Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Privathospitalerne er ikke roden til alt ondt

Privathospitalerne bliver beskyldt for at være årsag til, at det offentlige sygehusvæsen ikke kan fungere optimalt. Men faktum er, at vi hjælper der, hvor det brænder på, hvor der er for lang ventetid, og hvor patienter kan ende med at blive mere syge, mens de venter på diagnosticering eller behandling.

»Privathospitalerne har igennem årene hjulpet danske patienter til en hurtigere behandling. Sundhedsministeriet sagde i 2013, at det var til en pris på 85 pct. af den offentlige,« skriver dagens kronikør. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man skal høre meget før ørerne falder af! I Berlingskes kronik 1. august, forfattet af Niels Bentzon, Hans Stimpel, Elsebeth Siim og Jes Søgaard, skal vi lægge ører til et forsøg på en saglig redegørelse for, hvorfor privathospitalerne er roden til alt ondt – i hvert fald den primære årsag til, at det offentlige sygehusvæsen ikke kan fungere optimalt.

Berlingskes leder 9. juli, hvor der stille bliver opfordret til, at ideologi lægges til side for at diskutere løsninger i sundhedsvæsenet, er åbenbart faldet de fire så meget for brystet, at de ser sig kaldet til at fremhæve alle ulemperne ved at flytte flere skattefinansierede opgaver til privathospitalerne. Skribenternes hovedkonklusion er, at privathospitaler kun er til for at tjene penge, fordi de aldrig vil vælge det bedste for patienten. Det vil resultere i overbehandling og langt større omkostninger for det offentlige. Forfatterne henviser til uspecifikke udenlandske erfaringer som bevis for denne generalisering, og fremhæver en række gamle tal og statistikker for at underbygge deres påstande. Og klæder det så ind i en diskussion om kræft for at skræmme danskerne.

Lad os starte med at få nogle fakta på plads. Privathospitalerne fylder i dag under to pct. af det samlede sundhedsvæsen. Og vores samarbejde med det offentlige sundhedsvæsen er detaljeret aftalt, både hvad privathospitalerne skal gøre for patienten og prisen på det. Derudover er der Danske Regioner, der løbende holder styr på al aktiviteten. Den seneste aftale om Det Udvidede Frie Sygehusvalg (DUF) fra i år har igen indregnet det samme effektiviseringskrav som i det offentlige på to pct. Alle privathospitaler, der samarbejder med det offentlige, er akkrediteret efter den danske kvalitetsmodel og er underlagt Sundhedsstyrelsens løbende tilsyn. Tillige kommer det faktum, at det er de offentlige afdelinger, der sender patienterne til os med en bestilling – vi laver ikke mere, end vi bliver bedt om. Vi har altså ikke amerikanske tilstande og således ikke mulighed for at »påføre« patienten alle mulige behandlinger og frit sende regningen videre.

Skribenternes postulat er, at der helt naturligt er et gennemgribende indikationsskred på privathospitalerne sammenlignet med det offentlige sundhedsvæsen. Det mere end antydes, at læger ansat i det private har dollartegn på nethinderne og hellere tilbyder den profitmaksimerende behandling end den rette behandling til patienterne. Vi bliver sammenlignet med en vinhandel, der kun vil øge alkoholforbruget hos den handlende.

Den sammenligning er unfair, og postulatet er simpelthen ikke sandt. Når der lægges op til et stærkere samarbejde mellem offentlige og private, er det netop med til at mindske incitamentet til at overbehandle – for begge parter. Flere undersøgelser – bl.a. fra Hvidovre Hospital i 2012, hvor behandling af ryglidelser på offentligt og privathospital sammenlignes – viste, at der ikke var forskel i indikationen.

Vinhandel-sammenligningen bruges til at anklage lægerne for at lokke med overvægtsoperationer i stedet for, hvad der, indforstået, er bedre for patienterne – nemlig kostvejledning. Til det er der kun at svare, at det simpelthen ikke er korrekt. Der går kostvejledning forud for alle overvægtsoperationer, som er og skal være den sidste udvej. Hvis det lægefagligt antages, at det ikke er i patientens interesse at få lavet en operation, vil det blive frarådet. Massevis af rapporter dokumenterer, at for en bestemt patientgruppe, der lider af svær overvægt, vil en overvægtsoperation være den eneste vej til et varigt vægttab. De risici, der er forbundet med en operation, opvejes af de risici forbundet med at lade være. Hertil kan tilføjes, at privathospitalerne fuldt ud lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger på området. De grove anklager mod privathospitalernes læger er uhørte og ganske uden hold i virkeligheden.

Kronikken kommer også kort omkring dødelighedsrisikoen, hvor privathospitalerne skulle udgøre en større risiko end non-profit sygehuse. Et netop offentliggjort videnskabeligt projekt har vist, at de hospitaler, som er akkrediteret efter den Danske Kvalitetsmodel, har den laveste dødelighed. Alle privathospitaler er til orientering akkrediteret efter den Danske Kvalitetsmodel. Man fristes til at tro, at denne indskudte bemærkning i kronikken er med for at skabe utryghed ved privathospitalernes behandling, da læseren ikke præsenteres for nogle konkrete tal, men bare sidder tilbage med en information om, at der er en højere risiko.

Kronikken rummer foruden de mange påstande og unuancerede konklusioner desværre også en del fejl. En af de mest graverende, som må korrigeres, er, at der ikke foregår uddannelse af læger eller forskning på privathospitalerne.

På Aleris-Hamlet er der til eksempel oprettet et kursistforløb, som er fuldt svarende til det, der tilbydes i det offentlige, hvor kirurger oplæres på operationsgangen og med meget stor tilfredshed fra de kursister, som har været her. Derudover er der afsat en sum til Aleris’ forskningsfond, hvor resultaterne af projekterne efterfølgende har vundet indpas i behandlingsmetoder i det offentlige og dermed har hjulpet til at udvikle lægevidenskaben i en bredere forstand. Ligesom det i den seneste DUF-aftale netop er kommet med, at privathospitalerne ønsker at tage det ansvar – men det er regionerne, der er tilbageholdende.

Kronikken har dog en god pointe vedrørende et større fokus på videreudvikling af et kontinuitetskoncept med kontaktpersonen, som vil være til gavn for mange patientgrupper. Men præmissen om, at brug af privathospitaler er stik imod dette, er der ikke belæg for. Der findes talrige eksempler på, at patienter har måttet rejse imellem offentlige afdelinger og mødt nye læger ved hvert eneste besøg – også på offentlige kræftafdelinger.

Løsningen til at opnå mere kontinuitet er ikke at afskaffe privathospitalerne, men at patientens kontaktlæge i højere grad tager ansvar for det samlede patientforløb, uanset hvor patienterne skal hen. Det er privathospitalerne helt indstillede på, og vi oplever på samme måde som kronikørerne udfordringer på dette område, men det begrænser sig ikke til kun at være mellem det offentlige og private. Men at påstå, at det udelukkende er en udfordring, som knytter sig til privathospitalerne, er usandt. Her er vi meget fortrøstningsfulde, idet vi mener, at sundheds- og ældreministeren er fuldstændig klar over denne udfordring og klar til at gøre noget gennemgribende. Vi kan alle blive enige om, at patienterne skal i fokus, og at vi skal have mest sundhed for pengene.

At patienterne på mange offentlige afdelinger venter meget længe – og dermed kan bruge deres udvidede frie sygehusvalg til at blive behandlet inden for gældende garantier, fremover en måned for alle – er de fire kronikører ikke særlig reflekterende overfor. Der bliver ikke set indad – hele skylden lægges på vores skuldre: »Hvis de offentlige sygehuse selv måtte løse opgaverne, ville vi opnå en langt bedre udnyttelse af vore driftsresurser.«

Men det offentlige løser allerede stort set alle opgaver – og der er stadig dårlig økonomi og lange ventelister. Privathospitalerne har igennem årene hjulpet danske patienter til en hurtigere behandling. Sundhedsministeriet sagde i 2013, at det var til en pris på 85 pct. af den offentlige. Privathospitalerne hjælper der, hvor det brænder på, hvor der er for lang ventetid, og hvor patienter kan ende med at blive mere syge, mens de venter på diagnosticering eller behandling.

Hvordan kronikkens skribenter har fået indtryk af, at man over Sweetdeal kan købe sig til kræftbehandling på privathospital, kan vi kun gisne om, men det vidner om, at de kunne trænge til at læse lidt mere op på, hvordan det private agerer og lade fakta frem for fordomme komme på banen. Fra privathospitalerne skal der her lyde endnu en bøn om, at lade den saglige belysning komme frem.

Bent Wulff Jakobsen er bestyrelsesformand for Brancheforeningen for Privathospitaler og klinikker og lægefaglig direktør i Aleris-Hamlet Hospitaler