Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Rejse mod nye dansk-tyske forbindelser

Torsten Albig: Den ny slesvig-holstenske regering arbejder for, at det, der har været et fællesskab i mange århundreder og gentagne gange er blevet adskilt af krige, finder sammen på en ny, fredelig måde. Det betyder f.eks. støtte til dansk sprog, kultur og skolevæsen.

Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Tysklands nordligste by, Flensborg, findes der en byport, der bærer det danske rigsvåben og Christian IVs valgsprog. Nørreport, som den hedder, blev bygget i det danske kongerige ved udgangen af 1500-tallet som kontrolsted for rejsende og handlende, der kom nordfra. Efter krigen i 1864 blev Flensborg en by i Tyskland, og ved den slesvigske folkeafstemning i 1920 blev Nørreport brugt på afstemningsplakater som symbol på de danskes genforeningshåb. Fra 1920 blev Flensborg grænseby og den gamle byport fra renæssancen efterhånden et vartegn for Flensborg som »porten til Norden«. Det, der oprindelig var et tegn på afgrænsning, er blevet til et symbol på noget, som forbinder.

Slesvig-Holsten og Danmark har meget til fælles. Vi har århundreders fælles historie, der i stigende grad betragtes ud fra et fælles synspunkt. Vi har siden afstemningen i 1920 to mindretal til fælles, der i dag knytter os mere sammen, end de adskiller. Slesvig-Holsten er i dag hjemstavn for et levende dansk fællesskab med mere end 100 danske skoler og børnehaver, biblioteker, foreninger, menigheder, en sundhedstjeneste og et dansk dagblad. På samme måde har det tyske mindretal i Sønderjylland sine tilsvarende tysksprogede tilbud.

Vi er gode naboer, og vi er politiske og økonomiske partnere. 2011 fik Slesvig-Holsten 14 procent af sin import fra Danmark og udførte 10,1 procent af sin samlede eksport til Danmark. Slesvig-holstenske virksomheder sendte varer for 13,6 milliarder kroner til Danmark, mens danske virksomheder solgte varer for godt 22 milliarder til Slesvig-Holsten. Slesvig-Holsten er brohovedet til de tyske og centraleuropæiske markeder for en lang række danske virksomheder. Store danske navne som Danfoss, Vestas og Danisco producerer her. Over 800 virksomheder, mere end en tredjedel af alle danske foretagender i Tyskland, er lokaliseret i Slesvig-Holsten.

De giver arbejde til ca. 14.000 mennesker og omfatter alle brancher lige fra maskinfabrikker over medicin- og fødevareproduktion til elektronik og informations­teknologi. På sundhedsområdet er der oprettet et tæt samarbejde; hospitaler i Slesvig-Holsten behandler patienter for Region Syddanmark, en tysk ambulancehelikopter og tyske lægeambulancer yder hurtig hjælp til akutpatienter i Sønderjylland. Her nyder alle godt af, at det danske sprog også er et naturligt kommunikationsmiddel syd for grænsen.

Forholdet mellem Slesvig-Holsten og Danmark har altid været noget særligt. I de sidste måneder har vi taget endnu et historisk skridt fremad, da det danske mindretals parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSV), i juni for første gang nogensinde blev en del af en slesvig-holstensk regering. Dette er ikke kun af stor symbolsk betydning for det dansk-tyske forhold. Det vil også meget snart få helt konkrete konsekvenser. Som det første vil eleverne på de danske skoler pr. 1. januar 2013 igen få det samme tilskud som deres jævnaldrende på en offentlig skole i Slesvig-Holsten. Den forskelsbehandling, som vores forgængerregering besluttede i 2010, og som med rette vakte stor forargelse i Danmark, vil således være afsluttet igen. Min regering vil også arbejde for, at det danske sprog, der hører til Slesvig-Holsten, fremover tales mere og bliver mere synligt i offentligheden. Dette og meget mere er del af den regeringsaftale, som SPD, De Grønne og SSV traf for to godt måneder siden.

»I de sidste måneder har vi taget endnu et historisk skridt fremad, da det danske mindretals parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSV), i juni for første gang nogensinde blev en del af en slesvig-holstensk regering. «


Vores regeringsgrundlag har dog også medført nogen skepsis nord for grænsen. Det gælder især for vores holdning til Femernforbindelsen, den faste vej- og jernbaneforbindelse mellem Lolland og øen Femern. For at sige det helt klart: Vi løber ikke fra nogen aftale. Pacta sunt servanda. Når aftalen alligevel er genstand for debat i Slesvig-Holsten, har det rent indenrigspolitiske grunde.

Den ny slesvig-holstenske regering har krævet af forbundsregeringen, at den revurderer prisen for de tyske vej- og baneanlæg, der forventes at overstige de dertil afsatte 800 millioner euro betydeligt. Vi forlanger, at de øgede udgifter ikke finansieres på bekostning af andre vigtige trafikprojekter i Slesvig-Holsten, bl.a. forbedringer på Jyllandsruten. Vi vil desuden trække 60 millioner euro tilbage, som i delstatens budget er afsat til Femernbælt, uden at de er øremærket til en konkret opgave. Disse penge var et argument for at overtale den daværende forbundsregering, der oprindelig har været ret så uvillig til at støtte og finansiere hele projektet. Det er dog ikke i overensstemmelse med tysk budgetlovgivning at afsætte penge uden konkret øjemed. Derudover forbyder den tyske forfatning, at den nationale regering og en delstat sammen finansierer projekter, der er et forbundsanliggende. Derfor må forbundet overtage det fulde økonomiske ansvar for dets aftale med Danmark.

Vi har også krævet, at der findes en ny løsning for broen mellem Femern og fastlandet, sådan som det jo også aftegner sig for Storstrømsbroen på dansk side. Femernsundbroen med to vej- og et togspor, der hyppigt må spærres for lastvognstrafik på grund af blæsevejr, vil være et nåleøje i en vejforbindelse, der kommer firesporet over Femern og fortsætter firesporet på fastlandet. Og slutteligen har vi i regeringsaftalen forholdt os til det faktum, at baneanlæggenes mulige forløb vækker stor bekymring hos den lokale befolkning og turismebranchen i regionen, noget vi selvfølgelig må tage alvorligt og finde en løsning på i dialog med de berørte. Kort sagt: Vi rydder op i et vist indenrigspolitisk rod, vi har forefundet, uden at dette skal opfattes som et negativt votum mod den internationale aftale, Danmark og Tyskland har truffet.

Den ny slesvig-holstenske regering er meget interesseret i at udbygge samarbejdet med Danmark og vil genoprette det konstruktive forhold, som vores forgænger­regering har sat på spil med dens politik mod det danske mindretal. Det handler om at gribe de chancer, vi har til fælles. Min regerings medlemmer vil i de kommende år være hyppige gæster i Danmark. Ikke kun for at tale om mere samarbejde, men også for at se, hvad vi kan lære af hinanden, når det gælder tidens store udfordringer som den demografiske udvikling, omstillingen til en klimavenlig energiforsyning og nedsættelse af statsgælden. Vores minister for justits, kultur og europæiske anliggender, danske Anke Spoorendonk fra SSV, har allerede været i Danmark som officiel repræsentant for Slesvig-Holsten, og min første udlandsrejse som slesvig-holstensk ministerpræsident vil gå til København i september .

Man kunne også se denne rejse som optakt til et dansk-tysk årti, hvor vi både holder vores fælles historie i hævd og skaber nye forbindelser. I 2014 mindes vi 150-året for slaget ved Dybbøl, et sort kapitel i vores til tider meget krigeriske historie. 2015 markerer vi 60-året for Bonn-København-erklæringerne, der har gjort den dansk-tyske mindretalspolitik til et eksempel, der får opmærksomhed kloden rundt. 2017 får vi forhåbentlig et festligt år med Sønderborg som europæisk kulturby i samspil med resten af det dansk-tyske grænseland. 2020 er det 100 år siden, at befolkningen i Slesvig selv måtte bestemme sit nationale tilhørsforhold.

Sønderjyderne stemte sig tilbage til Danmark, mens et flertal i Sydslesvig valgte at forblive i Tyskland. Og i slutningen af 2021 kan vi, såfremt tidsplanen holder, åbne porten til en Femernbælttunnel, der forbinder Østdanmark med Holsten og allerede nu på flere måder føjer en ny dimension til forholdet mellem Danmark og det nordlige Tyskland.Den ny slesvig-holstenske regering vil holde de bestående forbindelser i hævd og skabe nye. Vi arbejder for, at det, der har været et fællesskab i mange århundreder og gentagne gange blev adskilt af krige, finder sammen på en ny, fredelig måde. At vi således kan få meget mere ud af det for alle, kunne vores forfædre allerede have lært af deres forfædre.

Under byvåbnet på renæssanceporten i Flensborg findes der et valgsprog mere: »Friede ernæhrt, Unfriede ver­zehrt« - fred ernærer, ufred fortærer. Heldigvis er vi blevet klogere i løbet af det 20. århundrede og forsøger at leve op til denne gamle visdom. I det 21. århundrede bygger vi i mere end én forstand ikke længere porte for at afgrænse, men broer og tunneler, der forbinder. Vi lever sammen og opfatter hinandens eksistens som berigelse. På denne måde praktiserer vi i det dansk-tyske grænseland for længst det, som andre hidtil kun kender som en abstrakt europæisk idé.