Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Paris kalder på mere præcise strategier

Der er nok af islamistiske prædikanter i alle europæiske byer, der gennem læsegrupper tiltrækker mænd og kvinder. I terror er det ikke antallet, men omfanget af skaden, som tæller. Vi har brug for en central aktionsgruppe.

Ahmed Akkari.  Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mine kondolencer til de dræbtes pårørende, til venner af fred og til Paris’ samt Beiruts borgere, der i sidste uge også blev ramt af en terrorrelateret bombeeksplosion.

I en følelsesladet stemning er det nemt at skrive hårdt og uforsonligt. Men her er en rationel tanke.

Angrebene mod Charlie Hebdo for ti måneder siden viste, hvor svært det var at forfølge og fange to sortseende drabsmænd med en fanatisk islamisk baggrund. Hvad er der sket siden, som kan have forhindret flere ondsindede, frustrerede eller manipulerede koldblodige drabsmænd i at følge efter?

Der er våben nok på de sorte markeder, pas og visum udstedes uden om myndighederne i relativ større stil, og organiserede bander kan levere logistik mod betaling. Endelig kan efterretningstjenester for visse lande yde hemmelige og skjulte bidrag til terroristers aktioner, uden at nogen nødvendigvis aner det. Der er nok af steder og prædikanter i alle europæiske byer, der gennem bøger og små læsegrupper drager mænd og kvinder. I terrorsager er det aldrig antallet, men omfanget af skaden, som tæller. Derfor en bøn til venstrefløjens hovedtælling af terrorister om at se ting i et mere præcist perspektiv.

Hvor længe kan sikkerhedstjenester poste penge i personel og materiel til konstant overvågning og forebyggende indsats, når der hele tiden kommer nye folk og grupper med ukendte elementer? Budgetterne kan umuligt fortsætte i samme stigende takt, men hvem tør skære ned på disse budgetter?

Sikkerheden er skruet i vejret i de fleste europæiske lande. Alligevel sker det samme igen. Det hænger sammen med Europas udenrigspolitik, ja, men også med Europas tvetydige, slørede signaler i dets integrationspolitik. En demokratisk tilgang til liv og mennesker er dannelsesværdier, som må forsvares i forlængelse af kampen for menneskerettighederne. Det går ikke, at dannelsesaspektet tit varetages af statslig envejskommunikation vendt mod flygtninge og indvandrere med baggrund i autoritære kulturer – og af enkelte aktivister for ytringsfrihed, der må gå i skjul eller gå under radaren for ikke at modtage trusler. Hvor er kampen for samme værdier fra den muslimske mainstream, der korrekt nok hverken deler terroristernes ideologi eller mål?

Og de europæiske forskere går straks i gang med samme årsagsforklaringer om utilpassede unge med identitetsforvirring og økonomisk nød. Det kan godt være, at det starter med hvervning blandt sådanne unge, men det ender med en ideologisk afklaring, som er fanatisk klarsynet – uanset hvad man mener om dens tanker. Og det starter et andet sted, som flere af de danske Syrien-krigeres baggrundshistorie fortæller.

I Europa udruges for ofte folk med en ideologi, som Europa tror, at den forstår at inddæmme. Og der debatteres på livet løs. Men man går efter samme slidte gamle tilgange, af den simple grund, at man ikke kan fatte, at det går ud på mere og andet end mad på bordet og et tag over hovedet.

Alle lande er truet, også de som er førende som humanismens vogtere. Egentlig risikerer lande med naive tilgange til integration af religiøse politiske grupper at rammes dobbelt; af de fanatiske grupper og af højreekstreme grupperinger blandt egne befolkningsgrupper.

Nuværende tiltag viser flere og flere tegn på fallit, fordi man forsøger at komme problemerne til livs med uklare politiske indstillinger. Man bejler til forkerte grupper og foreninger, og man tegner ikke en tydelig linje i sandet mod forkerte tendenser.

Man etablerer relationer med kræfter, man ikke kender, og man fører en mærkværdig indenrigspolitik, der ikke harmonerer med udenrigspolitikken. Indenrigspolitisk er man overtolerant over for intolerante grupper og forsamlinger, mens man på den internationale scene kalder på hårde løsninger mod hårde tendenser.

Dannelse og atter dannelse er fortsat vejen frem. Men den positive tolerance mangler fortsat støtte. Hvor mange sidder ikke lige nu og fordømmer muslimer generelt eller lufter generaliseringer af frygt for den usynlige fjende iblandt de mange nye migranter og flygtninge, som deler samme religion og kulturelle træk med drabsmændene.

Man må kigge kritisk på de religiøse foreningers afstandtagen eller bortforklaringer på terror, men man må ikke fordømme individer med muslimsk baggrund for, hvad andre gør.

Der er for lidt modsigelse til den indoktrinering, som udspredes fra visse grupper, der kommer til at repræsentere og får magt over større grupper af muslimer.

Mange tør fortsat ikke sige det højt, men flere og flere tænker det, inklusiv mig selv: Hvornår overtager en ny Robespierre beføjelserne til dannelsen af en ny central aktionsgruppe, som kan rydde ordentligt op? Det, som regeringer og sikkerhedstjenester præsterer, kan tolkes som ineffektivt!

Man må gerne danne sådan en gruppe, mens den demokratisk forstand fortsat hersker over land og rige, ellers bliver sådan en central aktionsgruppe en realitet efter et ryk i magtbalancen meget længere til højre end nu.

Må jeg minde om, at manglende handlingsvilje og løsning i demokratisk forstand skaber skredet mod autoritære regimer, hvor almindelige folk overgiver magten til ellers usympatiske ledere, blot for at sikre sig tryghed.

Jeg opfordrer til, at man behandler terrorismens rødder gennem en central aktionsgruppe med politiske beføjelser til handling ved at skabe kulturelle, sociale og juridiske indsatser båret af en strategisk præcis rodbehandling.