Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Præcis ligesom mor og far

Følelsen af stress er blevet helt naturlig for børn og unge. Det er skræmmende. Foto: Jeppe Carlsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg var til forældremøde for 8. årgang forleden. Der var meget på programmet. Den lokale SSP-konsulent (Skole-, Social – og Politisamarbejde) kunne med stor stolthed fortælle, at gennemsnitsalderen for, hvornår de unge mennesker begynder at drikke, var steget markant, altså at de unges alkoholdebut var blevet udsat, og at det nu er en officiel kommunal målsætning, at ingen unge i kommunen skal drikke, før de er fyldt 16 år. Der blev klappet. Der er gjort et stort stykke arbejde i kommunen for dette resultat, og det anerkender jeg naturligvis.

Det, jeg bed mest mærke i, var dog en sidebemærkning om, hvorfor de unge har udsat deres alkoholdebut. En stærkt stigende frygt for at miste kontrol skulle efter sigende være et af de unge menneskers mest tungtvejende argumenter. Kontroltab!

Umiddelbart efter, at den glade SSP-konsulent var blevet klappet ud af salen skulle en af skolens AKT-lærere (Adfærd, Kontakt og Trivsel) informere lidt om, hvilke farer vi som forældre til elever i 8. klasse skulle være særligt opmærksomme på. Lad mig bare sige det med det samme, listen var lang, og der blev igen stille i den ellers så opløftede sal. AKT-læreren understregede dog, at det ikke skulle opfattes som en skræmmekampagne, men at man som forældre skulle være særligt opmærksom på:

Stress blandt flere og flere unge, et stadigt stigende 12-tals pres særligt hos pigerne, ensomhedsfølelse for flere og flere i aldersgruppen, lavt selvværd, flere og flere tilfælde af cutting og lignende selvskadende adfærd, pillemisbrug og eksklusion, øget mobning via sociale medier, risikoadfærd og selvmordsforsøg, mærkevare-pres, jagten på den perfekte krop, spiseforstyrrelser og stadigt flere unge, der ikke føler, at de slår til… Den type risikoadfærd hos de unge handler også om kontrol, ikke om at miste kontrollen, men derimod om for alt i verden at bevare kontrollen, signalere overskud udadtil og virke cool med det hele til trods for et stadigt stigende indre kaos. Følelsen af stress er blevet helt naturlig for børn og unge. Skræmmende.

Der var desværre ikke tid til spørgsmål, men jeg må indrømme, at der meldte sig en del i kølvandet på de to oplæg. Men mest spørgsmål til den måde, vi lever vores liv på som børnefamilier.

Konsekvens af vores livsførelse

Tilsyneladende skulle vi forældre prise os lykkelige for, at de unge menneskers alkohol­debut er blevet udsat. Fair nok, det kan jeg sagtens være glad for og bakke op om med en fælles alkoholpolitik i 8. klasse vel vidende, at de senere i gymnasietiden tager samtlige alkoholrekorder i Europa. Men årsagen til, at de venter, bl.a. deres føromtalte frygt for at miste selvkontrol og kontrol i det hele taget, bekymrer mig. Det er endnu et tegn på, hvilke konsekvenser vores livsførelse har på vores børn og unge, som vi bør tage alvorligt, stoppe op og tage aktiv stilling til.

I mine ører lyder det som om, at fordi mange unge med rette føler, at de skal være på en helt bestemt måde for at lykkes, tør de ikke drikke. De er villige til hvad som helst for at bevare illusionen om at være perfekt, at lykkedes, at slå til og opfylde tidens ideal og deres egne meget overfladiske krav til sig selv om, hvordan de skal være for ikke at skille sig ud på den forkerte måde. Man må nemlig gerne skille sig ud, men på den rigtige måde... De unge er villige til i stigende grad at dulme deres indre ubehag med selvskadende adfærd, piller, isolation og ensomhed, selvlede og en usund grad af selvkontrol – men heldigvis drikker de ikke!

Hvorfor føler de unge sig så pressede, at det at miste selvkontrollen er værre end at skære i sig selv og udelukkende acceptere 12-taller? Det spørgsmål bliver naturligt det næste i rækken, og som så ofte før kan de tegn, vi ser hos vores børn og unge, relateres i lige linje til en forældregeneration, der ser ud til at være lige så pressede. Måske gør de unge bare ligesom mor og far? Måske er det i virkeligheden mor og far, der er first movers på en livsførelse, der peger i retning af stress og depression, og derfor er det i virkeligheden ikke særligt overraskende, at vores børn følger trop på samme måde. Alt skal se ud på en bestemt måde, og alle skal være noget og nogen. Der eksisterer en udpræget og udtalt accept af, at vi bør have travlt og helst være lidt stressede og dermed betydningsfulde. Vi bør bo de rigtige steder, gå i de rigtige underbukser, tale i de rigtige mobiler og hænge ud på de rigtige cafeer, spise de rigtige produkter (og huske at tage billeder af det) og bakke vores børn op i en grad, der minder mere om stalking eller mands­opdækning end selvværdsfremmende opdragelse og dannelse til livsduelighed. Hvis man kan tale om livsuduelighed, så mener jeg faktisk, at det, vi har gang i, minder om…

Svend Brinkman peger på, at vi bør fokusere på at være noget for nogen i stedet for, og jeg tror, han har ret. Dels for at flytte fokus væk fra os selv og vores egen succes, dels for at tage mere direkte ansvar for hinanden i en verden, hvor mennesker i højere og højere grad har fokus på sig selv og deres ret til at få fra fællesskabet og passe deres egen personlige succes end på deres pligt til at yde og løfte i flok. Vi er, efter min bedste overbevisning, kollektivt i fuld gang med at acceptere og forstærke en livs­præmis, der hverken er sund for os selv eller vores børn og unge. Vi har for travlt med at lykkes, med at være perfekte og passe til tidens glansbillede af et familieliv i overhalings­banen, fuld af muligheder og specifikke krav til, hvordan vi skal leve vores liv. Det vildeste, vi kan komme i tanker om i forhold til at gøre oprør mod et liv på den ensrettede firesporede eksistensmotorvej, er at tillægge os et langt hipsterskæg ligesom alle de andre…

På kanten af personligt kollaps

For at klare vores hæsblæsende liv og hverdag tager flere og flere lykkepiller og balancerer på kanten af personligt kollaps, mens vi udadtil signalerer overskud og skyder selfies af happy moments med familien. Stjernestunder skal dokumenteres på sociale medier, ellers findes de ikke! Selvfølgelig er det ikke alle, der lever på den måde, heldigvis, men i et eller andet omfang tror jeg faktisk, at de fleste kan genkende billedet. Det kræver mod og tunge beslutninger at gøre noget andet. At sætte tempoet lidt ned, og tage sig tid til at finde ind til det, der i virkeligheden betyder noget for vores lykkefølelse, og her tænker jeg ikke på den rigtige mobil eller de moderigtige sneakers. Jeg tænker på så abstrakte begreber som kærlighed og nærvær, uforpligtende samvær og ikke mindst tid. Tænk, hvis vi havde tid til det…

Rent politisk er der ingen tvivl – eller tid. Danske børn SKAL blive dygtigere end nogensinde, og det skal de gøre uden slinger i valsen og så hurtigt som muligt. De skal presses igennem uddannelsessystemet på rekordtid. Fokus er uddannelse, og det med dannelse er der ikke afsat tid til. Fremtiden er lagt på skinner, og vejen er ensrettet, det handler bare om at følge med, og derfor kan det være svært, nærmest umuligt at beslutte sig for at mærke efter og måske gøre noget andet end de andre.

Den slags beslutninger er endnu sværere at tage for et ungt menneske, hvis plads i fællesskabet og flokken er afgørende for graden af personlig happiness. Ingen ønsker at skille sig ud på tidens succesparametre, som de fleste lider under på daglig basis, men selv er med til at fastholde og opret­holde som en selvfølgelig og nærmest uundgåelig livspræmis. Vores børn og unge er selvfølgelig fulgt i kølvandet på mor og far, og derfor skal vi til forældremøde i 8. klasse mindes om, hvilke signaler vi skal være særligt opmærksomme på som konsekvenser af den måde, vi lever vores liv på. Men heldigvis drikker de unge ikke, før de er fyldt 16 år…

Jeg drømmer om en debat, også politisk, der handler om, hvordan vi skal skrue vores liv og tilværelse sammen, så vi ikke bliver syge af det.

Thomas Skovbo er far, bonusfar, viceskoleleder og foredragsholder