Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Politikerne unddrager sig ansvaret

Hvorfor undersøger vi ikke os selv, så ansvarsfordelingen mellem forsvar og politikere bliver klarlagt? Det er imod al politisk kutyme at standse arbejdet i en uafhængig institution som Irak-kommisionen. Uden en klar erindring har en nation ikke noget kompas

Stig Dalager har som forfatter bl.a. i to romaner skildret forskellige aspekter af Irak-krigen. I bogen »Ansøgning om at være menneske« er samlet adskillige artikler, kronikker og essays om Irak-krigen. Foto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

At det første offer i en krig som bekendt er sandheden, er en af de mest elementære grunde til, at en uafhængig undersøgelse af den danske deltagelse i Irakkrigen er helt nødvendig. I USA og Storbritannien – de vigtigste »partnere« i den »koalition af villige« som udgjorde rygraden i den vestlige invasionskrig i Irak - har man allerede for længst, og i flere omgange, formidlet af kongreskomiteer, efterretningsorganer og undersøgelsesudvalg både gravet i motiverne og begrundelserne for krigsdeltagelsen og afholdt offentlige høringer, hvor de beslutningstagende politikere – forsvarsministre og i England premierminister Blair – har været forpligtet til at redegøre for Irakkrigens kontroversielle og ofte gedulgte anliggender.

Resultatet af den amerikanske undersøgelse var bl.a. 75 forslag til »reformer« i den amerikanske politiske og militære håndtering af en krigssituation, hvoraf Bush-regeringen vedtog at indføre 68; et bemærkelsesværdigt resultat, som i sig selv er et knusende slag til dem, der mener, at en undersøgelseskommission er uden værdi. Den hollandske undersøgelseskommission konkluderede sensationelt, at krigen (for hollændernes vedkommende) blev ført uden et folkeretsligt holdbart grundlag, hvilket er et kraftigt memento til de danske politikere, der på forhånd mener, at der i en dansk sammenhæng intet er at komme efter.

Læs også: Udenlandske reaktioner

Allerede i året 2003 for invasionen af Irak indledtes i det britiske parlament en undersøgelse af Irakkrigen, og de fortsatte høringer i 2009-2011 i England under Irak-undersøgelsen, kaldet Chilcot-undersøgelsen, har resulteret i en såkaldt million-ord-rapport, der skulle have været publiceret i 2014, men forventes publiceret i år. Af høringerne og af uddrag af rapporten sivet til den britiske presse fremgår det allerede – ligesom af tilsvarende undersøgelser i den amerikanske kongres – at krigen i sit udgangspunkt blev påbegyndt på falske påstande om tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben i Irak og et samarbejde i mellem det irakiske styre og terror-organisationen Al Qaeda samt, at der undervejs i krigen blev begået en række overgreb i mod den irakiske civilbefolkning.

Et af disse (mange) overgreb blev for nylig omtalt i den danske presse i en sammenhæng, der på ny sætter den danske regerings beslutning om at nedlægge Irak-kommissionen i et dystert lys: I september 2007 begik det private amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater, som var en fast uofficiel samarbejdspartner for den amerikanske hær, en af Irakkrigens største massakrer på civile irakere, da fire såkaldte vagter herfra med deres maskinpistoler, uden på nogen måde at være truet, åbnede ild i mod en flok af irakiske civilister og nedskød 14 og sårede 17. Først i 2014 blev de tre i USA ved en kriminalret idømt 30 års fængsel og en fjerde livsvarigt fængsel. Få uger efter udåden i 2007 indgik det danske forsvar en aftale om samarbejde med Blackwater i Irak, som den danske regering forsøgte at skjule over for befolkningen og Folketinget ved forinden blot at tale om »en samtale« med Blackwater og aldrig offentliggøre aftalen. Massakren blev på flere måder et symbolsk lav- og vendepunkt for det allerede stærkt belastede forhold i mellem de krigsførende og den irakiske befolkning, hvoraf omkring 250.000 havde mistet livet og millioner var drevet på flugt.

Den daværende forsvarsminister Søren Gade i VK-regeringen, der med et snævert flertal i 2003 var gået ind i krigen, påstår i dag – foreholdt de af Jyllands-Posten fra kommissionen indhentede og hidtil i offentligheden ukendte oplysninger – at Folketinget ville have fået det korrekte svar, hvis man havde spurgt. Men hvordan skal man kunne spørge til oplysninger, der er manipulerede? Udover efterfølgende at forsvare den nævnte samarbejdsaftale med en organisation, der forinden havde forøvet en på det tidspunkt velkendt massakre, stiller Gade sig selv det spørgsmål, hvorfor man dengang ikke »up-front« fra Forsvarsministeriets side offentliggjorde aftalen, og svarer selv, at »at vi ikke ligefrem ruttede med sandheden.«

Med denne tilbageskuende indrømmelse omkring sandhedsspørgsmålet er vi ved kernen af hele sagen om nedlæggelsen af den danske Irak-kommission, der af den tidligere regering var nedsat for at undersøge grundlaget for den danske deltagelse i Irakkrigen og den danske politik i forhold til tilfangetagelser i både Irak og Afghanistan: Hvad er faktuelt sandt, og hvad er falsk omkring den danske deltagelse i Irakkrigen? Og hvorfor må danskerne ikke vide det?

Den ny Venstre-regerings påstand bag nedlæggelsen af komitéen, som i sig selv er uden fortilfælde, er, at den er et udtryk for politisering, og at genstanden for dens undersøgelser allerede er tilstrækkeligt belyst. Ingen af påstandene er valide. Med mindre man mener, at en politisk beslutning om at nedsætte en kommission i sig selv er udtryk for politisering, og således gør det til en absurd sag for landets lovgivende forsamling at nedsætte en kommission, så forudsætter en sådan påstand, at man er i stand til at dokumentere, at de tre uvildige og politisk uafhængige komitémedlemmer på forhånd er ude i et politisk ærinde. Noget sådant er ikke sket. Med hensyn til påstanden om, at kommissionens genstandsområde allerede er belyst, så forudsætter det, at regeringen er i stand til at pege på blot én tilsvarende omfattende uafhængig og uvildig undersøgelse af den danske krigsdeltagelse samt af det danske forsvars politik for behandling af krigsfanger. Noget sådant lader sig ikke gøre. Påstanden falder således tilbage på afsenderen selv, der ikke af samme grund kan sige sig fri for at politisere netop ved helt usædvanligt og i mod al politisk kutyme at standse arbejdet i en uafhængig institution.

Læs også: Steen Holm Iversens kommentar

Meget i Irakkrigen gik galt, og Danmark endte med at trække sig ud af krigen. Tilbage står ikke mindst et spørgsmål om en ansvarsfordeling politikerne og Forsvaret imellem, og her har de danske politikere i meget lang tid unddraget sig en diskussion af det politiske ansvar. Det var eksempelvis for flere år siden et synspunkt hos fhv. brigadegeneral Finn Særmark-Thomsen, at »de danske soldater og det danske forsvar ikke (kan) klandres for, at det gik så galt som det gjorde.« Videre sagde han: »Irak-krigen har været et rent politisk projekt, og det skal undersøges til bunds. Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen) skal ikke komme af sted med at sige, at der ikke er noget at komme efter.«

Tilsvarende siger nu i dag Jesper K. Hansen, formand for Centralforeningen for Stampersonel, den største fagforening for medarbejdere i Forsvaret, efter nedlæggelsen af Irak-kommissionen: »Når der er tvivl om legaliteten af den danske krigsførelse, falder det tilbage på soldaterne og det, de gør ude i verden. Det er vores holdning, at alle sten bør vendes, så vi kan få det frem i lyset, hvis der er noget, som ikke har været i orden.«

Den ene hånd vidste tilsyneladende ikke, hvad den anden gjorde, Danmarks ledende ministre jonglerede i optakten til og i efterspillet på Irakkrigen efter behag med begrundelserne for en krig, der er endt med i sine konsekvenser at skabe et vældigt magttomrum for verdens mest rabiate og voldelige terror-organisation, Islamisk Stat, og fremmane terrorismens spøgelse i mangefordoblet potens, som man også påstod, man gik i krig for at bekæmpe.

Den regering, der nu med afviklingen af Irak-kommissionen har mørkelagt den videre efterforskning og dermed har svigtet et liberalt og demokratisk grundprincip om åbenhed i regeringsforvaltningen, har for de kommende år skabt endnu flere spøgelser omkring denne ulyksalige krig. En krig er mørk og dyster nok i sig selv, det er kun bange mænd og kvinder, der efterfølgende bidrager til med forkerte politiske beslutninger at forvandle den til et billede på tusmørkets gerninger. Den, der ikke har noget at skjule, behøver ikke med alle mulige spilfægterier at forhindre personer med en integritet, der ikke kan betvivles, i at kaste lys over sagen til gavn for den befolkning, man påstår at tjene. Hvad betyder ordet minister andet end folkets tjener? Uden en klar erindring har en nation ikke noget kompas.