Professor i dyreetik: En dag ser vi måske på hestesport som en luksus – som at holde elefanter i cirkus

Elitesport er meget krævende fysisk og psykisk. Men i modsætning til eliterytteren har elitehesten ikke muligheden for at sige fra. Derfor vil hestesporten formentlig gennemgå en tilpasning i retning af større dyrevelfærd.

Rytteren Annika Schleu vakte ved OL i Japan opsigt, da hendes hest nægtede at gennemføre de obligatoriske spring.  IVAN ALVARADO

Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi har det med at putte de dyr, vi omgiver os med, i kasser. Nogle dyr er for eksempel produktionsdyr eller anden form for nyttedyr, mens andre er kæle- eller familiedyr. Kassen, dyret puttes i, er med til at bestemme forestillinger om, hvad der er den rette måde at behandle det på.