Den værdipolitik, de borgerlige partier førte fra 2001 til 2011, var »ekskluderende«. Sådan lød det i et indlæg i værdidebatten fra Sofie Carsten Nielsen, Magnus Heunicke og Jesper Petersen - henholdsvis næstformand og politiske ordførere for R, S og SF - i Berlingskes søndagsudgave. Hvori det ekskluderende nærmere bestod, undlod de at forklare. Det havde dog tilsyneladende noget at gøre med at være »åben«; for varianter af dette ord forekom hele ti gange i deres indlæg - og et stærkere plusord findes der vel næppe på venstrefløjen i dag; det skulle da lige være »mangfoldig«.

For at give indtryk af at repræsentere værdier tilpasset en globaliseret verden henviste de tre skribenter til USAs udenrigsminister, Hillary Clinton, som i en tale i Brasilien den 18. april i år angiveligt udtalte, at fremtiden ville tilhøre samfund, der ikke byggede på bestemte politiske og religiøse værdier. Et lands succes ville afhænge af, om det var lukket eller åbent. En af forfatterne må dog have skimmet en nyhedsside lovlig hurtigt den dag. For Clintons tale handlede om noget helt andet, nemlig om åbenhed forstået som gennemskuelighed i regeringsførelse, om det frie marked og om sikringen af borgernes frihed; altså om gode liberale værdier. Ikke noget om udlændingepolitik, hvad skolen skal undervise i, eller hvilke flag der må flages med i haven.

De tre regeringstalsmænds kommentar viste, hvordan regeringspartierne i øjeblikket forsøger at vinde på det værdipolitiske område, hvad det har sat til på den økonomiske politik. Men det er en risikabel satsning. Der er nemlig intet, der tyder på, at det er en god strategi. Tværtimod viser en helt frisk prognose, som professor Søren Risbjerg Thomsen har lavet for netavisen Altinget, at mere end hver fjerde af Socialdemokratiets arbejdervælgere har forladt partiet siden valget i september 2011. Og flere kommentatorer forklarer vælgerflugten som et resultat af Socialdemokraternes værdipolitiske udmeldinger i spørgsmål om f.eks. udlændingepolitik og homovielser. Budskaberne ligger ganske enkelt for langt fra »blå Bjarne«, som det siges.

Indlægget i søndags var et svar til tre konservative politikere (Lars Barfoed, Benedikte Kiær og Rasmus Jarlov), som sidste tirsdag beskyldte regeringen for at ville fremme »alle mulige andre kulturer () på bekostning af den danske«. Også i dette tilfælde havde Nielsen, Heunicke og Jespersen tilsyneladende haft svært ved at læse og forstå teksten. De mente nemlig, at de konservative skribenter gav udtryk for en forældet gud-konge-fædreland-ideologi og et »krampagtigt« forsøg på at lukke Danmark om sig selv og holde ikke-dansk kultur udenfor med »populistiske grænsebomme«. Men den læsning havde de ikke det mindste belæg for. Igen var der tale om en løsagtig tekstbrug.

Hvad de tre konservative nemlig fastslog i deres oplæg, var tværtimod, at Danmark »altid har været og bør fortsat være positiv og åben over for resten af verden«. Men, lød deres argument, hvis Danmark fremover fortsat skal stå stærkt på den globale scene, vil det være nødvendigt med »en stærk fælles kultur«, som bygger på sprog, historie, traditioner, institutioner og symboler. De beskyldte regeringen for at ville indføre det »kulturløse og værdirelativistiske« samfund og henviste til nogle aktuelle eksempler: forslaget om at ændre Grundloven, forslaget om at nedlægge Det Kongelige Teaters Gamle Scene, lempelsen af udlændingelovgivningen, afskaffelsen af obligatorisk pensum i fagene dansk og historie i folkeskolen samt afskaffelsen af Dannebrogs særstilling i de danske flagregler. De undlod at tilføje regeringens politik over for folkekirken og forslaget om at afskaffe undervisning i kristendom, livsanskuelse og medborgerskab i læreruddannelsen. Men den undladelse blev der rådet bod på i Berlingskes glimrende lederartikel i gårsdagens avis.

Bortset fra ændringerne i udlændingelovgivningen blev ingen af disse spørgsmål dog adresseret af Nielsen, Heunicke og Jespersen. Ud over nogle irrelevante bemærkninger om den nylige energi- og klimaaftale, der var »en sejr for Danmarks fremtid« som stat, gik indlægget først og fremmest ud på at karikere den borgerlige værdipolitik og stille borgerlige politikere i et dårligt lys: som mennesker, der nærer mistillid over for mennesker af anden etnisk baggrund, og som taler om den personlige frihed, mens de i virkeligheden ønsker at begrænse den. En stor del af teksten bestod af lidt mystiske formuleringer af typen: »Vi tager dansk kultur alvorligt ved at åbne os mod en verden, vi så åbenlyst er en del af«. Eller: »Vi tror på, at globalt udsyn skaber national styrke«. Og så var der sætningen: »For os handler dansk kultur om demokrati og udsyn«. Den var ganske afslørende for fattigdommen i regeringens kultursyn; en fattigdom, som bl.a. kommer til udtryk i afskaffelsen af de obligatoriske kanonlister og forslaget om at afskaffe dannelsesfaget KLM (kristendom, livsanskuelse og medborgerskab) på læreruddannelsen.

Så lad os lige se på, hvilken sammenhæng den indgik i. Sætningen forekom i et afsnit, hvor de gjorde meget ud af at understrege, at de skam ikke stod for historieløshed og værdirelativisme: »Vi mener tværtimod, at sammenhængskraften i Danmark og dansk kultur har dybe historiske rødder og er funderet i demokratiske bevægelser såsom andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen og den nordiske velfærdsmodel, der på solidarisk vis sikrer, at de bredeste skuldre bærer den tungeste byrde«. Med andre ord: dansk kultur handler om demokrati og social solidaritet. Færdig, punktum.

Lad det være sagt med samme. Jeg er selv langt hen ad vejen enig i, hvad der siges i denne sætning. Ja, faktisk var det en pointe, jeg brugte flere kapitler på at forklare, da jeg sidste år udgav bogen Republik­ken Danmark: Oplæg til en ny værdidebat. Men jeg finder samtidig formuleringen dybt problematisk. Specielt brugen af ordet »funderet«. For at udtrykke det på en personlig måde: Mit Danmark er større og mere mangfoldigt end det, der kommer til udtryk her. Min historie rummer også middelalderens Jyske Lov, renæssancens Kingo og oplysningens Holberg. Mine nationale værdier er ikke kun politiske. De er også æstetiske, kunstneriske. De findes også i Johannes V. Jensens romaner, Frank Jægers digte og Grundtvigs salmer. Mit Danmark er også Frederiksborg Slot, Thorvaldsens skulpturer og en stol af Wegener. Jeg hører Danmark synge i såvel Carl Nielsen og Shubidua som Isam B. Jeg vil med andre ord ikke finde mig i at se min kultur opsummeret i en bestemt politisk-demokratisk tradition. Ja, jeg oplever det som ekstremt ekskluderende! Det er der ganske sikkert også andre, der gør. Selv om »deres Danmark« er anderledes end mit.

Man kan altså ikke tillade sig at sige, at dansk kultur er »funderet« i de folkelige bevægelser og en bestemt velfærdsmodel. Gør man det, er man nemlig blind for kulturens rigdom af udtryk. Desuden ophøjer man sit eget politiske partis historie og bestemte politiske værdier til at være det samme som »dansk kultur«. Se, det ville en folkeskolelærer, der var blevet undervist i dannelsesfaget KLM, have kunnet gennemskue. Det fag sigter nemlig mod at give de studerende indsigt i grundlaget og de lange idé-, kultur- og samfundshistoriske perspektiver for skolens virke i det danske samfund siden reforma­tionen; altså at danne dem til kritiske og historisk bevidste medborgere. Men i virkeligheden har afskaffelsen af dette dannelsesfag i uddannelsessystemet måske til formål at gøre det lettere for politikerne at bilde befolkningen hvad som helst ind?