Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Private penge i fremtidens folkestyre

Partistøtte. Ethvert demokrati er reelt i fare for at blive skævvredet, hvis private pengestrømme udruster nogle partier og kandidater med meget store megafoner, der endda bruges med speciel hensyntagen til donorernes særlige interesser.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da jeg spurgte Nobelpristageren Joseph Stiglitz om årsagen til den katastrofale finanskrise i USA svarede han, at »måske er problemet, at vi kun har den bedste regering, der kan købes for penge.« Stiglitz mener, at pengene fra finansverdenen til de politiske partier forhindrede, at der blev ageret i tide til at beskytte almindelige borgere mod de finansielle gigantfirmaers vildtvoksende spekulation og grådighed og dermed forhindre den dybe krise i økonomi og beskæftigelse.

I USA er det særlig markant, at private kapitalinteresser - bl.a. finansielle institutioner, olieselskaber og våbenindustrier med større økonomi end mange nationalstater - finansierer størstedelen af partiernes valgkampe og øvrige aktiviteter. Det indebærer en åbenbar risiko for, at partier og kandidater bliver fortalere for snævre særinteresser frem for at varetage hensynet for det store flertal af vælgere.

Men denne risiko er ikke kun amerikansk. Ethvert demokrati er reelt i fare for at blive skævvredet, hvis private pengestrømme udruster nogle partier og kandidater med meget store megafoner, der endda bruges med speciel hensyntagen til donorernes særlige interesser.

Demokratisk set var det bedst, om de politiske partier overvejende blev finansieret af medlemskontingenter og af statstilskud i forhold til deres stemmetal.

Men politiske partier har gennem de seneste årtier haft støt dalende medlemstal. Kun ca. 3-4 pct. af de stemmeberettigede danskere er i dag medlemmer af et parti, mens tallet i min barndom var 20-30 pct. Derfor finansieres partiernes virksomhed i stadigt mindre omfang af medlemskontingenter. Det svage medlemstal i partierne gør samtidig politikerne endnu mere afhængige af medierne til at formidle deres politiske budskaber, hvad enten det sker gennem egen påvirkning eller direkte annoncering.

Den offentlige partistøtte i Danmark har ikke reelt været løftet siden 1995, og pr. indbygger er statsstøtten til de politiske partier i Danmark kun en tredjedel af, hvad den er i Norge og Sverige.

Det betyder, at private sponsorer har langt større betydning for et partis gennemslagskraft i Danmark end i Norge og Sverige.

Hvordan kan man ændre udviklingen, så tre mål nås samtidig: Partier og kandidater sikres bedre kontakt med vælgerne, partierne bliver mindre afhængige af særinteresser, og karakteren og omfanget af private interessers støtte til partierne bliver fuldt gennemskuelige?

Det kræver mod at hæve den offentlige partistøtte. Men jeg tror, at det vil være en vigtig styrkelse af folkestyret, hvis partiernes økonomi forbedres samtidig med, at deres afhængighed af private virksomheder og organisationer mindskes.

Som Folketingets formand har jeg i løbet af 2013 holdt møder med samtlige politiske partier for at undersøge holdningerne til at modernisere reglerne fra 1995 om partistøtte og kravene til offentliggørelse af partiregnskaber. I den forbindelse har Folketingets administration indsamlet et betydeligt materiale, der sammenligner reglerne i Danmark med andre lande og vurderer forskellige mulige modeller for en dansk nyordning.

I Danmark var den offentlige partistøtte i 2013 ca. 30 kr. pr. stemmeberettiget. Er det mange penge? Nej, egentlig ikke: Som nævnt er den offentlige partistøtte i Norge og Sverige tre gange så høj. Og partistøtten udgør kun en brøkdel af det beløb, staten yder i direkte og indirekte støtte til medierne.

Andre nordiske og europæiske lande har præcise krav til oplysning om størrelse og afsender på private tilskud til partierne.

I en række lande er der ikke kun krav om større åbenhed, men også begrænsninger på størrelsen af private tilskud, som partierne har lov til at modtage. I nogle lande - bl.a. USA og Frankrig - skal partierne vælge mellem enten at modtage offentlig partistøtte, eller alene at modtage tilskud fra private personer, interesseorganisationer, virksomheder m.v.

I et system med modregning skal et parti ved ansøgning om offentligt partitilskud tilkendegive, at det ikke agter at modtage private bidrag fra enkeltpersoner, selskaber og foreninger (eventuelt udover et mindre årligt beløb). Hvis regnskabet viser større privat indsprøjtning end forudsat, skal der efterfølgende tilbagebetales offentlige tilskud, således som det f.eks. efter seneste præsidentvalg i Frankrig skete for den fhv. præsident Sarkozys parti.

Hvis partierne skal vælge mellem offentlige og private tilskud, bliver det nødvendigt at forhøje det offentlige tilskud for at undgå, at modregningen direkte forringer partiernes økonomi.

Regeringsgrundlaget fra 2011 omtaler behovet for større åbenhed om de private interessenters bidrag.

Det er mit håb, at regeringen hurtigt vil løfte denne sag på en sådan måde, at partiernes økonomi - ligesom i Norge og Sverige - både styrkes og bliver mindre afhængig af private interesser.

Et system med modregning af private bidrag i offentlig partistøtte kan omgås og undermineres ved at private sponsorer - i stedet for at donere til partierne - selv fører politiske kampagner, der indirekte støtter det eller de foretrukne partier, eller angriber f.eks. kandidater eller mærkesager hos deres modstandere.

Man risikerer en udvikling i stil med de amerikanske Political Action Committees (PACs), der samler penge ind til støtte for eller til indsats imod en sag eller en kandidat. Dette fænomen blev erklæret forbudt af Forbundsvalgkommissionen i 2008 som stridende mod de lovmæssige reguleringer af private kampagnetilskud. Men USA’s højesteret fastslog i 2010, at det efter forfatningen ikke er muligt at sætte loft over virksomheders og privatpersoners bidrag. Derfor er der nu frit spil for meget kapitalstærke super-pacs, der prøver at påvirke det politiske landskab.

Det danske justitsministerium mener ikke, at det er foreneligt med grundlovens bestemmelser om ytringsfrihed at forhindre eller afgiftsbelægge tilsvarende politisk annoncering fra private interessenter.

Derfor er den måske eneste vej til at undgå noget i lighed med de amerikanske super-pacs, at der lovgives om at modregne private interessenters udgifter til annoncer med »politiske budskaber« i partiernes offentlige støtte, også når støtten ikke gives direkte til partiernes kasser.

I givet fald må alle personer, organisationer og virksomheder forpligtes til at oplyse udgifterne til reklameindsats i form af »politiske budskaber«, samt angive hvilke politiske partier, der ønskes gavnet. De offentlige partitilskud til partierne reduceres derefter proportionalt med størrelsen af de angivne partiers offentlige partistøtte.

Vi har en definition af »politiske budskaber« i bemærkningerne til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed vedrørende det eksisterende forbud mod politiske TV-reklamer i valgkampe mv. Radio- og TV-nævnet skal afgøre tvivlstilfælde. Tilsvarende måtte der etableres et nævn til at afgøre tvistigheder om, hvorvidt reklamer skal anses for politiske budskaber i partistøttelovens forstand og derfor skal modregnes i de offentlige partitilskud - eller om der er tale om budskaber, som ikke er partipolitisk rettede eller er politiske budskaber, der reelt retter sig andre steder hen end der - muligvis for at chikanere et parti - påstås af afsenderen.

Et sådant regelsæt vil give anledning til besværlige grænsetilfælde. Men formålet er at forebygge, at der fortsat er interesse fra virksomheder og organisationer i at lave den slags annoncer.

Det giver i hvert fald ikke mening at lave et system for modregning for private bidrag i den offentlige partistøtte, hvis man ikke også inddrager indirekte støtte.

Så ja, det bliver besværligt. Men det kan være med til at forebygge, at vi i fremtiden kun får den bedste regering, der kan købes for penge!