Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Rehabilitering af Kaj Munk?

Hans Bonde: Arne Munk truer med at brænde sin fars møbler, hvis ikke der sker en offentlig rehabilitering af Kaj Munk. Det ville i så fald være en uacceptabel forvrængning af Kaj Munks dybt reaktionære idégrundlag. Men er det rigtigt, at historikerne skulle have givet et ensidigt negativt billede af Kaj Munk? Nej.

Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere

»Og hvor langt er der til Golgatha, det lille private«

Kaj Munk i privat brev, julen 1940

I den forløbne uge har digterpræsten Kaj Munks søn, Arne Munk, ryddet overskrifter ved at true med at brænde sin fars møbler, der skulle indgå i en Kaj Munk-mindestue i Vedersø, hvis ikke der sker en omfattende revision af det offentlige billede, ikke mindst politikere og historikere har konstrueret af hans far. Arne Munk har tidligere været i mediernes søgelys ved at forsøge at gøre sin fars hadefulde opgør med den danske abortlovgivning til et moderne politisk tema gennem en 'abortmindelund' ved Vedersø Kirke. Det er måske acceptabelt, at danskerne glemmer Kaj Munks mørke sider for at have et rent og ubesmittet nationalsymbol. Men det er ikke acceptabelt, hvis der sker en rehabilitering af Kaj Munks dybt reaktionære idégrundlag. Fortrængning kan vi leve med, men ikke forvrængning.

Men er det rigtigt, at historikerne skulle have givet et ensidigt negativt billede af Kaj Munk? Lad os se på et par repræsentative eksempler på, hvad de faktisk har skrevet om ham i anerkendte, forskningsbaserede opslagsværker de seneste årtier. I Politikens og Gyldendals 'Danmarkshistorie' skriver Tage Kaarsted i bind 13 fra 1991 nuanceret om Kaj Munk i hans 1930-udgave, at denne: »fængsledes af 'den stærke mands' viljestyrke og handlekraft, men blev samtidig frastødt af de stærke mænds hensynsløshed«. Om besættelsestiden nævnes censuren mod Kaj Munks bøger, og ved et billede af Kaj Munk siges det om clearingdrabet på ham, at: »Kaj Munk var blevet en stadig mere usminket fortaler for modstand mod besættelsesmagten. Mordet på ham skabte den største harme i befolkningen og æggede til øget opsætsighed mod tyskerne«. Heller ikke Bo Lidegaards anerkendte forskningsbaserede 'Kampen om Danmark' (2005) kan på nogen måde siges at underbygge påstanden om historikernes karaktermord på Kaj Munk. Her siges det, at »Munk havde i de sidste år før krigen rebet sejlene og lagt afstand til jødeforfølgelserne og Hitlers anneksion af Tjekkoslovakiet i marts 1939 (...) men stod endnu i sommeren 1940 som skarp kritiker af demokratiet og parlamentarismen«. Dog fik i løbet af besættelsen: »Få om nogen borgerlige ideologer større betydning for modstandsviljen end Kaj Munk«.

For Arne Munk er frem for alt hans fars ageren og sindelag i den første tid af besættelsen central. Her spiller især den berømte og berygtede 'Ollerup-tale' fra 28. juli 1940 en vigtig rolle. Talen blev holdt for omkring 1.000 mennesker. Denne tale blev bragt i Svendborg Avis, men i en censureret version, der kun rummede de Hitler-venlige, men ikke de tyskkritiske synspunkter. Den fulde version er imidlertid rekonstrueret, og den viser, at Kaj Munk endnu fastholdt sin dybe beundring for Hitler, en holdning der dog var under klar revi­sion. Munks umiddelbare modvilje mod besættelsesmagten var imidlertid tydeligvis endnu ikke slået over i en konsekvent ideologisk modstandskamp. Ifølge Kaj Munk lå demokratiet »på lit de parade. Jeg er ikke ked af det. Jeg har ikke haft børn med det«. Hitler var en af »verdenshistoriens største skikkelser, som virkede gennem 'det levende ord'«. Var det »gået nogen værre end os, vi fik Hitler og beholdt Stauning. Dette bedrøver mig for fædrelandets skyld og for Tysklands. Jeg har fundet en svigten af diktaturets egen idé. Den 9. april tilbød man os venskab med en pistol for brystet«. Hvordan skulle danskerne forholde sig til denne afpresning? Ved at finde sammen i alsangsstemning.

I et privat brev til sin vært i Ollerup på Sydfyn - den internationalt kendte højreradikale gymnastikpædagog Niels Bukh - skrev Kaj Munk: »Bare de tyskere var hjemme igen, så vi kunne begynde at være gode venner med dem igen; for så længe de er her i landet, må Djævelen hente dem; og ikke blot her i landet, men overalt hvor de ikke skulle være«. Denne ytring kan i sammenhæng med andre af Kaj Munks udtalelser omkring dette tidspunkt fortolkes således, at hovedproblemet ved Hitler og hans Tyskland ikke var selve diktaturets væsen, men det konkrete diktaturs udformning som imperialistisk (og antisemitisk) magt. Sat på spidsen var det afgjort kritisable altså, at nazisterne var gået i gang med at erobre fremmed land. Trak de sig tilbage, kunne man blive venner med dem igen. Hvad var hensigten med kontakten mellem Munk og den tyskvenlige Niels Bukh? Kort tid efter sin Ollerup-tale agiterede Munk under Studenterforeningens Sommermøde på idrætshøjskolen i Gerlev for et styre af »rigets bedste mænd«. Som eksempler nævnte han Niels Bukh og den nazistisk inspirerede tidligere FN-højkommissær for Folkeforbundet i Danzig, om hvem den velanskrevne tysklandsreporter Jacob Kronika efter et møde med denne i oktober 1941 skrev, at han ansås for at være »tilhænger af en 'moderat' fascisme plus nazisme i Danmark«, men uden veneration for den danske nazifører Fritz Clausen.

For Munk blev et af formålene med kontakten til Bukh at støtte Bukhs forslag til et 'Danmarks Ungdomsforbund'. Den 1. september 1940 udkom Nationaltidende med en artikel af Kaj Munk. Under overskriften 'Lad der ske noget' fremhævede han behovet for en reform af den danske ungdomskultur. For Munk var der ingen tvivl om, at målet var at samle »selve landets ungdom i blok«. Ej heller om, at der skulle ske en politisk integration af »højredrenge og socialdemokratiske drenge«. Der var altså hos Munk ingen tvivl om planens politiske og nationale aspiration. Det hele foregik i konteksten af en beundring for den - vel at mærke ikke-militaristiske - samling af ungdommen ved »stærke mænd i andre stater«. Munk antydede i sammenhæng hermed endog klart brugen af tvang i sine udtalelser om, at det gjaldt om at give den ungdom, der havde været »lukket ude til sig selv«, »en anden vilje«.

Niels Bukhs forslag til ungdomsforbund må ses som led i en 'genrejsning', hvilket også må siges om Kaj Munks forslag om Niels Bukh som en ikke-partipolitisk sagkyndig (ungdoms)minister. Alt tyder på, at Kaj Munk var harmfuld over overfaldet 9. april, men endnu ikke havde gjort sig klart, om reaktionen skulle tage modstandens eller genrejsningens form. Eller måske rettere, om modstanden skulle vise sig i form af en genrejsning, en kulturel og politisk oprustning, der kunne matche tyskernes, men derved også kom til at ligne deres organisationsformer. Nu viste der sig - heldigvis for Munk - ikke at være seriøs mulighed for en dansk genrejsning. Den demokratiske opposition var for stærk, og det tyske tryk for svagt.

Ollerup-talen og Kaj Munks samarbejde med Niels Bukh udgør ikke en parentes i Kaj Munks udvikling. Den illustrerer, at Kaj Munk, som så mange andre højreradikale, var inde i en dyb orienteringskrise, der handlede om det frontale sammenstød mellem hans fascination af fascisme og hans nationalisme. Den danske nation var jo netop i færd med at blive ødelagt af en fascistisk stormagt. Det medførte med historikeren Erik Thostrup Jacobsens ord en stadig stærkere følelse af det uacceptable i, at »det forkerte (demokratiet) blev overvundet af det rigtige (diktaturet). For det var sket ved svig og repræsenterede ikke Kaj Munks ideal - det heroiske«.

Kaj Munks orienteringskrise resulterede efterhånden i en selvransagelse, der mundede ud i en erkendelse af, hvor fatalt fejl han havde taget af den reelt eksisterende fascisme og måske i et ønske om at søge soning herfor gennem sit martyrium. Der er imidlertid intet, der tyder på, at Kaj Munk nogensinde blev demokrat, og det forbliver derfor en stor gevinst for det danske samfund, at han og hans kampfælle, den anden store højreradikale Arne Sørensen, aldrig fik magt som de havde agt i deres utopier om en ny dansk samfundsstruktur. Kaj Munk var inde i en orienteringskrise, som han aldrig forvandt, da hverken hans utopier om et nyt kongedømme eller et 'nordisk kejserrige' forblev andet end dybt utidssvarende drømmesyn.

Lad os mødes i dyb respekt for, at Kaj Munk gav sit liv i kampen mod den tyske overmagt, hvilket hjalp danskerne til bedre at se sig selv i øjnene efter den skamfulde besættelse. Men lad os ikke i lys af heroikeren Munk forledes til at rehabilitere samfundsrevseren Munk.