Reaktionære Mai Mercado

Mai Mercado promoverer en reaktionær og dogmatisk tilgang til religion, kultur og historie, når hun hævder, at kristendommen er bedre end islam, samt at værdier som social solidaritet og barmhjertighed er specifikke kristne kerneværdier. Hendes retorik deler oven i købet lighedstræk med nogle islamisters retorik.

Etnocentrismen og kampen mod det multikulturelle samfund lever i bedste velgående i konservative politiske upperkredse, senest i forbindelse med det Konservative Folkepartis politiske ordfører Mai Mercados kronik i Berlingske 3. april. Her promoveres en reaktionær og dogmatisk tilgang til religion, kultur og historie. Mai Mercado hævder f.eks., at kristendommen er bedre end islam, samt at værdier som social solidaritet og barmhjertighed er specifikke kristne kerneværdier. Kronikkens pointe om kristendommens overlegenhed legitimeres af den danske Grundlov, som gemmer på udemokratiske hierarkier fra fortiden. Her tænkes naturligvis på monarkiet og folkekirkens særstatus og forrang. En forrang der på symbolsk vis er med til at legitimere ideer om kristendommen som »überreligion«.

Temaet om kristendom i folkeskolen og ideer om kristendommens særstatus og moralske overlegenhed hænger uløseligt sammen med diskussionen om sekularisering og om, hvorvidt vi skal adskille stat og kirke. At Danmark ikke er en sekulær stat, giver anledning til rod i praksis på flere områder. Vi hævder at være sekulære, men er det dybest set ikke. Så længe vi ikke er afklaret om, hvorvidt vi ønsker at være en sekulær stat, vil vi ikke kunne løse vore debatter om f.eks. troen i det offentlige rum, og vi ender i selvmodsigelser og paradokser. F.eks. er det et paradoks, at vi hævder, at kristendomsundervisningen er kundskabsgivende, og på samme tid er det muligt for forældre at fritage deres børn fra undervisningen i kristendom.

Et fag der er kundskabsgivende, bør være obligatorisk på linje med andre fag. Og det er ligeledes et åbenlyst paradoks at hævde, at faget kristendom er kundskabsgivende og samtidig hævde, at kristendommen er bedre end islam, som de Konservatives ordfører gør det. En vidensbaseret og kundskabsorienteret tilgang til religionsfaget hierarkiserer ikke religioner på baggrund af subjektive følelser. Viden og kundskab beskriver og nuancerer objektivt og sagligt forskellige religioners specifikke karakteristika.

Jeg mener i lighed med flere andre kritikere, at faget kristendomskundskab skal defineres anderledes i form og indhold f.eks. som religion, filosofi og livsanskuelser, og at faget bør dele sin særstatus og monopol med andre religioner i undervisningen i folkeskolen, også i de små klasser. Herved gøres undervisningen mere universel og signalerer en åbenhed mod det multikulturelle samfund. Endvidere forpligtes den enkelte til at lære om andre kulturer og religioner.

Den religiøse dimension i undervisningen skal både rumme det religiøse menneske såvel som det a-religiøse menneske. Vi bør fokusere mere på at udvikle børns naturlige evne til at stille de store filosofiske spørgsmål om f.eks. meningen med livet og døden. Den eksistentielle tilgang til livet er noget, som alle religioner beskæftiger sig med. Teologen og filosoffen Paul Johannes Tillich (1886-1965) mener i lighed med Kierkegaard, at religionen skal få mennesket til at tænke radikalt over den menneskelige eksistens og meningen med livet. Han er bl.a. kendt for sit citat: »Thi at være religiøs betyder at spørge lidenskabeligt efter vort livs mening.«

Men når det kommer til livets mening, har andre religioner også noget at tilbyde den eksistentielle og filosofiske religionsforståelse, og det vil styrke elevers evne i at være mentalt globale og navigere rundt i mangfoldigheden, hvis de i en tidlig alder lærer om alternative måder at tænke verden på. Kulturhistorisk fylder kristendommen mere end andre religioner, og dette vil naturligvis komme til udtryk i undervisningen. Men Danmark har forandret sig gennem de sidste 40 år. Dansk identitet er en broget størrelse. Det er vigtigt at anerkende den nye mangfoldighed og signalere en åbenhed over for alle religioner – også i undervisningen.

Selvom kristendommen spiller en afgørende rolle historisk, kulturelt og politisk i forhold til at forstå den danske fortælling, betyder det ikke, at der ikke samtidig er andre ting, som betyder noget for den danske kultur. Kultur er ikke et statisk begreb, men noget som hele tiden skabes.

Debatten om kristendom i folkeskolen udgør en del af et større filosofisk tema, der handler om, hvordan vi skal leve sammen i en verden kendetegnet ved forskellige ideer om, hvad der er værdifuldt, samt hvem der har retten og dermed magten til at definere, hvad der skal gælde som universelle værdier for et samfund. Hvad betyder begreber som sekularisme, ligeværd, religionslighed og demokrati, hvis en bestemt religion har særstatus og forrang, som det er tilfældet med faget kristendom i folkeskolen? Hvad betyder det for vores fællesskab, at vi sprogligt betegner andre religioner som »fremmede«?

I Sverige har man erstattet faget kristendom med religionskundskab. Det, der er fagets styrke, er, at der fokuseres på den religiøse dimension samtidig med, at der er en respekt for det ikke-religiøse standpunkt. Religionsfaget i Sverige favner alle menneskelige spørgsmål om livet, uanset om de er religiøse eller ikke. Religionsfaget i Sverige har til formål at bidrage til tolerance og forhindre fremmedhad og understreger det, som alle de store religioner har tilfælles. Den svenske model er baseret på en historisk og kulturel argumentation. Ideer om, at kristendommen er en forudsætning for demokratiet eller andre etnocentriske argumenter eller dogmer, aflives i den svenske model.

Ved at revidere skoleloven i lighed med den svenske model og i forhold til den tid og det samfund, vi lever i, sikrer vi, at andre religioner ikke betragtes som uværdige andenrangsreligioner. At skabe lige vilkår for alle i et samfund vil være med til at forstærke tilliden og fællesskabsfølelsen i et samfund.

Kristendommen vil ikke nødvendigvis miste sin værdi som samlende kulturbærende institution, hvis den giver afkald på sin magt og monopol, eller hvis den deler sin magt med andre religioner. Tværtimod. Vi har sidestillet sorte med hvide, kvinder med mænd, homoseksuelle med heteroseksuelle. Den sidste bastion er at ligestille religionerne. Således er min vision for et retfærdigt samfund i Danmark såvel som i resten af verden en sekulær stat, der anerkender og giver plads til religioner, og ligestiller alle mennesker. Vi bør ikke normalisere »übermensch ideologier og usympatiske forestillinger« om det islamiske, jødiske eller kristne »overherredømme«. Heller ikke når disse ideer præsenteres af danske politiske konservative upper-kredse miljøer.

Mercados retorik deler lighedstræk med nogle islamisters retorik, når hun hævder kristendommens overlegenhed. For især islamistiske grupper hævder islams overlegenhed og er ikke bange for at sige, at islam er den bedste religion. Men det er ikke den religiøse retorik om islams overlegenhed, der primært tiltrækker unge mennesker. Det er i højere grad nogle islamisters politiske fokus på social solidaritet med undertrykte og udsatte civilbefolkninger i f.eks. Palæstina og Syrien, der gør dem succesfulde i at rekruttere unge danskere til deres kamp for en samlet islamisk verden.

Hermed tydeliggøres det, at værdien »social solidaritet« ikke kun er en kristen kerneværdi (og til nøds en ateistisk værdi, som Mercado hævder i sin kronik), men derimod en universel værdi, der deles og bruges aktivt af mange mennesker, selv af islamister. Man kan således sagtens være islamist og dele værdien om den barmhjertige samaritaner. Mercados ide om kristendommens overlegenhed afviger fra Jesus næstekærlighedsbudskab, som tværtimod handler om social solidaritet forstået som evnen til at elske og anerkende sin næste som sig selv. Her tænkes især på den prostituerede, den kriminelle eller den fremmede.

Næstekærlighed og social solidaritet er med Jesus radikale eksempel ikke kærlighed til den nærmeste familie eller den udvalgte elskede. Denne form for solidaritet er en prioriteret form for selvkærlighed. Næstekærlighed og social solidaritet handler om at rumme den fremmede i form af accept, ligeværd og ligestilling. Disse dyder skabes næppe ved på dogmatisk vis at hævde kristendommens overlegenhed