Pas på med automatisk sagsbehandling. Det sætter retssikkerheden under pres

Al lovgivning skal fremover muliggøre automatisk sagsbehandling. Det rejser spørgsmål om borgernes og virksomhedernes retssikkerhed i forvaltningsprocessen.

udland
Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere

Samtlige Folketingets partier indgik i januar 2018 en aftale om, at alle nye love skal udformes i overensstemmelse med syv principper for at være digitaliseringsklar, og med tiden skal den gældende lovgivning revideres for at sikre, at lovgivningen i sin helhed er digitaliseringsklar.  Et af de syv principper går ud på, at lovgivningen skal muliggøre automatisk sagsbehandling. Det rejser spørgsmål om borgernes og virksomhedernes retssikkerhed i forvaltningsprocessen.

Der kan opnås store effektiviseringer i det omfang, forvaltningsprocessen kan automatiseres. Sagsbehandlingstiden kan nedbringes fra uger eller måneder til enkelte dage, timer eller sågar få minutter eller sekunder. Der kan spares sagsbehandlere – eller de kan koncentrere sig om de sager, der ikke automatiseres. Fordelene for borgere, virksomheder og samfundet som helhed er åbenbare.

Søren Højgaard Mørup Fold sammen
Læs mere

I den politiske aftale fastslås det, at digitaliseringen skal ske med respekt for borgernes rettigheder i national lovgivning. Dette gælder også, når det drejer sig om at indføre automatisk sagsbehandling. I aftalen står der endvidere, at lovgivningen i udgangspunktet udformes, så der anvendes objektive kriterier, klare og entydige begreber samt fællesbegreber frem for særbegreber. Objektive regler skal dog kun anvendes, når det giver mening, og der ikke er behov for et fagprofessionelt skøn.

Realistiske perspektiver for automatisering

Der er mange meninger om, i hvor høj grad forvaltningsprocessen kan automatiseres. Nogle forestiller sig vist nok, at stort set alle afgørelser kan automatiseres næsten fuldstændigt. Selv om der er områder, hvor der kan indføres en fuldstændig automatiseret proces (i hvert fald i første instans), er der efter min vurdering mange områder, hvor dette ikke ligger lige for. På nogle sagsområder er der for få sager til, at det kan betale sig at udvikle et system, der kan indhente alle nødvendige oplysninger og afgøre sagerne.

Der er også områder, hvor der træffes mange afgørelser, men hvor man skal indføre meget firkantede regler, hvis processen skal automatiseres fuldstændig. Og endelig er der områder, hvor de fleste nok foretrækker, at det er mennesker og ikke it-programmer, der træffer afgørelserne.

Der er faktisk mange områder, hvor jeg har svært ved at forestille mig, at afgørelser fuldt ud automatiseres. Det gælder bl.a. sager om så forskellige spørgsmål som tvangsfjernelse af børn, forældremyndighed og samvær, ekspropriationsbeslutninger, dispensation fra lokalplaner, hegnstvister, dispensation fra lokalplaner, afskedigelse af personale og bortvisning af elever. Men på mange områder – herunder også nogle af de nævnte – kan der givetvis ske en delvis automatisering.

Der kan derfor være grund til generelt og tværgående at overveje, dels på hvilke områder automatisering er realistisk, dels hvordan typiske sagsbehandlingsskridt kan automatiseres – helt eller delvis – på disse områder. I overvejelserne må hensynet til borgernes retssikkerhed inddrages.

Retssikkerhedsmæssige problemer

Borgere og virksomheder, der er parter i sager, som afgøres af en forvaltningsmyndighed, har en række rettigheder, såkaldte partsrettigheder. Aftalen tager ikke direkte stilling til, om der skal ændres på disse rettigheder – der står som sagt blot, at digitaliseringen skal respektere borgernes rettigheder i lovgivningen.

Nogle af disse regler kan vanskeliggøre en fuldstændig automatisering. Det gælder bl.a. i sager, hvor der er flere parter, og i sager, hvor forvaltningen udsteder et påbud eller forbud til en borger eller virksomhed på forvaltningens eget initiativ. Men reglerne kan faktisk også vanskeliggøre automatisering i sager, hvor en borger f.eks. søger om en ydelse, selv om selvbetjeningssystemer formentlig med fordel kan indføres på mange områder.

»Retten til at blive hørt er vigtig af hensyn til borgerens oplevelse af retfærdighed og retssikkerhed. Og fordi det giver borgeren mulighed for at korrigere myndighedens opfattelse.«


En helt grundlæggende rettighed er retten til at udtale sig og myndighedernes tilhørende pligt til at høre parterne i en sag. Det er langtfra altid enkelt at afgøre, hvornår en part skal høres, og hvad der skal høres over. De gældende regler herom er nok ikke egnet til fuldstændig automatiserede afgørelser. It-systemet skal også kunne håndtere borgerens udtalelser. I dag kan man skrive til myndigheden eller udtale sig mundtligt – i det sidstnævnte tilfælde skal myndigheden lave et notat om de væsentligste synspunkter og oplysninger, som ikke allerede fremgår af sagen.

Især retten til at udtale sig mundtligt kan give anledning til vanskeligheder, men det samme kan skriftlige udtalelser. Borgernes udtalelser er naturligt nok langtfra altid noget, der direkte kan holdes op mod lovgivningens regler. It-systemet skal kunne forstå borgerens udtalelse og sortere mellem relevante og uvedkommende oplysninger og synspunkter. Hvis ikke borgerens »udtalelse« består i at vælge mellem nogle forudgivne valgmuligheder eller indtaste tal, kan man forestille sig problemer for it-systemet med at håndtere udtalelsen.

Retten til at blive hørt er vigtig, bl.a. af hensyn til borgerens oplevelse af retfærdighed og retssikkerhed. Det er også vigtigt, fordi det giver borgeren mulighed for at korrigere myndighedens opfattelse af, hvad der skal lægges til grund rent faktuelt. Hvis borgeren ikke føler sig hørt, eller forvaltningen lægger et forkert faktum til grund, må man forvente, at borgeren vil klage over myndighedens afgørelse. Hvis dette er en konsekvens af automatiseringen, vil det være i strid med målsætningen om effektivisering og bedre betjening af borgerne.

Også andre grundlæggende rettigheder kan give anledning til problemer, hvis afgørelsesprocessen skal automatiseres. Det gælder bl.a. retten til, at man kan lade sig repræsentere af en anden, f.eks. et familiemedlem, en ven eller en professionel rådgiver. Et it-system, der automatisk afgør sager, skal kunne håndtere dette, herunder sikre sig, at en repræsentant har den fornødne fuldmagt, ligesom det skal kunne håndtere, at borgeren måske skifter repræsentanten ud i løbet af sagen. Det sidste kræver i dag blot, at borgeren giver en medarbejder i forvaltningen besked herom.

Man kan selvfølgelig ændre eller gøre undtagelse fra de grundlæggende regler, men udfordringen er at finde en løsning, der tilgodeser både hensynet til at automatisere processen og formålet med de gældende regler. Det er vigtigt, at der ikke sker en gradvis udhuling af grundlæggende rettigheder, fordi der løbende gøres ad hoc undtagelser i lovgivningen. Det kan man frygte bliver konsekvensen, hvis der ikke gøres nogle samlede overvejelser.

Hvordan kommer vi videre?

Målsætningen om digitaliseret og automatiseret forvaltning skal naturligvis ikke opgives, blot fordi reglerne om partsrettigheder kan virke som en forhindring.

Der er behov for at se på, om forvaltningsloven skal revideres – eller om man skal indføre nogle supplerende regler, der kan gøre det muligt at fuldautomatisere nogle afgørelser og delvis automatisere andre afgørelser. Der er formentlig mange muligheder, men det er vigtigt, at retssikkerheden ikke sættes over styr.

Selvom det er oplagt, at overvejelserne om at ændre forvaltningsloven bør involvere centrale myndigheder så som Justitsministeriet og Digitaliseringsstyrelsen, er det vigtigt at inddrage andre aktører, f.eks. KL, Danske Regioner, erhvervsorganisationer og Advokatsamfundet. Det er også oplagt at trække på ombudsmandsinstitutionens erfaringer: Der er næppe nogen anden institution, for hvem borgernes retssikkerhed over for forvaltningen står så centralt. Og endelig kan vi, der er på universiteterne, naturligvis også bidrage med relevante synspunkter. Regeringen bør derfor overveje at nedsætte et sådant bredt sammensat sagkyndigt udvalg, der kan se nærmere på, hvordan man sikrer retssikkerheden i den digitaliserede og automatiserede forvaltningsproces således, at denne proces ikke fører til en dårligere behandling af borgerne og virksomhederne.