Problemet med ligestillingen i Danmark er...

»Ægte ligestilling mellem det mandlige og det kvindelige får vi ikke, før de traditionelt kvindelige arbejds- og livsopgaver bliver ligestillet med de traditionelt mandlige og bliver æret, respekteret og tillagt værdi på lige fod med dem.«

Karen Lumholt Fold sammen
Læs mere

Jeg er ret ligeglad med om skamlæber hedder skamlæber. Jeg er også ligeglad med, om en skede deler navn med den, man putter sit sværd i. Fuldkommen ligeglad faktisk. Jeg er også komplet ligeglad med, om en mand kalder mig luder i fuldskab på et værtshus en nat. Jeg føler mig hverken set ned på, bliver skamfuld eller oplever ordene som et overgreb, selv om de måske ude af deres kontekst er nedladende. Jeg hører dem jo i konteksten. Konteksten er alt.

Hvad der derimod oprører mig – og endnu mere nu efter at have hørt på 4. generations feministerne – og optager mig 8. marts, er noget helt andet. Noget helt andet, som jeg mener, at 8. marts burde have handlet om.

Nemlig den massive fortrængning og nedladende behandling af alt det, som gennem millioner af år har været kvindens arbejde og domæne: fødsler, omsorg, social netværksdannelse i familie, slægt og naboskab og ikke mindst opdragelse af børn, dannelsesarbejdet i forhold til børn og unge.

Gennem tusinder af år var dette vigtige arbejde kvindens hovedansvar i menneskesamfundet. Et arbejde hun blev forgudet for i de matriarkalske samfund – og frygtet for i de patriarkalske.

I dag er arbejdet i hjemmet usynligt. Barnet er bogstaveligt talt smidt ud med badevandet.

På arbejdsmarkedet har kvinden næsten klaret sige ligeså godt som manden. Kvinden sakker bagud med små 20 procent i løn og pensioner. Samtidig tager kvinden to tredjedele af det ulønnede arbejde i hjemmet. Manden arbejder til gengæld lidt mere end kvinden på arbejdsmarkedet, selv om kvinder i Danmark arbejder meget. Kvinders beskæftigelses- og erhvervsfrekvens i Danmark er rekordhøj – i EU har danske kvinder rekord i udearbejde sammen med Sverige.

Fra ulønnet til lønnet arbejde

Kvinder i Danmark knokler, især mens de har små børn. De kvinder, der er på deltid i Danmark, er ikke i overvejende grad dem med små børn.

Kvinder siger nej til politiske topposter og toplederstillinger (de vil nemlig hellere have overskud til omsorg). Men kvinder klarer sig trods dette godt på arbejdsmarkedet. Deres uddannelse er længere end mandens. De yngre mænd går all in på børnene. Mænd og kvinder deles om beslutninger, der vedrører hjemmet, men kvinden er ofte projektleder. Kvinden klarer sig godt, men lider meget af stress.

Hvad er problemet altså med kvindens ligestilling i Danmark? I hvert fald ikke, at skamlæber hedder skamlæber, at en skede hedder en skede, eller at nogle piger bliver kaldt ludere, fordi de er letpåklædte.

Det virkelige problem er, at kvindens oprindelige arbejde aldrig blev ligestillet med mandens arbejde på arbejdsmarkedet: arbejdet i hjemmet, arbejdet med børnene, arbejdet med omsorg. Det rangerer stadig som det mindst prestigefyldte arbejde, selv om det måske er det allervigtigste – det allervigtigste for, at samfundet kan komme til at være et samfund i balance.

I 1950erne lagde en parfamilie – mor og far tilsammen – i gennemsnit 45 timers arbejde ude om ugen, nemlig primært mandens. I dag lægger en parfamilie 80 timer om ugen på arbejdsmarkedet, ifølge Thomas P. Boje, sociologiprofessor og arbejdsmarkedsforsker på RUC. Manden arbejder nemlig i gennemsnit (inklusive overarbejde) 44 timer om ugen, når han har fået børn. Kvinden i snit 36 timer.

Dette gælder i årene med små børn. Forældrene lægger altså 35 timer mere på arbejdsmarkedet om ugen, end da vore forældre var børn. Det er i sig selv nøglen til en enorm forandring af samfundet – fra ulønnet omsorg til professionaliseret omsorg. Det ulønnede arbejde blev til lønnet arbejde. Omsorgen i de nære relationer blev flyttet ud og blev institutionaliseret.

Men hvordan skete det? Skete det med den dybeste respekt for omsorgsarbejdet? Skete det med den ærefrygt, som de tidligere kvindelige dyder fortjente? Skete det med lige så stor respekt for den dygtige husmoders arbejde, som respekten for en karriere på en kontorarbejdsplads eller en institution eller virksomhed?

Nej. Alt det arbejde, som hundredtusindvis af generationer af kvinder har udført og har været gode til, blev på en eller to generationer nedgjort, gjort til ingenting. Smidt ud med badevandet.

Ringe kvalitet i dagtilbud

Hvis det vigtige omsorgsarbejde var blevet værdsat, hvis pædagogerne og lærerne var blevet behandlet og lønnet og normeret svarende til vigtigheden af deres arbejde, havde vores velfærd set anderledes ud. Hvis der stadig var ressourcer på fødegangene og i svangreomsorgen, og hvis vi stadig havde verdens bedste vuggestuer, verdens bedste børnehaver og verdens bedste skole.

Og navnlig hvis forældrene eller bedsteforældrene havde fået mulighed for at tage omsorgsdage, når børnene var syge, eller børnene havde særligt brug for mor og far. Men det, der skete, var det modsatte.

Da pasningsgarantien blev indført, blev normeringerne i dagtilbuddene reduceret. Kvantitet blev sat over kvalitet. Arbejdsudbuddet – så mange kvinder ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt efter barslen – var vigtigere end omsorgen. I børnehaverne står to pædagoger alene med 18 børn. Kvaliteten har ikke været så ringe, som den er nu, siden de offentlige og skattefinansierede dagtilbud blev opfundet.

Og hvad med respekten for »alt det derhjemme«? Rengøringen, oprydningen, børnenes vintertøj, deres sommertøj. Der skal laves mad til hele ugen, der skal vaskes tøj, det skal tørres og lægges på plads. Der skal ryddes op. Og om aftenen skal der ryddes op igen. Der skal sorteres affald. Der skal køres affald væk. Tøj og sko skal vedligeholdes. En husholdning i dag er en arbejdsplads, hvis ikke man vil leve af take away pizzaer og med engangsbestik. Men det var måske meningen med forbrugersamfundet, at hjemmet skulle reduceres til brug og smid væk?

Et hjem er først et hjem, når der er nogen, der drager omsorg for det. En robotstøvsuger ændrer ikke på, at der er meget, der skal gøres i et hjem. Sokkerne sorterer ikke sig selv.

Og så er der børneomsorgen. Det måske allervigtigste arbejde i menneskesamfundet. Vi taler i disse år meget om, hvordan forældre i stigende grad er usikre på deres forældreopgave og ikke magter den. Er det måske fordi, de selv er opvokset på institution? Fordi deres egne forældre ikke har haft tid til forældrerollen og det at drive og passe et hjem? Er det fordi både kvinder og mænd hele vejen igennem deres opvækst, uddannelse og familiedannelse bliver fyldt med det modstridende budskab, at deres arbejdsidentitet og forbrugsevne er det, der giver dem identitet – men at deres børn og deres familieliv alligevel skal leve op til det perfekte?

De sidste mange årtier har kvindens traditionelle arbejde været nedvurderet. Og kvinder i tusindvis har tilpasset sig et arbejdsmarked, der er opstået på et tidspunkt, hvor det var mændene, der var i flertal. Kvinder går ned med stress i tusindvis, fordi de lever med et konstant krydspres og skal undertrykke det traditionelt kvindelige, som de bærer med sig, men som ikke bliver respekteret.

Ægte ligestilling mellem det mandlige og det kvindelige får vi ikke, før de traditionelt kvindelige arbejds- og livsopgaver bliver ligestillet med de traditionelt mandlige og bliver æret, respekteret og tillagt værdi på lige fod med dem.