Refleksioner efter Flagdagen

Jesper Helsø: Det er ikke Forsvarets opgave at tage sig af tidligere udsendte, der har fået skader. Vi skal vel ikke i Danmark have parallelle sundhedssystemer for soldater, et for politi, et for civile rådgivere fra Udenrigsministeriet med flere?

»Flagdagen er et udtryk for den taknemlighed og den respekt, som hele Danmark nærer for jeres indsats. Flagdagen er en dag, hvor vi som nation sænker hovedet i ydmyghed.« - »Vi i Folketinget skylder at levere den maksimale indsats for jer med hjælp og støtte - og det gælder også til pårørende.«

Man kan ikke blive andet end glad for ordene fra såvel statsministeren som Folketingets formand på Flagdagen. Udenrigsministerens tale ved monumentet i Kastellet var også kun rosende ord til Danmarks udsendte - og dermed blev det (igen) slået fast med syvtommersøm, at Danmark både vil huske og tage sig af de danske mænd og kvinder, der adlød Folketingets bud om at tage ud til katastrofe- og konfliktområder.

Da det er Folketinget, der beslutter at udsende danskere til problemfyldte områder - ja, så er det vel også samfundet og dets »systemer«, der skal tage sig af sine udsendte, når de vender hjem fra verdens brændpunkter! Talerne på Flagdagen indikerer i det mindste dette ansvar, og efter sigende skulle Danmark fortsat være et unikt velfærdssamfund, der tager hånd om de borgere, der måtte have behov for støtte - uanset hvor og hvordan behovet er opstået. Det er derfor med stigende uro, at jeg som tidligere forsvarschef noterer mig, at flere og flere opgaver med at tage hånd om Danmarks veteraner pålægges Forsvaret - også opgaven med at tage sig af dem, der for længst har lagt uniformen og valgt en tilværelse i det civile.

Mig bekendt er dansk forsvars opgave at bidrage til at fremme fred og sikkerhed. Forsvaret er et væsentligt sikkerhedspolitisk værktøj, der skal bistå regeringen og Folketinget. Og Forsvaret hjælper til at værne om de værdier, det danske samfund bygger på. Det sker på mange fronter - både nationalt og internationalt.

Forsvaret har derfor til opgave at udvælge, uddanne og udsende de bedste soldater, men den efterfølgende opgave med at håndtere de veteraner, der måtte have pådraget sig en skade, såvel fysisk som psykisk, kan ikke alene pålægges Forsvaret.

Det må også være samfundets etablerede strukturer, der skal geares til at håndtere følgerne af Danmarks engagement! Hvilket i særlig grad bør gælde de veteraner, hvis problemer først bliver synlige efter en årrække. Forsvarets folk har mange kompetencer, men jeg skulle mene, at de bedste folk indenfor bl.a. social- og sundhedsområdet findes i de respektive brancher og ikke i forsvarets regi.

Soldaterlegatet har ikke en holdning til, hvorvidt missionerne er eller har været fornuftige, men vi bakker op om demokratiet, og det er demokratiet Danmark, der siden 1992 og frem til 2012 har sendt ca. 30.000 danskere ud til verdens brændpunkter. Det er ikke kun soldater fra Forsvaret, men også mennesker fra politiet, Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet, læger, sygeplejersker, civile rådgivere m.fl. De har alle løftet opgaven på vegne af Danmark - og efterkommet Folketingets bud. Som militærmand og borger i Danmark retter jeg mig og giver stort honnør til alle dem, der tog ud, er ude - og som også i fremtiden vil blive udsendt af Danmark. For der er vel ingen der tror, at menneskeheden pludselig pr. 2014 bliver til Guds bedre børn og fremover vil leve i fuld fordragelighed med sine naboer!

SFI; Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har gennem det sidste år i en lind strøm offentliggjort rapporter fra et helt unikt forskningsprojekt. Som det eneste land i verden har det været muligt i Danmark at skabe et overblik over de ca. 27.000 menneskers baggrund, demografi, uddannelse, økonomi, familieforhold m.m. - alt sammen muligt fordi vi i dette land har en entydig indgang til det enkelte menneske. Den enkeltes personnummer. Flere nationer har fulgt dette unikke arbejde - med en vis misundelse! Rapporterne kan findes på SFIs hjemmeside og er i den grad læseværdige.

Alt her i livet har en pris - på den ene eller anden måde. Nogle af vore medborgere kom ikke hjem igen til deres familier, men omkom ude i det fremmede. Nogle kom hjem med livsvarige skader på kroppen. Nogle kom hjem med, hvad man kalder »ar på sjælen«. Danmark har været god til at tage sig af de fysiske følger, og det er fantastisk at se det gå-på-mod, som disse sårede udviser, men under overfladen gemmer der sig en ikke ubetydelig minoritetsgruppe af veteraner med »ar på sjælen«. 17 procent af alle udsendte rapporterer selv, at de har psykiske følger af deres udsendelse. 17 procent har ligeledes enten en psykiatrisk diagnose, tager medicin mod psykiske sygdomme eller har været i behandling for misbrug - uden at have været registreret for noget af det inden udsendelsen.

Psykiske traumer er straks sværere at håndtere, for hvor dybt sidder de? Hvornår viser de sig? Hvilke følger kommer der for økonomi, familieliv og arbejde? Nu skal det ikke være sådan, at vi derfor kan sige, at alle 17 procent får behov for hele spektret af støtte. Det viser sig på vidt forskellig vis - og på forskelligt tidspunkt. For enkelte inden for de første seks måneder, men for mange først flere år efter hjemkomst. Fra arbejdet i Soldaterlegatet kan jeg konstatere, at vi har ydet megen støtte til Balkan-veteranerne, men jeg bemærker samtidig, at antallet af udsendte til Afghanistan og Irak med behov for hjælp stiger støt. Danmark står over for et »bjerg«, hvis omfang ingen kender, men som vi kun kan gisne om: de danskere, der tog opgaven op i Irak, Afghanistan og andre af de hårde missioner i nyere tid, og som har oplevet og set ting, som de fleste af os heldigvis kun kender fra filmlærredets fortælling om krig og kamp. Balkan-veteranernes oplevelser og udsendelsesforhold var anderledes, men fortjener på lige fod med alle andre udsendte respekt for deres uvurderlige indsats.

Vi skal være meget opmærksom på det »bjerg« som vi har foran os: Jeg kalder det kriger-generationen - og med dem også deres pårørende! De udsendte som sagde: »I morgen angriber vi igen«. »Vi slår ihjel og lever med det.« Men som også sagde: »Det vi frygter mest er, at ham i uniform kommer for at fortælle den dårligste nyhed til mig, hans mor«.

50 procent af alle veteraner er i dag under 37 år, og langt de fleste er fortsat at finde i Forsvaret. En stor del af disse unge mennesker vil i løbet af de kommende år forlade Forsvaret, når deres kontrakter udløber. Forskningen viser, at problemerne oftest først træder tydeligt frem ved overgangen fra militær til civil, hvorfor samfundet bør overveje, hvilke tiltag der skal til for at håndtere den gruppe af veteraner, hvis »ar« pludselig træder tydeligt frem.

End ikke den bedste psykolog eller psykiater kender omfanget. Men en almindelig egen vurdering kan meget nemt ende i et omfang på ca. 2.000 mennesker, som om to-ti år (eller mere) skal ind i det offentlige behandlingssystem.

Her vil nogle ganske givet mene, at »de tog jo frivilligt af sted, så det bliver vel deres egen sag« eller »kom de ikke fra Forsvaret, så må det vel være Forsvaret, der skal håndtere dette«. Her skal vi lige huske hinanden på, at Folketinget sendte dem ud - Danmark sendte dem ud - landet tog dem hjem igen til det danske samfund med alle dets goder, kommunale strukturer, sundhedssystem, genoptræningsmuligheder m.m. I Danmark har vi et vidt forgrenet og udbygget sundheds- og socialsystem. Det er det, som skal træde til - og ikke det enkelte ministerområde. Vi skal vel ikke i Danmark have parallelle sundhedssystemer for soldater, et for politi, et for civile rådgivere fra Udenrigsministeriet med flere?

Folketinget bød! Danmark sendte ud - og vi skal alle tage imod igen, når vore landsmænd vender hjem fra verdens brændpunkter!