»Homovielser vil ikke splitte folkekirken,« sådan skriver Karen M. Larsen i kommentaren i Berlingske 2. maj. Googler man Karen M. Larsen er det, der først popper op, en blog, som hun selv anmelder således: »Denne blog har fokus på forhold vedrørende feminisme, homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle samt en kritisk analyse af heteroseksualiteten.«

Det er måske dette interesseområde, der får Karen M. Larsen til at mene, at det udvalg, som i 2010 arbejdede med de forskellige kirkelige holdninger til indgåelse af registreret partnerskab i Folkekirken, var ment som en syltekrukke. Denne påstand er aldeles ubeføjet og alene en helt udokumenteret påstand om motivet til at nedsætte udvalget, og ikke et argument. Og at kalde det hårdt og hurtigt arbejdende udvalg en syltekrukke viser Karen M. Larsens ukendskab til, hvad der foregår i Folkekirken.

Sagen er, at man ikke kan skøjte hen over spørgsmålet om registreret partnerskab i Folkekirken. Spørgsmålet sætter frisindet på en meget vanskelig prøve. Det er ren overflade, hvis man bare vil reducere dette kirkelige og folkelige spørgsmål til et krav om, at vi alle skal være åh så tolerante.

For mange i Folkekirken er indgåelse af registreret partnerskab og velsignelse en alvorlig sag, der anfægter ikke blot tro og teologi, men også nedarvede normer og vanetænkning, samt anfægter forholdet mellem stat og kirke. Sagen er også et eksempel på, at hvis der skal findes en løsning, kan der aldrig blive frihed for alle. Men en beslutning bør træffes. At blive ved med at unddrage sig en beslutning, er i denne sag også at træffe en beslutning. For træffer man ikke en beslutning, så har man også bestemt, at de borgere, der ønsker registreret partnerskab i Folkekirken, fortsat skal leve med et forbud mod dette, ligesom præster stadig ikke kan gøre det, de ønsker.

Mange vil mene, at det er vældig frisindet at gå ind for registreret partnerskab i Folkekirken, medens en stadig mindre del af Folkekirkens medlemmer og præster vil mene det modsatte. Derfor er det vigtigt, at ingen præst tvinges til at medvirke til registreret partnerskab. Men selv med en fritagelsesbestemmelse vil der være et eller flere mindretal, der ikke føler, at afgørelsen er den rigtige endsige retfærdig. Nogle vil mene, at frisindet skal føre til et kønsneutralt ritual. De fleste opfatter derimod ikke kærlighed og samliv som noget kønsneutralt, men ønsker netop at høre ritualteksten om, at Gud skabte mennesket som mand og kvinde. Det skal de have lov til.

Kønsneutralitet er i virkeligheden slet ikke frisind. Det er at gøre det forskellige ens eller at dølge forskellen på heteroseksualitet og homoseksualitet, fordi man, når det kommer til stykket, netop ikke bryder sig om forskellen.

Sagen om indgåelse af registreret partnerskab har flere gange været på Folketingets dagsorden. Diskussionen blussede for alvor op igen i begyndelsen af 2010. Derfor blev der nedsat et udvalg, ikke som en syltekrukke, men for at få afdækket de kirkelige og teologiske holdninger i dagens Folkekirke, og for at sikre en kirkelig og folkelig debat. Ingen kirkeminister har tidligere turdet tage det skridt, men ved at nedsætte dette udvalg og sikre, at det arbejdede hurtigt, blev der en anledning til, at udvalgets rapport kunne sendes i en helt åben høring. Det er heller ikke sket før i dette spørgsmål.

Der er for mig ingen tvivl om, at Folkekirkens biskopper og præster og medlemmer er på skred i deres holdning, og at udviklingen kun kan gå én vej. For at få belyst de forskellige opfattelser i Folkekirken aftalte jeg som kirkeminister med biskopperne i det tidlige forår 2010, at der blev nedsat et hurtigt arbejdende udvalg. Men netop ikke et udvalg af den sædvanlige slags. Jeg ønskede netop ikke, at udvalget skulle nå til enighed. Udvalgsarbejdet skulle efter min mening sikre, at de forskellige teologiske opfattelser fik mund og mæle.

Jeg er langtfra enig med den såkaldte højrefløj, men det er mennesker, der tager deres kristendom alvorligt og jeg synes, at den del af Folkekirken ofte har været holdt udenfor det kirkelige lovgivningsarbejde. Jeg ønskede, at de forskellige teologiske opfattelser skulle fremgå tydeligt af udvalgets rapport. Det var for mig så vigtigt, at alle mellemregningerne bliver synlige for dem, der vil deltage i den kirkelige samtale og for dem, der skal træffe afgørelse, nemlig Folketingets medlemmer. Jeg havde og har netop ikke brug for et sædvanligt udvalgsarbejde, hvor de forskellige meninger bliver blandet i en grå havregrød.

Uvalgsmedlemmerne blev formelt udpeget personligt af mig og skulle alene repræsentere sig selv og kunne tale helt frit. Jeg fandt, at indførelse af registreret partnerskab med juridisk gyldighed i Folkekirken, er en så skelsættende nyordning, at Folkekirken måtte have tid til besindelse, og at politikerne burde afvente denne proces. Og Folketinget har pænt afventet udvalgets arbejde og den offentlige høring.

Udvalgets formand, Københavns biskop Peter Henrik Skov Jakobsen og medlemmerne arbejdede uhyre hurtigt og kunne færdiggøre rapporten, der blev offentliggjort før jul. Udvalgsrapporten konstater til min store lettelse, at der til trods for de meget forskellige opfattelser om registreret partnerskab, ikke er tale om kirkeadskillende forhold. Rapporten blev omgående sendt i høring med en lang høringsfrist, så det enkelte menighedsråd fik lejlighed til at gennemgå rapporten. Der indkom flere hundrede høringssvar, der viste, at uhyre mange menighedsråd havde arbejdet meget grundigt med rapporten.

Meget forenklet kan det af høringssvarene konstateres, at lidt over halvdelen af præsterne kan tilslutte sig en ordning, hvor det registrerede partnerskab kan indgås i Folkekirken. For menighedsrådene er det lidt under halvdelen, der tilslutter sig en sådan ordning. Det er, hvad vi ved. Men det er nok ikke nogen overdrivelse at påstå, at netop i et sådant spørgsmål vil modstanderne være de mest ivrige for at ytre sig. Det store flertal af menighedsråd har ikke udtalt sig. Høringssvarene blev i januar 2011 sendt til Folketingets kirkeudvalg.

Jeg håber, at Folketingets medlemmer har tænkt over de forskellige opfattelser, og også forstår, at en lovgivning om registreret partnerskab i Folkekirken betyder, at der skabes nye rettigheder og forventninger for borgerne. Det betyder på den anden side, at Den Danske Folkekirke, på grund af det særlige kirke-stat forhold, er forpligtet til at give borgerne de rettigheder, som Folketinget giver borgerne.

Man skal også huske på, at indgåelse af registreret partnerskab i Folkekirken betyder, at at der skal udarbejdes ritualer, hvilket er noget som Folketinget altid har afholdt sig fra at blande sig i og fortsat ikke skal blande sig i. Men blot ved at lovgive, betræder Folketinget et område, hvor der ikke kan lovgives uden, at det får konsekvenser for Folkekirken.

Hvis Folketinget mener, at der skal lovgives er det derfor vigtigt, at sagen følges til dørs med en ændring af lov om medlemskab af Folkekirken, der sikrer præsternes ret til at sige nej til at forestå indgåelse af registreret partnerskab.

Der er som bekendt siden Grundtvigs tid en udstrakt rummelighed for præster og menighed i Den Danske Folkekirke. Derfor skal et mindretal af præster heller ikke tvinges til at forestå en ny kirkelig handling. Men mindretallet må besinde sig på den kendsgerning, at flertallet kan bestemme. Siden Grundtvigs tid er der ved den særlige frihedslovgivning netop taget hensyn til mindretallene, og den lovgivning vil fortsat bestå. Sådan lever Folkekirken også i dag op til traditionen for rummelighed.

Men det betyder ikke, at mindretallet i længden kan blokere for, hvad et stadig større flertal ønsker eller accepterer. Jeg erindrer om kirkens tradition for rummelighed. Det er vigtigt for mig, at mindretallene kommer til orde, men mindretallene kan ikke blokere for flertallets afgørelse.