Scenen ophidser formentlig ingen: Europa-Parlamentets retsudvalg stemte i denne uge om et forslag fra EU-Kommissionen om en opdatering af ophavsrettigheder. Det lyder søvndyssende, og problemstillingen har da heller ikke indtil videre givet forsideredaktører våde drømme.

Men bag det let kedsommelige set-up gemmer der sig et drama af dimensioner. Et drama, hvis kernedilemma vi alle er nødt til at forholde os til - nu - og helst inden parlamentets holdning kommer til forhandling med Kommissionen og Rådet i den nærmeste fremtid.