Paven, peronismen og Pampaen

Ole Frijs-Madsen: Paven og det ny kirkeskib var de to naturlige samtaleemner palmesøndag i den lille danske kirke ude på Pampaen, beretter Danmarks ambassadør i Argentina, som her gennem en sydamerikansk brille reflekterer over valget af Frans I som ny pave. Et valg som både har skabt glæde og frustration.

Foto: Stefano Rellandini/Reuters Fold sammen
Læs mere

Ved indgangen til Påskeugen befandt jeg mig palmesøndag midt ude på den argentinske Pampa, 500 km syd for Buenos Aires. Her finder man en af de største koncentrationer af danske immigranter uden for Europa. Der vurderes at være ca. 20.000 dansk-argentinere. Flere af dem er fjerde- og femtegenerationsindvandrere med stolte danske traditioner. Mange taler stadig dansk, selv om hverken de, deres forældre eller bedsteforældre nogensinde har boet i Danmark.

Anledningen til mit besøg var indvielsen af et nyt kirkeskib i den yngste af de fem danske kirker i Argentina. Kirken ligger i den lille by San Cayetano omgivet af de frodige landbrugsområder, Argentina er så kendt for, og er opført i 1997 af den lokale danske koloni. Først efter flere års ihærdigt arbejde lykkedes det den udsendte danske præst i området at få udvirket, at kirken kunne få et ægte kirkeskib bygget i Danmark af en 82-årig tidligere fisker. Det var bevægende for alle tilstedeværende at se ham andægtigt hejse skibet på plads under kirkeloftet.

Ugen inden blev der skrevet historie i den katolske kirke. En ny pave var valgt, og Frans I markerede sig hurtigt som både fornyer og en handlingens mand. For de fleste var han et ubeskrevet blad. I pavens hjemland, Argentina, kom valget også bag på mange, men det gjorde hans personlighed, gerninger og principfasthed ikke.

Som ærkebiskop i Buenos Aires gennem 15 år var den ny pave kendt som den utrættelige, ydmyge og folkelige kirkeleder, som altid var at finde på de fattiges og svages side. Helt bogstaveligt boede han i en af de fattigere forstæder til Buenos Aires og havde afvist den fornemme tjenestebolig inde i byen. Flere gange om ugen bevægede ærkebiskoppen sig med offentlige transportmidler ude i de socialt mest belastede områder af både hovedstaden og provinsen, hvor han talte med de ofte meget fattige indbyggere, prøvede at skabe bedre vilkår for de svageste, og i mange tilfælde symbolsk vaskede deres fødder som tegn på ydmyghed og respekt.

Hvem er så manden, som fremover skal være åndelig leder for verdens 1,2 milliarder katolikker og »administrerende direktør« for Vatikankirken og dens mange tusinde præster og medarbejdere kloden rundt?

Først og fremmest er den tidligere ærkebiskop jesuit og har som sådan gjort en bemærkelsesværdig karriere i et meget strengt og disciplineret åndeligt miljø. Inden han blev ærkebiskop, var han gennem seks år leder af jesuitterordenen i Argentina. Jesuitternes virke – ikke mindst i Latinamerika – har af samme grund ofte stillet dem i opposition til de skiftende politiske og ofte populistiske magthavere i regionen. Det gælder i høj grad også for den nye pave.

Det er naturligt at stille spørgsmålet, hvilken betydning det vil få for verdens katolikker, at den ny førstemand kommer fra Sydamerika. Selv sagde den nyvalgte pave med glimt i øjet, at kardinalerne ved konklaven havde »måttet tage helt til verdens ende for at finde en ny pave«. Dermed fik han elegant både peget på sin egen hjemstavn og understreget, at nu var tiden kommet til en pave fra et nyt kontinent. Svaret på spørgsmålet er todelt. Dels forbindelsen til Argentina og dels til Sydamerika som helhed.

Der er ingen tvivl om, at Sydamerika som kontinentet med flest af verdens katolikker (41 pct. svarende til 483 mio. katolikker) er godt tilfreds med valget og føler, at det nu er deres tur. Det stadfæster Sydamerikas stigende indflydelse i verden. Brasilianerne er naturligvis skuffede over, at valget faldt på en repræsentant fra nabolandet Argentina, men trøster sig med, som præsident Dilma Rousseff udtrykte det ved paveindsættelsen i Vatikanstaten, at »Gud må være brasilianer«.I den store spansktalende befolkningsgruppe i USA samt i visse dele af Latinamerika drøfter man i disse uger, om den nye pave med sin italienske baggrund nu er en »rigtig Latino«. Det er forståeligt, men næppe afgørende for hans fremtidige virke. Med pave Frans får man en åndelig leder, der kender kontinentet indefra og som gennem årtier har haft en nærmest daglig kontakt til og føling med de fattige indbyggere i denne verdensdel, som den katolske kirke først og fremmest har til opgave at hjælpe spirituelt og fysisk.

I forhold til Argentina er situationen noget mere kompleks. Kort udtrykt vil man i fremtiden snarere opleve et Argentina, der tilpasser sig den ny pave end en pave, der tager afsæt i sit hjemlands blå-hvide farver. Valget af paven har i Argentina både skabt glæde og frustration. Glæde for langt de fleste og ikke mindst hos landets ca. 25 millioner troende katolikker ud af en befolkning 40 millioner. Deres landsmand og stærke støtte som ærkebiskop skal nu være forbillede for en vigtig del af verdens befolkning.

Hos de politiske magthavere i præsident Cristina Fernandez de Kirchners peronistiske alliance »Sejrsfronten« kunne begejstringen de første par dage ligge på et meget lille sted. Man havde hidtil nærmest set den tidligere ærkebiskop som en politisk modstander, måske fordi man havde fokus på den samme målgruppe. Man indså dog hurtigt i topledelsen, at man stod over for en stærk ny pave og en kamp om både moralske værdier og politiske stemmer, som man kunne tabe på gulvet. Bl.a. af den grund ansøgte præsidenten – og fik bevilget – et møde med den ny pave i Rom dagen inden hans officielle indsættelse. Det hører med til historien, at præsident Kirchner hele 14 gange i løbet af de seneste år har »undgået« at mødes med den ny pave, da han var ærkebiskop i Buenos Aires. Men nu er kompasnålen drejet.I Argentina har man siden den legendariske Juan Peron og hans berømte kone »Evita« fra midten af forrige århundrede haft et politisk miljø, der i altovervejende grad betegner sig som »peronisme«. Det er svært at sætte præcise ord på dette særlige fænomen, der på godt og ondt har sat sine spor i landet de sidste ca. 70 år. Det er en politisk bevægelse uden en klart defineret og sammenhængende ideologi snarere end et politisk parti. En post-marxistisk strømning, der har indtaget scenen i forhold til traditionelle socialistisk-venstreorienterede partier. Nøgleordene er et autoritært (men demokratisk valgt) lederskab, statslig intervention i markedet, industrialisering gennemført primært via overførsel af indtægter fra et stærkt og rigt landbrug til en i mindre grad konkurrencedygtig og udviklet industrisektor. På den baggrund har der de seneste uger været en klar interesse fra politisk hold i at definere den ny pave som »peronist«. Meget tyder dog på, at man her tager helt fejl og gør regning uden vært.

Pave Frans er som jesuit de svage og fattiges fortaler og har instinktivt reageret mod politiske kræfter, der ikke reelt arbejder for denne målgruppe. Han er derfor af dele af den politiske elite tidligere beskrevet som »konservativ«, uden at dette mere konkret er blevet defineret udover henvisninger til hans kendte kritiske holdninger til prævention, abort og homoseksuelle vielser.

Omvendt har den ny pave i sit tidligere virke efter alt at dømme etisk og moralsk været i overensstemmelse med størstedelen af den argentinske befolkning, hvoraf en stor andel er peronister. Selv ønsker pave Frans næppe at blive sat i en politisk bås. Hans virke er baseret på jesuitiske principper og ikke på politiske dogmer.

Dansk-argentinerne på Pampaen og i storbyen Buenos Aires er for langt størstedelen protestanter. Mange er aktive i de fem menigheder syd for hovedstaden samt i Buenos Aires. Selv om de ikke deler alle den katolske kirkes værdier, kan man fornemme, at man også her har taget den nye argentinske pave til sig. Paven har bl.a. talt for en tilnærmelse mellem religioner.

Paven og det ny kirkeskib var de to naturlige samtaleemner palmesøndag i den lille danske kirke ude på Pampaen. Begge symboliserer de – hver på sin måde – »retning og fremdrift« i deres kirkesamfund. Den udsendte danske præst gennem 42 år, Steen Lerfeldt går på pension inden for det næste år, og meget tyder på, at der ikke kan findes midler i Danmark til at finansiere en dansktalende afløser. Dermed går der gradvis lidt mere af danskheden tabt i Argentina.

Tiderne ændrer sig. Det gør den katolske kirke utvivlsomt også med pave Frans.