Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Rasmus Stoklund: Det offentliges produkti­vitet skal styrkes

Krav om produktivitetsforbedringer i det offentligt bør udmøntes forskelligt, mener Rasmus Stoklund. Arkivfoto: Claus Bech Fold sammen
Læs mere

Generelt er den offentlige sektor i Danmark en succeshistorie. Det offentlige er den stærke krop, som i form af veluddannet arbejdskraft, børnepasning, sundhedsydelser og meget andet skaber rammerne for, at den private sektor kan holde den danske humlebi på vingerne.

Vi har i Danmark omtrent 800.000 offentligt ansatte, og derfor vil der naturligvis ofte ske fejl i større og mindre omfang. Samtidig vil der i en sektor, der aldrig kommer til at opleve en hård, global konkurrence på samme måde som eksportvirksomhederne, altid være en udfordring med at sikre løbende produktivitetsforbedringer, for det er svært at konkurrere uden en modstander.

Behovet for høj produktivitet er imidlertid ikke mindre vigtigt af den grund, for både skatteyderne og konkurrenceevnen lider overlast, hvis den offentlige sektor bliver ineffektiv.

Borgerlige svar på, hvordan man øger den offentlige sektors produktivitet har ofte været, at der er behov for mere konkur­renceudsættelse, så private virksomheder kan komme til fadet. I mange tilfælde kan det være rigtigt og fornuftigt, men den rette balance er vanskelig at finde.

Problemet med udlicitering er, at der kan opstå udfordringer med manglende ansvarsfølelse og kvalitet i den service, der skal leveres, når et udbud i skarp konkurrence vindes af en privat aktør. Står der i kontrakten, at græsset skal slås to gange om måneden, så bliver det sådan. Uanset om græsset trænger eller ej, og uanset om der er større behov for at få luget nogle bede.

Skolen, plejehjemmet eller hospitalet, der skal have opgaven løst, kommer dermed ofte til at give afkald på muligheden for at lede og fordele arbejdet efter behov, hvis en privat aktør overtager de grønne områder, hvor det alene er de betingelser, der står i kontrakten, som styrer arbejdet.

Jeg talte på et tidspunkt med en ansat i en privat rengøringsvirksomhed. Vedkommende fortalte mig, at chefen faktisk foretrækker 18-19-årige unge mænd, fordi de generelt er mindst omhyggelige og aldrig gør noget udover lige netop det, der står i opgave­beskrivelsen. Og tid sparet på rengøring er vejen til igen at vinde udbud samt lig med øget overskud til rengøringsfirmaet.

Det er ingen naturlov, at private rengøringsselskaber klarer en opgave bedre end det offentlige selv. Tidligere i år kunne TV 2 berette, at kvaliteten er forbedret kraftigt, siden Halsnæs Kommune sidste år valgte at overtage opgaven med at rengøre kommunens institutioner fra den private rengøringsvirksomhed ISS. På 92 pct. af de 67 steder, hvor kommunens rengøringsfolk gør rent, er resultatet tilfredsstillende. Samtidig har de offentligt ansatte rengøringsfolk sikret kommunen en besparelse på fire millioner kroner, og sygefraværet er faldet.

Ifølge Produktivitetskommissionen ville det skabe produktivitetsgevinster på mellem ti og 12 pct., hvis folkeskoler, daginstitutioner og ældrepleje fik samme høje niveau som i de kommuner, hvor det går bedst. Men Produktivitetskommissionen anerkendte dog – og det glemmes ofte i debatten – at det næppe er realistisk, at alle offentlige institutioner kan blive lige effektive.

Der er mange variable, som har indflydelse på effektiviteten på en arbejdsplads. Og offentlig skoledrift i Gjellerup og Gentofte rummer vidt forskellige udfordringer.

Berlingske besøgte for nylig Dyssegårdsskolen i Gentofte (11.7.2017). Her er ingen graffiti, ingen nedslidte bænke og intet rod, og skolelederen, Maj-Britt Overbye, erkender skolens fordel:

»Det er ressourcestærke forældre, vi har herude. De interesserer sig for deres børn, og de har noget overskud til at bidrage i skolens hverdag. Det er også en forholdsvis homogen gruppe af forældre«.

Det er gode forudsætninger for skoledrift, og det er ikke overraskende, at Dyssegårdsskolen klarer sig bedre end skoler med et andet socioøkonomisk elevgrundlag.

Tre forslag

Skatteyderne afleverer hvert eneste år en stor del af deres indkomst til staten i tillid til, at den offentlige sektor løser en række opgaver effektivt. Derfor skal vi have fokus på produktivitetsforbedringer, men der kan være behov for nye metoder. Nedenfor følger tre forslag.

1. Borgfred frem for lovgivning

Forsøget med at lade 44 kommuner kalde sig frikommune er godt i gang. I februar gav regeringen grønt lys til en række forsøg på social-, sundheds-, beskæftigelses- og boligområdet, som har til formål at gøre op med unødigt bureaukrati og sikre øget effektivitet. Med frikommunerne er der skabt rum til nytænkning, men når nye løsninger afprøves, er der en risiko for fejl. Som historikeren Søren Mørch har beskrevet det i sin bog om danske statsministre kan der opstå: »(…)eksempler på, hvordan en stakkels invalid, pensioneret lokomotivfører i et landsogn på Lolland-Falster med syv uforsørgede børn med fysiske og psykiske handicap vil miste mindst 41 kr. om måneden, så han og hans ulykkelige familie vil blive tvunget fra hus og hjem og berøvet enhver af julens glæder.«

Sagen vil hurtigt nå pressen, og relevante ministre og ordførere vil af nyhedsreportere blive afkrævet garanti for, at noget tilsvarende aldrig igen vil ske i deres levetid. En enkel reaktion for at signalere handlekraft er at vedtage nye love eller lave nye regler.

Men her er behov for en borgfred, hvor Folketingets ansvarlige partier, frem for at lovgive eller lade sig kyse af politiske kommentatorer, slår koldt vand i blodet og samarbejder med den frikommune, der har haft en problematisk sag, som den naturligvis også ønsker løst.

2. Forskellige produktivitetskrav

Når man i forskellige offentlige institutioner har skullet imødekomme de produktivitetskrav, der er blevet fastsat i Finansministeriet (aktuelt omprioriteringsbidraget) er det ofte den store grønthøster, man har fundet frem. I fremtiden bør der med krav om produktivitetsforbedringer også kræves, at kravene udmøntes differentieret. En sygehusdirektør skal ikke kunne sende aben videre og kræve, at alle afdelinger sparer en eller to procent på deres budget. Derimod må vedkommende se på sine afdelinger og f.eks. kræve mere på et ambulatorium, hvor der måske er grundlag for at automatisere nogle processer og tilsvarende mindre på fødegangen, hvor grænsen er nået for en gennemsnitlig fødsels hastighed.

3. Flere HKere og DJØFere

Det er sjældent, man hører »de kolde hænders« fronttropper, DJØF’erne, positivt fremhævet. Og når der er problemer i det offentlige, er det bekvemt med DJØFere (og IT-systemer) som syndebukke. Men en del af vejen til øget offentlig produktivitet kunne være, at der på nogle områder var en større accept af de fagligheder, som HKere og DJØFere repræsenterer. Jurister, økonomer og mange andre DJØFere bidrager hver eneste dag til, at skattekronerne bruges så effektivt som muligt, og produktiviteten i det offentlige ville være langt lavere, hvis opgaverne i en kommunes tekniske forvaltning alene skulle løses af håndværkere og ingeniører.

På samme måde kan en øget brug af HKere løfte produktiviteten. Konkrete eksempler herpå kunne være, hvis kontoruddannede HKere trådte til, når der på en folkeskole skal lægges skema for det nye skoleår. Eller når vagtplanen skal gå op for jordemødrene på et sygehus.

Et godt samfund er dyrt

Pris og kvalitet hænger ofte sammen. Sådan er det også med samfund. Et godt samfund er ikke gratis. Det er da også årsagen til, at vi i Socialdemokratiet har prioriteret penge til en vækst i det offentlige forbrug på 0,6 pct. om året frem mod 2025. Men det er klart, at de ekstra midler skal bruges så effektivt som muligt, og derfor skal offentlige produktivitetsforbedringer være et vedvarende fokusområde.

Der er ingen lette løsninger, når det gælder om at øge produktiviteten i det offentlige. Det indtryk kan man ellers fra tid til anden få, når man åbner en avis eller hører CEPOS udtale sig. Men desværre forholder det sig nærmere, som Produktivitetskommissionen konkluderede i sin rapport om effektiviseringspotentialet i den offentlige sektor: »Der ligger ikke guld på gaden«.