Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Pas godt på arbejdsmarkedspensionerne

Arbejdsmarkedspensionerne er et guldæg for dansk økonomi. Men for op imod en million danskere, som sparer op til pension, gælder dette desværre ikke. Vi kan krydse fingre for, at borgerne vælger at ignorere denne kendsgerning.

Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når verdens pensionssystemer bliver målt og vejet, stryger det danske helt til tops. Et af guldæggene er arbejdsmarkedspensionerne. Siden de blev indført for snart 25 år siden, er de offentlige finanser blevet holdbare, og betalingsbalancen har fået det bedre. Hele æren for disse resultater tilfalder naturligvis ikke arbejdsmarkedspensionerne, men de har spillet en meget vigtig rolle.

Ordningerne kom til verden i et krydsfelt mellem hensynet til lønmodtagernes indflydelse på virksomhederne og velfærdsstatens langsigtede finansieringsproblemer. Skabt ved trepartsdrøftelser, men uden direkte indblanding fra Christiansborg. Et fascinerende eksempel på, hvordan den »danske model« baseret på aftaler mellem arbejdsmarkedets parter kan udfolde sig.

Til trods for uomtvistelig succes står ordningerne over for betydelige udfordringer. Nogle af disse skyldes overvejelser om ændringer i pensionsbeskatningen, samspilsproblemer i forhold til det offentlige transfereringssystem samt eksistensen af en restgruppe bestående af personer med lav og utilstrækkelig pensionsopsparing.

I den offentlige debat har der på det seneste været fokus på, om der for lav- og mellemindkomstgruppen er tilstrækkelige incitamenter til at spare op til pension. Meget tyder på, at dette ikke er tilfældet. Det skyldes især, at der sker modregning for visse sociale ydelser, når man selv har sparet op til pension. Men det handler også om den skattemæssige behandling af pensionsopsparing i forhold til andre opsparingsformer.

Der er på den baggrund opstået en bekymring for, at pensionsbidragene og dermed opsparingen falder. Det er et velkendt budskab, at incitamenterne til at spare op til pension skal være i orden. Der træffes beslutninger med meget lang tidshorisont, og stabilitet om rammebetingelserne er afgørende for tilliden til systemet. Her spiller skattesystemet og relationen mellem pensionsopsparingen og de øvrige offentlige indkomstoverførsler en vigtig rolle.

Med hensyn til pensionsopsparing kan beskatning optræde i tre faser, nemlig i forbindelse med bidragene (indbetalingsfasen), afkastet (kapitalopbygningsfasen) og ydelserne (udbetalingsfasen). I Danmark er der fradrag for indbetalinger og beskatning af udbetalinger, mens der for afkastet gælder en særlig skattesats, den såkaldte PAL-skat.

Typisk er der behov for en lempeligere skattemæssig behandling af pensionsopsparing end af anden opsparing, fordi pensionsopsparing er bundet i helt op til 60-70 år. I den periode er det ikke muligt at disponere over beløbet, ligesom opsparingen kan blive udsat for politiske indgreb mv. De finansielle markeder belønner ikke tidsbunden opsparing med så lang tidshorisont i form af et merafkast, og derfor kan et incitament via skatterne være fornuftigt.

I Danmark er skattesystemet også indrettet med henblik på at understøtte pensionsopsparingen, primært via en lav PAL-skat. Men flere nylige tiltag trækker i retning af at indsnævre denne begunstigelse: Skatten på afkastet af fri opsparing er blevet mindre med de seneste skattereformer. Skattestoppet siden 2001 har reelt halveret skatten på egen bolig, og PAL-skatten er steget (fra 15 pct. til 15.3 pct. fra 2012).

Nogle vil måske hævde, at der er stor forskel på den skattesats, til hvilken man fratrækker indbetalinger til pensionsordninger, og den skattesats, som gælder, når pensionen kommer til udbetaling. Dette er tilfældet, hvis der sker fradrag i topskatten ved indbetaling, mens den udbetalte pension beskattes med bundskat. I så fald vil der være skattesubsidiering.

Mellem- og lavindkomster får imidlertid ikke fradrag i topskatten ved indbetaling. Når den seneste skattereform er indfaset, er bundgrænsen for topskatten ca. en halv million kr. For mange grupper kommer det til at betyde, at skatten ved ind- og udbetaling af pension er den samme, dvs. bundskat. For disse grupper er der således ingen subsidiering af pensionsopsparing over livsforløbet sammenholdt med opsparing uden for pensionssystemet.

Dertil kommer, at der i beregningen af den effektive beskatning af pensionsudbetalinger bør tages hensyn til, at mange vil opleve modregning i diverse offentlige overførsler. Faktum er, at den effektive skattesats, efter hvilken man betaler skat af udbetalinger, for visse grupper på arbejdsmarkedet kan være så høj, at det ikke kan svare sig at spare op til pension. Selv om der ikke indtil videre er et stærkt forskningsbaseret belæg for, at folk faktisk reagerer på disse svage incitamenter, lurer der en risiko for, at bidragene til arbejdsmarkedspensionerne vil falde.

Et yderligere potentielt pres på ordningerne kan blive en realitet, hvis tendensen til lavere organiseringsgrad blandt de overenskomstbærende fagforeninger for alvor slår igennem. Det vil trække i retning af at svække i hvert fald de tværgående dele af arbejdsmarkedspensionerne. Med den viden, vi har om opsparingsadfærd i Danmark, vil dette være ensbetydende med et fald i den samlede opsparing.

Kan man da ikke bare give pensionsmarkedet helt frit? Jo, i princippet. Men får folk så sparet op til alderdom? Vælger den unge ikke let fra? Og prioriterer den økonomisk pressede børnefamilie ikke at bruge pengene her og nu? Det er vigtigt at komme i gang tidligt, for en god opsparing kræver en lang horisont. Arbejdsmarkedspensionerne løser på denne måde en central samfundsøkonomisk opgave baseret på kollektive valg.

Kunne man ikke opnå det samme via lovgivning, f.eks. i form af en tvungen opsparing på et par tusinde kroner om måneden gældende for alle? På den måde ville man måske nok løse problemet med, at nogle pga. modregning mister penge på at spare op til alderdommen – og at nogle slet ikke sparer op. Den løsning eliminerer imidlertid ikke forvridningen i forhold til arbejdsudbud. Principielt er pension og løn det samme, dog med den forskel, at pension udbetales senere end løn. En høj effektiv marginalskat på opsparing er derfor også en høj effektiv marginalskat på løn med de incitamentsproblemer, det skaber.

Aftalebaseret opsparing har yderligere et fortrin i sammenligning med lovbaseret opsparing: Hvis bidragene aftales ved overenskomsterne, vil der typisk blive foretaget en helhedsvurdering, hvor løn, pension og andre lønmodtagerrelaterede omkostninger for virksomheden kan holdes op mod produktivitet, konkurrenceevne m.v. Her kommer »pensionsbelastningen« altså ind på linje med virksomhedens øvrige omkostninger. Hvis pensionsbidragene derimod er lovbaseret, er det svært at forestille sig, at der sker samme form for helhedsvurdering.

Til sidst kan man spørge, om der egentlig ville ske så meget, hvis arbejdsmarkedspensionerne stille og roligt fader ud. Sammen med kolleger har jeg i et nyligt forskningsprojekt undersøgt, hvordan samfundsøkonomien i Danmark ville reagere i kølvandet på en sådan gradvis afvikling af arbejdsmarkedspensionerne.

På kort sigt er der risiko for, at inflationen vil stige som følge af højere forbrugsefterspørgsel. Betalingsbalancen vil blive forværret, og på lidt længere sigt vil de offentlige finanser blive forringet, så den samlede opsparing vil falde. Selv om der i en lille, åben økonomi som den danske ikke gælder en stærk sammenhæng mellem opsparing og investeringer, vil produktionen på længere sigt falde. Ved at afvikle arbejdsmarkedsmarkedspensionerne vil man kort og godt bringe dansk økonomi ind på en uholdbar kurs.

Konklusionen er, at arbejdsmarkedspensionerne er et guldæg for dansk økonomi. Men for op imod en million danskere, som sparer op til pension, er arbejdsmarkedspensionerne desværre ikke et guldæg. Vi kan krydse fingre for, at borgerne vælger at ignorere denne kendsgerning. Ligesom regeringen, der tilsyneladende har valgt at sætte kikkerten for det blinde øje i denne sag.

Den nu nedlagte Pensionskommission kunne have stillet skarpt på problemet og kommet med forslag til at realisere målsætningen om, at »det dels bedre skal kunne betale sig at spare op, dels at flere sparer op til deres pension« (regeringsgrundlaget, juni 2015). Embedsmænd i de økonomiske ministerier kan givetvis erstatte dele af kommissionens arbejde. Men deres analyser og anbefalinger bærer ikke samme troværdighed som en rapport fra en bredt sammensat kommission af uafhængige eksperter.

Netop troværdighed er et nøgleord, hvis en pensionsreform skal gennemføres med bred politisk opbakning. Og det skal den helst.