, at ministerie-djøfferne foretrækker at gøre sig uundværlige i tilrettelæggelsen af oplysningskampagner, i stedet for at rette fokus på og afsætte midler til det egentlige problem.

Af satspuljepengene kan der (som i jeres tilfælde) bekvemt afsættes flere timer til departementets skrivebordsgeneraler, som træder endnu et skridt op ad embedsmandsstigen ved at udfærdige publikationer, der forklarer danskerne, at »menneskehandel er en af de mest modbydelige forbrydelser«. Et lille aber dabei ved denne arbejdsfordeling er dog, at der ikke er nok frivillige hænder til at tage sig af det stigende antal udenlandske prostituerede, som havner i Danmark, hvis vores land i stil med Tyskland udvikler sig til rejsedestination for sexturister.

Turister, som ikke er kommet til Danmark for at følge din »Stop Menneskehandel«-kampagne, men som er på otte-dages rundrejse på landets bordeller – til all inclusive-priser. Du og dine djøffere vil opdage, at den danske model, som stort set bygger på frivillighed, kommer til kort. Jeg vil derfor råde dig til at skifte nogle af dine kontorfuldmægtige skivebords-djøffere ud med fagfolk, som ved noget om den internationale diskussion og udvikling.

Jeg er klar over, at det er vanskeligt at opspore solide data over menneskehandel, og at man derfor ikke kan udarbejde fuldstændigt retvisende rapporter om trafficking. Men jeg har svært ved at tro på kritikerne, når de hævder, at Europa-Parlamentets anbefaling om at kriminalisere køb af sex, er et resultat af venstreorienterede kvindegruppers forsøg på at fratage voksne mennesker et frit seksuelt valg. Der er trods alt 766 folkevalgte mænd og kvinder i parlamentet, og de har vel ikke alle stemt for, fordi de ser »tilstedeværelsen af utugtige piger som en skamplet på stærk-kvinde-feminisme«, som cand.mag. i historie, Mikkel Boye, skriver på VoxLiberalis.

Mine overvejelser er ikke fascistoide argumenter fra en fuldkommen udknaldet feminist. Måske er jeg endda kønsforræder, når jeg tror, at en del af de danske prostituerede er gået ind i deres erhverv af egen fri vilje. Og at de fleste danske mænd aldrig kunne drømme om at være sammen med en kvinde, der er tvunget ind i erhvervet. Men de findes altså derude – sexslaverne. Det er kun en lille del af dem, der arbejder på gaden. Resten, som ikke er registreret af myndighederne, kan du møde i klinikken hos bordelmutter Ruth uden for Holstebro, såvel som i Ålestrup, Vejle og København. Der er kunder nok til dem, og jeg formoder ikke, at der bliver færre af dem, når andre europæiske lande ligesom Frankrig vælger at følge EP-anbefalingen.

Kære Manu Sareen. Jeg synes selvfølgelig, at det er ærgerligt, at kriminaliseringen af sexkøb betyder, at den kvindelige swinger fra Netto må stoppe med at tjene ekstra på sin egen liderlighed, eller at studinen ikke kan fortsætte med at bedrive champagnesex med handelsrejsende. Men hvis et forbud mod køb af sex reducerer antallet af danske sexslaver, så gør det vel egentlig ikke så meget, at studinen i stedet må finde sig et studiejob på en café eller cocktailbar. Og bare rolig! Du behøver ikke at være bekymret for at frarøve kvinderne deres ældste erhverv. For det er nemlig jordemoder-erhvervet.