Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Pausefolket har magten

Arbejdsmiljøet i sundhedsvæsenet er sygt. Det er præget af dovenskab, grådighed og selvopfundne regler. En unik træghed æder engagementet hos medarbejderne. Systemet er så komplekst og ustruktureret, at et hvilket som helst større eller mindre privat firma med profit for øje ville skrige af grin.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sundhedsvæsenet. Et tema, som nærmest er blevet kedeligt i sin uendelige snik-snak om privatisering og udlicitering, eller om maden på plejehjemmene indeholder for megen leverpostej eller ej. Alle kender efterhånden det ny tema, og jeg byder det varmt velkommen!

Hjemmehjælpersagens sløve medarbejdere har efterladt afhængige mennesker med indre uro, ballon-udspilede blærer og startskud til tarmslyng. Debatten bærer præg af, at det er nogle enkelte, den er gal med. Virkeligheden er, at dovenskaben blandt dissidenterne fra TV2-programmet er at finde alle steder. Medarbejderne er ikke uartige, for de motiveres helt automatisk til fraværet.

Det er upopulært at være omsorgsfuld. Det er der ingen gevinst i. Årsagen er, at et samlet plejepersonale efterlever en paranoid hovedregel om, at der skal holdes både ryge-, kaffe-, tænkepauser(!?) og bare almindelige pauser. Ledelsen sværger også til reglen af frygt for endnu mere ugidelige eller tvære medarbejdere. Der hersker således en slags korrumperende fællesforståelse blandt medarbejdere og ledelse. Afslapning sætter dagsordenen. Det er populært at tage det roligt.

Som pårørende til en syg eller med titlen som patient har de fleste oplevet at føle sig magtesløs og tilsidesat. Vi er afhængige på en uvant måde. Vi nøjes med 5-minuttersbesøget eller den upersonlige samtale med læger og sygeplejersker, der flakker med øjnene, mens de informerer om en kræftdiagnose. Pausefolket har magten. De er stressede - for det meste over, at de andre nu sidder og hygger sig i personalestuen. Personalestuen er hyggelig og sjov, men det andet, altså patientkontakten (hvis nogen skulle have glemt, at det er den, det handler om), er da trods alt mere spændende og nuanceret, hvis det endelig skal være et valg mellem to goder.

En unik træghed æder engagementet hos medarbejderne. Velfærdssystemet er præget af inkompetente ledere, der placeres tilfældigt, overfleksible time- og ferieregnskaber og bizarre fagkampe personalet iblandt. Maskineriet på et hospital eller i en hjemmeplejeenhed fremstår så komplekst og ustruktureret, at et hvilket som helst større eller mindre privat firma med profit for øje ville skrige af grin. Hjemmehjælperne er ikke onde eller ubegavede, fordi de går på pizzeria eller tager en time på sofaen derhjemme. De kan ikke undgå den lade mentalitet, slow-­motion-­systemet fremprovokerer. Det bliver logisk og klogt at benytte sig af mulighederne for at nyde livet - i arbejdstiden.

En medarbejder på Novo Nordisk vil utvivlsomt hellere spise softice end samle insulin­penne, men han kender sit ansvarsområde: netop at samle insulinpenne. Plejepersonalet på et hospital møder mange forhindringer, før begrebet ansvarsområde kommer på tale: den nyansatte urutinerede sygeplejerske i lederstolen, hun drejer rundt på som tidsfordriv; vagtplanen i 1., 2. og 3. udgave; tilmeldingslisten til sommerfesten; udfordringen, når sygeplejekollegaen har udfyldt væskeskemaet med rød kuglepen i stedet for den blå. Forhindringerne fremstår vigtigere end opmærksomheden på klokken, som ringer fra en stue på 16. minut. Det lyder idiotisk - det er det også!

Medarbejderens uddannelsesniveau er ikke årsag til uansvarligheden. Udfaldet af et umarkeret labyrintsystem, som medarbejdere og ledelse i bund og grund kun kan blive enige om at disrespektere, er, at den laveste fællesnævner gælder for alle. Det gør den også, når man hellere vil gå i Silvan end at høre på anekdoter i en lejlighed på Nørrebro. Der er tale om en systemisk dovenskab, som kortslutter velfærdsudviklingen. Medarbejderne har ansvar for umålbare størrelser som livskvalitet og sundhed. Derfor er systemet som virksomhed nødt til at være endnu skarpere fokuseret end kaptajner på Mærsk-skibene langs den vestafrikanske kyst. Der mangler disciplinering og faglig ydmyghed. Dette gælder alt fra planlægning af arbejdstid til samtaler med døende patienter eller tømning af kateterposer.

Den forsvundne arbejdsmoral i sundhedsvæsenet skyldes desuden en typisk misforstået offentlig demokratisering. Hos personalet fremtræder en slags grådighed over krav på rettigheder, som var det en hellig pligt at kræve ind.

Eksempel 1: Hos offentligt ansatte er der en gylden regel om at holde et ekstra vågent øje med, om man nu får, hvad man skal have, ikke blot af omsorgsdage eller afspadseringer. Den særhed hos offentligt ansatte, vi alle lukker øjnene for, er, at selv sygefravær anses som en rettighed, der skal opfyldes et vist antal dage om året.

Eksempel 2: Som nyuddannet sygeplejerske kunne jeg ikke forstå, hvad BS (her blev den røde kuglepen benyttet) betød på den daglige vagtplan, indtil jeg fandt ud af, at der altid var mindst én, som havde Barn Syg.

Fagbevægelsen og dens disciple har misforstået et eller andet. De skal vel bidrage til et professionelt velfærdssamfund. Men selv med de bedste intentioner udleveres en lækker godtepose fyldt med rettigheder, der må udnyttes og misforstås af et retningsforstyrret personale. Samtidig giver de inkonsekvente ledelser et stort skub med på vejen til slaraffenland. Virksomheden arbejder således for medarbejderne og ikke omvendt.

Der mangler fokus på sundhedsvæsenets afkastforskrækkede, træge miljø. Hvis miljøet blev dyrket i en petriskål, ville mikroskopi-svaret lyde: »Vækst af dovenskab, grådighed og selvopfundne regler«.

Jo, der findes rørende historier om, hvordan en gammel mor blev behandlet fint (morfint?), inden hun åndede fredfyldt ud, eller hvordan et forældrepars hjertesyge barn fik besøg af en klovn på sygehuset (En klovn på hospitalet...? Tager I pis på mig?). Eller søde fortællinger fra professionelle medarbejdere. Og det er dejligt.

Det ændrer desværre ikke på virkeligheden: At sundhedsvæsenet fra kælder til loft, fra ghetto til villavej, indtager førstepladsen over uprofessionalisme. Tak til medarbejderne i den københavnske hjemmehjælp for at skabe opmærksomhed med jeres kitler i Nørrebro Bycenter. I bidrager måske alligevel til velfærden, for det foranlediger til denne løsning på problematikken:

Sundhedsvæsenets virksomheder skal styres af færre og kompetente ledere, der formår at iscenesætte maskineriet med velformulerede brandtaler og action. Strukturen skal hellere være hierarkisk end udefineret kasseformet. Dette sceneri resulterer i spændende konkurrencer mellem afdelinger, kommuner og regioner. Man kan kalde udfaldet af styringen The Fame Effect. Virksomheder, som opnår stjernestatus på samfundsplan, vil automatisk hige efter at pleje berømmelsen. Den intetsigende medarbejdergrådighed vendes på den måde til faglig lidenskab. Et virkeligt eksempel på dette er Traumecentret på Rigshospitalet, som med et stærkt navn og andre PR-tricks har formået at høste særlig anerkendelse. Det er ikke bare fordi medarbejderne redder liv, for det gør man alle vegne i sundhedsvæsenet. Strategien er ikke en oversættelse af New Public Management-tankegangen, som fejlslagent er konstrueret i forskermiljøer. Taktikken til at rydde dovenskaben af vejen kan helt konkret sammenlignes med indie-rock-bandets vej til Orange Scene. Medarbejderne vil ses og høres for den omsorg, de udfører. De vil være kendte i selve personalegruppen, af patienterne og på gaden. Popularitet og omsorgsfuldhed kommer til at hænge sammen. Hospitalsafsnit og plejehjem skal bades i blitzlys, fordi de kan noget særligt. Det er og bliver medarbejdernes altafgørende motivationsfaktor. Men de bliver først rigtige idoler med en manager, som har styr på tidens trends inden for patienttilfredshed. Samtidig er det eftertragtet at please den slags ledere, hvis belønningen er berømmelse. Metoden kan benyttes i offentlige såvel som private instanser. Virksomhedens ejerforhold gør som sådan ingen forskel. Rent faktisk er det offentlige sundhedsvæsen i bund og grund allemandseje, hvilket antageligvis må give fine betingelser for smagfulde ørehængere.