Professor: Kronprinsen på kant med regeringen om doping

Kronprinsen kom med sin støtte til IOCs forslag om ikke samlet at fratage Rusland retten til at deltage i OL i strid med regeringens holdning. Idrætspolitiske trakasserier truer med at trække Kronprinsen ind i hverdagens politiske konflikter til stor skade for Kongehusets neutralitet.

16DEBHANS-BONDE-105411.jpg
Idrætsforsker Hans Bonde.  Fold sammen
Læs mere

Anders Fogh Rasmussen var i 2005 meget nervøs ved at give kronprins Frederik lov til at stille op til den Internationale Olympiske Komite (IOC). For både regeringen og hoffet var skrækscenariet, at Kronprinsen en dag skulle blive fanget i krydsilden mellem IOC og den danske regering. At det ikke var en urealistisk frygt ses af, at der to gange før havde været en fundamental uenighed mellem IOC og den danske regering. Den første gang var i 1998/99, da den danske regering mod IOCs vilje pressede på for oprettelsen af et uafhængigt dopingagentur (WADA). Den anden gang var fra 2000 til 2004, da IOC iværksatte et massivt pres for at indføje en artikel i EUs traktatgrundlag, der skulle undtage sporten fra reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed – en særregel, den danske regering var meget imod.

For Anders Fogh Rasmussen og hans departementschef Nils Bernstein var skrækscenariet ifølge Lars Jørgensens »Frederik og Flammen« (2009, kapitel 12), at Kronprinsen skulle forvilde sig ud i politiske meldinger, der var i konflikt med den danske regerings linje. Ikke mindst siden Påskekrisen i 1920, hvor Kong Christian X blandede sig direkte i regeringsdannelsen, har der været en stiltiende overenskomst om, at Kongehuset ikke skal markere sig selvstændigt politisk og i særdeleshed ikke må komme ud af kurs i forhold til regeringens linje. Ifølge Grundloven lever vi i et konstitutionelt monarki, hvor Kongehusets medlemmer ikke på egen hånd kan udføre politiske handlinger eller indtage partipolitiske standpunkter. Sporene skræmte, for Kronprinsen havde tidligere under stor mediebevågenhed kæmpet for, at København skulle blive OL-by, hvilket finansminister Thor Pedersen i 2007 var nødt til at påtale i fuld offentlighed, da han anså det for økonomisk uforsvarligt.

Bernstein og Fogh fik derfor i 2008 pakket Kronprinsen ind i en embedsmandsgruppe med repræsentanter fra centrale ministerier og en fra hoffet, der skulle hjælpe Kronprinsen med at navigere uden om de politiske skær. Eksperter med kendskab til idræt, international politik og jura advarede dog mod, at prinsen kunne risikere at havne i et politisk minefelt til stor skade for Kongehusets anseelse. Professor i forvaltningsret, Jens Elo Rytter, erklærede ligefrem, at Kronprinsens binding til IOC via den olympiske ed var en bombe under kravet til Kongehuset om under alle forhold at være i fuld overensstemmelse med den danske udenrigspolitiske linje.

Ved starten på Kronprinsens karriere i IOC i 2008 garanterede Kronprinsen over for den danske offentlighed, at han ikke ville blande sig i politik: »De politiske spørgsmål, der måtte opstå, vil jeg overlade til andre,« lød svaret dengang. Det gik da også nogenlunde i flere år, hvor der kun var enkelte udskridninger såsom hans udtalelser til BT i august 2009 om, at OL i Beijing havde gavnet menneskerettighederne i Kina. Den daværende præsident for IOC, Jaques Rogge, beroligede i september 2009 i Jyllands-Posten danskerne med følgende ord: »Jeg forstår udmærket problemstillingen, jeg bor selv i et monarki, men vi vil aldrig bede den danske kronprins om noget, som strider imod hans institutionelle rolle. Selvfølgelig ikke. Hvis Kronprinsen havner i en interessekonflikt, kan han blot afstå fra at stemme – så simpelt er det.«

Under IOCs session i Rio i denne måned skete så det, der ikke måtte ske. IOCs eksekutivkomite med præsident Thomas Bach i spidsen bad den olympiske komite om at tage stilling til beslutningen om ikke at fratage Rusland som helhed retten til at deltage i OL. Det var afgjort muligt at stemme imod denne beslutning, hvilket det britiske medlem Adam Pengilly, som er repræsentant for de aktive atleter i komiteen, gjorde. Den danske kronprins, der ikke længere havde nogen ministeriel følgegruppe at støtte sig til, hverken stemte imod eller undlod at stemme. Tværtimod gik han ud til pressen bagefter og begrundede, hvorfor han synes, at det var en god ide, at inkludere langt hovedparten af de russiske atleter ved OL.

Kronprinsen udtalte, at: »Der er faldet en beslutning, og den står jeg også inde for. Det må jeg sige.« Han uddybede ved at henvise til IOC-toppens officielle forklaring om, at der er udarbejdet en »rapport, der er udarbejdet af en herre, der hedder McLaren. Han har selv udtalt, med rette, at den ikke er fyldestgørende endnu. Han er ikke kommet til bunds i sin efterforskning.« Men den canadiske professor Richard McLarens officielle rapport konkluderede imidlertid, at der var fuld evidens for en omfattende statsorganiseret brug af doping blandt russiske atleter. McLaren vendte sig derfor mod IOCs manipulerende udlægning og støttede fuldt ud WADAs og den internationale sportsdomstol, CAS’ opbakning til udelukkelse af Rusland en bloc fra OL.

Problemet for Kronprinsen er, at den danske regering via kulturminister Bertel Haarder allerede forinden sammen med Anti-doping Danmark og Danmarks Idræts-Forbund (DIF), hvor Kronprinsen i øvrigt er bestyrelsesmedlem, havde tilsluttet sig, at den russiske statsdoping var så veldokumenteret, at der måtte blive tale om at fratage Rusland som helhed akkrediteringen til at stille op ved OL. Med DIF-formanden Niels Nygaards ord: »Hvis stort set alle russiske atleter er til start om to uger, må vi jo nok konstatere, at systemet har spillet fallit.« Denne linje synes at have god opbakning i Folketinget, hvor både SF og Enhedslisten har udtalt sig kritisk mod Kronprinsens holdning, og hvor kultur- og idrætsordføreren fra Socialdemokratiet, Mogens Jensen, har erklæret: »jeg er helt enig i kravet om at udelukke Rusland fra OL. Hammeren må falde.«

Bertel Haarder var med 18 europæiske sportsministre 30. juli gået sammen i en erklæring, der »i lyset af de seneste begivenheder« støttede WADA med dets krav om total udelukkelse af russiske atleter. Haarder erklærede i den anledning, at: »Jeg er meget tilfreds med, at en lang række lande i Europa er enige i at stå sammen og bakke op om, at vi ikke kan acceptere doping i idræt.« »Det lykkedes at få rigtig mange lande med på en skarp fordømmelse i en fælles erklæring om bekæmpelse af doping. DIF var ligesom jeg mest indstillet på at udelukke Rusland helt, da det er den russiske stat, der satte svindelen i system.« Haarder måtte derfor efter Kronprinsens udtalelser tage fat i ham og så diplomatisk som muligt forklare ham sagens alvor.

Faktisk har IOCs beslutning affødt nye juridiske problemer ved den individualisering af afgørelsen, der er lagt op til. Først måtte man renoncere på kravet om at udelukke russere, der var tidligere dømt for doping, for hvad så med tidligere dopede atleter fra andre lande? Det næste problem, der i fremtiden kan give ubehagelige retssager mod IOC, er, om man kan udelukke individuelle russiske atleter, blot fordi de er nævnt i en rapport om statsdoping?

Nogen vil måske tænke: Er dette ikke blot en bagatel i den store olympiske historie? Men grunden til at det giver så store problemer er, at hele det internationale sportssystem nu står over for en krise, der truer med at blive større end både Festina-doping-skandalen i 1999 og Salt Lake City korruptionsskandalen i 2002. Lige nu er hele det internationale sportssystem ved at blive revet fra hinanden. IOC er nu på direkte kollisionskurs med internationale sportsforbund, med WADA og med CAS, der har afgjort, at en kollektiv udelukkelse af russerne ville have været juridisk gyldig.

OL er verdens største folkefest, hvor målet er at dyrke fælles værdier om mellemfolkelig forståelse og fair play. Her kæmper nationale og internationale rollemodeller for millioner af unge mennesker om at vinde international hæder. Derfor er spørgsmålet, om vi effektivt vil bekæmpe staters systematiske dopingsvindel naturligvis af vital betydning. Også langt uden for sportens egne rækker.

For Kongehuset er de seneste begivenheder heller ikke godt nyt. Når 35 pct. af danskerne ifølge en spritny undersøgelse mener, at Kronprinsen bør trække sig fra IOC, er det langt over den kritiske grænse. Kongehusets skæbne afhænger af den danske vælgebefolknings velvilje og bør i sådanne sager helst ligge på en opbakning på 90 pct. De idrætspolitiske trakasserier truer med at fjerne den royale fortryllelse og trække Kronprinsen ind i hverdagens mudrede politiske konflikter til stor skade for Kongehusets neutralitet og hæven sig over vandene.