Reformiver eller bedre studenter

Vejen til bedre elever, studenter og studerende går ikke altid gennem de målbare kasser og systemer. Ja, man risikerer endda helt at gå glip af centrale analyser og redskaber, hvis man holder sig til målbare indikatorer.

Arkivfoto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Uddannelsespolitik fylder mere og mere i politik og politiske debatter. Det er blevet en værdipolitisk markør, en afgørende brik i løsningen af mange politiske og økonomiske problemer. Alle aktører er enige om, at vi i Danmark bruger mange penge på uddannelser, ja, endda markant flere end sammenlignelige lande bruger på grundskole, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Derfor er alle også naturligt optaget af, om vi så får valuta for pengene. Det er de politiske parter bag de sidste års reformer af erhvervsuddannelserne og af folkeskolen også og har derfor indbygget mekanismer i reformerne, der kan måle og veje det, som reformerne sigter mod.

Men reformiver og målbare indikatorer retter sig alt for ofte kun mod det i struktur og system, som kan vejes og måles. Vejen til bedre elever, studenter og studerende derimod går ikke altid gennem de målbare kasser og systemer. Ja, man risikerer endda helt at gå glip af centrale analyser og redskaber, hvis man holder sig til målbare indikatorer.

Gymnasiereformen fra 2005 har siden reformens vedtagelse ofte været til debat. Debatten er intensiveret og nu foreligger et udspil fra regeringen »gymnasier til fremtiden«. Det markeres som et servicetjek af reformen med en stramning af de frie valgmuligheder i alle fire gymnasiale ungdomsuddannelser og med øget fokus på færdigheder og kompetencer i matematik og naturvidenskab.

Den politiske baggrund for reformen eller servicetjekket er en tese om, at der nu går for mange i gymnasiet, og at det faktum i sig selv i sammenhæng med elementer i reformen har ført til et fagligt niveaufald og til et skred i eksamenskarakterer. Det er teser, der er svære at bevise eller modbevise, men desværre er det også teser, som de politiske partier nemt kan koble til deres værdipolitiske holdninger.

Få reformer har været udsat for flere evalueringer end gymnasiereformen. Over 50 er det blevet til, også internationale evalueringer. Ingen har påpeget et decideret niveaufald i faglighed og studiekompetence.

Hovedtesen om, at der går for mange i gymnasiet kan altid diskuteres. Men at flere i gymnasiet skulle føre til et niveaufald er nok en påstand, der må høre sammen med, at man før syntes, det var en elite, der gik der. Det var den rene fløde, mens det hele nu er homogeniseret, så fløden er forsvundet. Faktum er vist nærmest omvendt. Der er i dag endnu flere dygtige elever i gymnasiet end nogensinde før, og der er derfor naturligvis også mange flere gennemsnitslige eller dårlige, men de har jo altid været der. Flere elever fører ikke i sig selv til et niveaufald, hverken fagligt eller pædagogisk, men det gør det naturligvis mere og mere påkrævet, at gymnasiet bliver stadigt bedre til at udfordre unge på alle niveauer.

Tesen om, at der går for mange i gymnasiet, kobles med, at de unge hellere skal gå andre veje, f.eks. til erhvervsuddannelserne. Trods en nylig reform, der skal rette op på de unges veje efter folkeskolen, er der ikke meget ,der tyder på, at de unge skifter spor. Det fører hyppigt til en påstand om, at Danmark om føje tid vil mangle faglærte håndværkere. Den påstand fremføres mod bedre vidende. Der er næsten lige så mange unge i erhvervsuddannelserne, som der altid har været, men de er meget ældre, i gennemsnit 27-28 år, før de er færdige. Essensen i den debat er, at de unge ikke vil binde sig til uoverskuelige og usikre erhvervsuddannelser, før de har fået mere almen viden, og før de har sikret sig et fundament, hvor alle veje står dem åbne. Og deres forældre støtter det valg.

Hvis vi for et øjeblik holder fast i, at flere elever ikke nødvendigvis fører til niveaufald, og at færre elever ikke nødvendigvis fører til flere unge i EUD, eller differentierede karakterkrav ved optagelse ændrer elevstrømme, hvad er så problemerne? Hvad er det for udfordringer, som skal løses ved det kommende servicetjek. Hvad skal ændres, hvis eleverne i de gymnasiale ungdomsuddannelser skal blive bedre og dygtigere, komme i den verdensklasse, der er nødvendig, hvis vi skal klare de udfordringer, vi som samfund står over for i de kommende år. Peter Mortimore, en af de mest anerkendte internationale forskere, har meget tydeligt peget på, at det er det, som foregår i klasseværelset, som er nøglen til succesfulde reformer.

Spørger man eleverne, peger deres svar alle i samme retning. De er umotiverede af:

Mangel på faglig selvtillid.

Mangel på medindflydelse på undervisningen og på egen læring.

Mangel på aktiverende undervisningsformer og udfordrende opgaver.

Mangel på gennemsigtighed og tydelighed i undervisningen.

Mangel på forståelse af, hvorfor de skal undervises i lige dette stof.

Svarene peger mod løsninger, der ikke er afhængige af system- eller strukturændringer. Enhver læring forudsætter aktivitet. Eleverne skal producere og agere i timerne, de skal være medundervisere og medansvarlige, og de skal bruge deres skjulte viden om læring, ikke mindst deres egen læring.

Det kræver nytænkning af undervisningen, så den tilpasses hver enkelt elev. Den fremherskende undervisning i dag giver ikke mange muligheder for denne individualisering af udfordringer og krav.

Udfordringen i dag er således ikke en gentagelse af en evig diskussion om et fagligt niveau, en diskussion, der aldrig kan afsluttes meningsfuldt i en foranderlig verden, hvor de faglige udfordringer bestandig ændres og tilpasses nye vilkår og tekniske muligheder.

Kravene til det faglige niveau har nemlig aldrig været højere end nu, og aldrig har det danske gymnasium leveret så mange dygtige elever, også elever, der er betydeligt dygtigere end nogen tidligere generation har været. Og aldrig har vi haft større muligheder for også at gøre både de dygtige og de svage elever endnu dygtigere, hvis vi koncentrerer os om større udfordringer for hver enkelt elev. Det sker ikke gennem strukturændringer. Det sker i klasseværelset.

Og vi mener slet ikke, at et fagligt niveau skal defineres alene med viden og faglige færdigheder. Begrebet indeholder og skal indeholde alt det, der i dag er formålet med gymnasiet, nemlig studiekompetence, fagligt samspil og dannelse. Hvis man kun fokuserer på snæver faglighed, glemmer man, at gymnasiet skal uddanne livsduelige unge mennesker med mod på livet som borgere, mod på videreuddannelse, mod på at tage et ansvar.

Udfordringen og løsningen er derfor at hæve hver elevs overligger og gøre kravene synlige og tydelige. For mange elever er undervisningen i dag et uoverskueligt flimmer uden præcision, klare krav og tydelige opgaver. Elever har krav på tydelighed i udfordringerne, og de har ret til at vide, hvad der skal foregå i undervisningen, og hvad de skal forberede, lære og hvilke opgaver de skal løse.

Derfor er der behov for individuelle samtaler mellem lærerne og hver elev i fagene i en mere formaliseret form og efter faste retningslinjer på samme måde, som regeringen foreslår m.h.t. det skriftlige arbejde. Det forudsætter, at undervisningen bliver opgaveorienteret med arbejde individuelt og i mindre grupper. Derved kommer man væk fra den lektiegennemgang, som dagens klasseundervisning domineres af. Afgørende er at gøre eleverne mere aktive i læringsprocessen.

Vi har brug for fokus på alt det, vi kan gøre, alt det som lærere allerede i dag kan gøre for at skabe dygtigere studenter, meget mere end fornyet fokus på struktur og reformer. Og vi kan gøre rigtigt meget, hvis skoler, lærere, ledere, elever og politikere fokuserer mere på elevernes udfordringer og aktive medspil end på jeremiader om, hvordan alting var meget bedre, da man selv gik i skole. Opskriften er enkel: Inddrag eleverne og giv dem tydelighed og medansvar.