Professor Emeritus: »Politiske hensyn begrænser den frie forskning«

Universitetsforskere skal i fuld frihed søge sandheden og ikke lade sig styre af, hvad der er politisk korrekt og hensigtsmæssigt for magthavere af den ene eller anden slags. Sådan er det desværre ikke altid i dag.

Foto: NIels Ahlmann Olesen. Hele grundlaget for det moderne liberal-demokratiske videnssamfund er, at forskningsresultater og publiceringen af disse er uafhængige af økonomiske og politiske interesser.
Læs mere
Fold sammen

Det danske universitetssystem står med et dilemma, der aldrig er blevet løst. To hver for sig for­nuftige principper støder sammen: Forskningsfrihed versus politisk styring af en vigtig samfundssektor.

Universitetsforskere skal i fuld frihed søge sandheden og ikke lade sig styre af, hvad der er politisk korrekt og hensigtsmæssigt for magthavere af den ene eller anden slags. Det er idealet tilbage fra i hvert fald Wilhelm von Humboldt i første halvdel af det 19. århundrede. Udover at søge sandheden skal de ansatte forskere undervise studerende i det, de finder vigtigst og mest interessant. På den måde blev de mest videbegærlige unge dannet til at udfylde centrale pladser i samfundet på bedst mulige måde. Det humboldtske universitet stod i betydelig udstrækning uden for samfundets almindelige hierarki og her kunne forskerne frit diskutere, hvad der var rigtigt og forkert. Universiteterne var en slags samfundets tænketanke, hvor kreativiteten fik frit spillerum. Modellen fungerede mange steder godt fra omkring 1800 til op i 1970erne. Forskernes forsknings- og ytringsfrihed gav resultater, der bragte samfundet videre.

Niels Kærgård Fold sammen
Læs mere

Efterhånden som universiteternes forskere blev mere og mere specialiserede og teoretiske, blev der brug for institutioner, der kunne bygge bro mellem universiteternes teoretiske overvejelser og de praktiske anvendelser, og denne brobygning blev sektor­forskningens og »højskolernes« opgave – ikke folkehøjskolerne, men handelshøjskolernes, Landbohøjskolen og Danmarks Tekniske Højskole. DTU blev oprettet i 1833, Landbohøjskolen i 1858 og CBS i 1917. Sektorforskningen omfattede bl.a. Statens Husdyrbrugsforsøg fra 1883, Statens Planteavlsforsøg fra 1886, Landbrugets Driftsbureau fra 1918 og Socialforskningsinstituttet fra 1958.

Voldsom udvidelse

Systemet var ikke sindssygt dyrt, for det samlede antal forskere og universitetsstuderende var be­grænset - i 1960erne var det kun omkring fem pct. af en ungdomsårgang, der blev studenter, og der var i 1950erne under 100 forskere ved Københavns Universitet. Politikerne kunne - i hvert fald af hensyn til økonomien - trygt lade universiteterne passe sig selv. Og den helt frie sandhedssøgning gav gode resultater. Professorer og universitetsstuderende var respekteret ude i samfundet.

Dette ændrede sig radikalt i 1960erne og 1970erne med en massiv vækst i studentertallet, så nu koster det danske universitetssystem over 30 milliarder og mere end 25 pct. af en ungdomsårgang gennemfører en universitetsuddannelse. Sektoren er blevet så stor, at politikerne nødvendigvis må interessere sig for, at statens penge bruges fornuftigt. Samtidig skabte studenteroprøret i 1968 en mistillid mellem universiteter, politikere og befolkning; måske tydeligst symboliseret ved folkeafstemningen i 1969 om nedsættelse af valgretsalderen fra 21 til 18 år. Her sagde befolkningen utvetydigt nej til studenter- og ungdomsoprør: 75 pct. af vælgerne stemte nej til valgretsalderens nedsættelse. Den mistillid er aldrig blevet overvundet; »elite«, »kulturradikal«, »ekspert« og »smagsdommer« er blevet almindeligt brugte skældsord.

Det markante resultat af dette blev universitetsloven af 2003. Her blev universiteterne for første gang siden 1479 styret af en ansat, ikke valgt, rektor og af en bestyrelse med eksternt flertal. Der kom en næsten entydig linjeledelse. Bestyrelsen udpeger rektor, rektor udnævner dekaner, og dekanerne ansætter institutledere. Der er rudimenter af alternative valgte organer i form af akademiske råd (hvis eneste besluttende kompetence dog er tildeling af doktorgrader) og studienævn (dog uden økonomisk kompetence og som nu foreslås afskaffet).

Det er som allerede nævnt naturligt, at der er en politisk styring og kontrol af en så vigtig sektor. Men der er også ting fra det »gamle« universitet, der forbliver uerstattelige: Forsknings- og ytringsfriheden. Hele grundlaget for det moderne liberal-demokratiske videnssamfund er, at forskningsresultater og publiceringen af disse er uafhængige af økonomiske og politiske interesser. Bevillingsgivere kan nok iværksætte forskning i f.eks. klimaproblemer, men man bør ikke have nogen indflyd­else på, hvilke forskningsresultater der kommer ud af forskningen. Man kan nok stemme om grundloven, men ikke om tyngdeloven. Hvis man ikke kan stole på uvildigheden, er forskningen værdiløs.

Men reel forskningsfrihed og uvildighed kræver noget af rammerne; forskerne må have ansættelsestryghed og sikre økonomiske forhold: forskernes forhold må være helt uafhængige af, om deres resultater stemmer med bevillingsgivernes ønsker og forventninger. Det gælder ikke i det danske universitetssystem i dag.

Nye forhold

Indtil for en snes år siden var professorerne tjenestemandsansatte, nu er de overenskomstansatte og en betydelig del af dem endda åremålsansatte. Fastansatte forskere i slutstillinger er ikke så sikkert ansatte, som de var. De bliver fyret i forbindelse med sparerunder, eller hvis de kommer på kant med ledelsen. Københavns Universitet fyrede ved sidste sparerunde adskillige markante forskere, der var kendt fra den offentlige debat. Og man har også fyret en international kendt geolog - en fyring, som en voldgift med en tidligere højesteretspræsident som opmand erklærede overenskomststridig, uden det synes at have givet anledning til større selvransagelse på universitetet. Forsigtige forskere kommer let til at tænke, at det er klogest ikke at lægge sig ud med ledelsen eller ytre noget kontroversielt.

Også de økonomiske rammer er usikre. I dag udgør løse, eksterne midler, f.eks. myndighedsopgaver eller eksterne fondsbevillinger en meget stor del af universiteternes forskningsmidler. Efter at sektorforskningen i 2007 blev lagt ind under universiteterne, er myndig­hedsbetjening blevet en central opgave for universiteterne. Og bevillingerne kommer så til at afhænge af private fonde, politikere og embedsmænd, der ved flere lejligheder tydeligt har markeret, at de foretrækker resultater, der peger i en bestemt retning. En blot nogenlunde begavet forsker kan ofte regne ud, hvilke forskningsområder og resultater der vil give de bedste chancer for at få endnu en opgave fra den pågældende bevillingsgiver.

Økonomisk pres

Det er også klart, at man lettere får eksterne bevillinger til nogle typer af forskning end til andre. Det er lettest, hvis der går en mere direkte vej fra forskningen til fakturaen. Det er oplagt nemmere at få eksterne penge til forskning, der kan blive til nye lægemidler, end til forskning i sociale problemer.

De to trusler mod forskningens uafhængighed, den manglende ansættelsestryghed og de økonomiske fristelser, forstærker hinanden. Der findes næppe den institutionsledelse, der ikke ønsker sig vækst og rigeligt med økonomiske midler. Det er derfor helt almindeligt, at ledelserne kræver af forsker­ne, at de kan skaffe eksterne bevillinger. Universitetslederne bliver derved ikke beskyttere af forsk­er­ne mod økonomisk pres udefra, men forstærker presset. Det er i dag ikke nemt at være forsker på et dansk universitet, hvis man arbejder med et forskningsområde, der ikke lige er oppe i tiden, og så måske oven i købet kommer til lidt kontroversielle resultater. Og det er værd at tænke over, hvor mange af dem, som senere har fået de mest markante pladser i videnskaben og samfundets historie, der begyndte net­op som kontroversielle enegængere. Det system, vi har fået opbygget, fremmer mere ukontroversiel forskning og rummer fristelser til at farve resultaterne og formidlingen i en »politisk korrekt« ret­ning.

Det problem kunne mindskes, hvis politikere, fonds- og universitetsledere havde rygrad og moral til at acceptere forskere og resultater, også når de er kontroversielle og ikke passer til ledernes og bevillingsgivernes politiske ambitioner. Men det har vi desværre set en hel del eksempler på, ikke altid er tilfældet. Og det må også siges, at det nuvær­ende danske universitetssystem med ret løse ansættelser og stor vægt på bevillingsmæssig succes hverken gør det let at være en idealistisk forsker eller en idealistisk leder.