Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Registreringen er kommet for at blive

Sundhedsvæsen. Selv om det lyder tiltalende, kan man ikke drive et sundhedsvæsen anno 2016 alene på bred tillid og høj social kapital. Det går ikke uden målinger og metodisk registrering.

Modelfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

In God we trust, all others must bring data (vi stoler på Gud, alle andre må bruge data.)

(W. Edwards Deming, amerikansk statistiker)

Det er ikke antallet af registreringer, kontroltyranniet eller mængden af data, der er hovedproblemet i sundhedsvæsenet. Det er derimod den manglende evne til at omsætte de enorme mængder data, der indsamles, til noget fornuftigt og brugbart, f.eks til at skabe kvalitetsbaseret datadrevet ledelse. Derfor er løsningen ikke at afskaffe målinger, tværtimod, de skal fastholdes, og data skal benyttes bedre.

Efter et par årtier i stjernelyset må styringsbegrebet New Public Management (NPM) efterhånden indtage en topplacering på sprognævnets liste over mest anvendte ukvemsord. NPM er tilsyneladende den rendyrkede ondskab, Fanden selv, alle problemers åbenlyse moder, når man taler offentlig ledelse.

Og det er sådan set ligegyldigt, om problemet er faldende/stigende produktivitet, vanskelig rekruttering, manglende fastholdelse af medarbejdere, mistrivsel og sygefravær eller den almene elendighed, der vinder frem overalt og er ved at ødelægge folkeskolen, politiet, alle de videregående uddannelsesinstitutioner, Forsvaret, Skat for slet ikke at glemme sundhedsvæsnet. NPM er årsagen til de fleste problemer, og lidt i tråd med den generelle tidsånd bliver debattonen omkring NPM stadigt mere skinger og løsningsforslagene ditto mere rabiate.

Man er efterhånden nået derhen, hvor man ikke tør indrømme, at man engang så et lys og en god idé i NPM. Men, jeg tager chancen og håber, at jeg ikke havner i en regulær shit-storm, når jeg siger, at jeg nødig ville have været i sundhedsvæsenet i dag uden den NPM-bevægelse, vi har haft de seneste knap 30 år. Dermed ikke sagt, at det ikke har givet udfordringer og problemer, for det har det. Mange endda, men samtidig har vi set en udvikling, der har været helt nødvendig, og som ikke var løbet igennem så hurtigt og effektivt uden klar inspiration fra NPM.

Et kardinalpunkt i kritikken af NPM er det, som nogle kalder den institutionaliserede mistillid, der efterhånden har overtaget det samlede væsen. Der er udviklet et kontrolregime, hvor der sættes stadigt skarpere fokus på kontrolforanstaltninger, målinger og registreringer. Fokus på effektivitet i stedet for nærvær og menneskelighed. Fokus på mistillid i stedet for tillid. Det dræber arbejdsglæden og initiativet, siger kritikerne, sætter fagligheden under pres, øger sygefraværet, giver stress og mistrivsel.

Det er sikkert rigtigt, i et vist omfang, men det er ikke hele sandheden. Og at tro, at man med et snuptag kan afbureaukratisere det hele ved at afskaffe målinger og kontroller, er naivt grænsende til det idiotiske. Selv om det lyder tiltalende, kan man ikke drive et sundhedsvæsen anno 2016 alene på bred tillid og høj social kapital. Det går ikke uden målinger og metodisk registrering. Tro og tillid klarer ikke opgaven alene, jvf. Demings efterhånden gamle citat i indledningen, men derfor behøver man ikke partout at opfatte alt, hvad der minder om kontrol som et udtryk for mistillid.

Vi kan ikke drive sundhedsvæsenet godt nok, hvis vi ikke har data. Data er så at sige er en del af vores DNA, at indsamle, ordne og fortolke data er et naturfagligt grundelement. Udviklingen baseres på data, og derfor er hovedproblemet i sundhedsvæsenet ikke dataindsamling. Det er heller ikke NPM i sig selv, ej heller mangel på kvalificerede ledere eller overdreven læsning af underlødig ledelseslitteratur for den sags skyld.

Hovedproblemet er det helt igennem paradoksale forhold, at vi har så ekstremt dårlige data at basere ledelsesarbejdet på.

Allerede for 15 år siden kaldte JCI (amerikansk akkrediteringsorganisation) de københavnske hospitaler for DRIP-institutioner, Data Rich Information Poor. Man kunne beskylde de aldrende amerikanere, der inspicerede os, for megen tågesnak, men det tog dem ikke lang tid at stille diagnosen: I har store mængder data, men I bruger dem ikke. Det er 15 år siden, og det er nærmest kun blevet værre.

Det er et paradoks, der er til at få øje på. Vi bruger stadigt mere tid på registrering, det fylder stadigt mere, tager måske endda væsentlig tid fra kerneydelsen (hvad det så end er), og hvad kommer der ud af det? Utydelig ledelse, frustration og utilfredshed. Hvorfor og hvordan er det kommet så vidt? Noget er selvforskyldt, noget skyldes manglende overblik, og noget kan sikkert tilskrives IT og IT-udviklingen.

NPMs storhedstid har tidsmæssigt været sammenfaldende med den massive digitalisering af sundhedsvæsenet. Der er blevet muligt at samle store mængder data digitalt, og den mulighed er blevet udnyttet til fulde. Registreringskulturen er blevet gødet maksimalt og står nu i fuldt flor. De enkelte tiltag er oftest fornuftige og legitime, en del endda lovmæssige, men den samlede mængde overstiger nu det rimelige og håndterlige. Der har ikke været en overordnet plan eller ramme for arbejdet, og nye udfordringer er primært håndteret med nye kontrolforanstaltninger.

IT er et kapitel for sig. Der benyttes hundredvis af forskellige IT-systemer, der sjældent taler sammen eller er designet i forhold til fælles platforme. Et enkelt træk karakteriserer dog næsten alle IT-systemerne: Det er relativt let at få data ind i dem, men svært, ofte på grænsen til det umulige, at få data ud fra systemerne igen. Her er vi så fremme ved problemets kerne. Vi har masser af data, og der er brugt ufattelige mængder tid på at sikre dem – men det er alt for sjældent, at de reelt kan bringes i spil.

De data, vi kan trække ud, er sjældent tidstro, ikke altid helt valide, og de belyser ikke nødvendigvis præcis det, vi gerne vil have belyst. Det giver så anledning til diskussioner om data, hvor snakken i højere grad fokuserer på selve datakvaliteten end det, som den burde dreje sig om, hvad data viser – og hvad vi kan gøre for at forbedre det.

Med det in mente var det måske lettere bare at melde sig under anti-NMP aktionen og brøle med på parolen om at stoppe al registrering. Det vil bare være en katastrofe, hvis det gik den vej.

For den gode nyhed er, at det rent faktisk går fremad. De seneste år er der opnået betydelige fremskridt med at få data retur, og det langt hurtigere og mere tidstro. Det er muligt at få data fra en række af de centrale kliniske databaser næsten on-line og med betydeligt mindre arbejdsindsats end tidligere. Der er udviklet værktøjer, som præsenterer data mere overskueligt og lettere tilgængeligt.

Det betyder, at data langt hurtigere kan bringes ud i de kliniske miljøer og sættes i spil og til diskussion. Dermed sluttes ringen, og man begynder i højere grad at kunne se formålet med registreringsarbejdet – også på medarbejderniveau. Man får desuden i højere grad selv mulighed for at påvirke såvel registreringen som de processer, de belyser. Den form for ledelse, datadrevet ledelse, er ligesom NPM baseret på registrering og på sin vis også på kontrol. Men det er en form for kontrol, der sagtens kan give mening for eksempelvis sundhedsprofessionelle, fordi den beskæftiger sig med udvalgte områder, der ligger tæt op ad kernefunktionerne.

Så det er meget muligt, at NPM har haft sin tid, og at den tid er forbi nu. Tillykke med det, det betyder bare ikke, at vi skal høre op med at måle, kontrollere og holde styr på data. Tværtimod. Den ledelsesmæssige afløser for NPM er klar, det er datadrevet ledelse, og den er baseret på data og registrering. Nogle af målingerne bliver lettere, en del af dem automatiseret, men de forsvinder ikke, og de kommer stadig til at udgøre kernen, hvis vi fortsat vil udvikle og forbedre vores ydelser på systematisk vis.

Der skal naturligvis reduceres i og luges ud blandt de værste registreringsvildskud, men det skal gøres med omtanke, og at love, at det helt kan afskaffes er at tage munden alt for fuld. Vi skal stadig bruge tid på at fremskaffe og behandle data – og til at vænne os til, at registrering er kommet for at blive. Det er ikke en besværlig bibeskæftigelse, men en del af kerneydelsen. På linje med at stetoskopere, måle et blodtryk, give antibiotika eller bare tale med patienten.