Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Paradokset Iran

Berigende. Søndag indgik Iran en »første trin«-aftale med 5+1 landene i Geneve. Med aftalen løsnes sanktionerne mod landet, og staten Iran og dens borgere kommer tættere på verdenssamfundet igen. Til gengæld kommer verdenssamfundet tættere på landets underjordiske kernekraftprogram. At være tæt på iranerne er kun berigende.

Stangen i midten er placeret i de offentlige busser og adskiller mænd og kvinder. Alligevel ser man ofte enkelte kvinder på mændenes side. Foto: Mads Tobias Bundsgaard Fold sammen
Læs mere

Når man rejser i Iran, bevæger man sig i skyggen af styret og i armene på et åbenhjertigt folk. Det er en rejse til en konservativ og ortodoks stat, men en fritænkende og oplyst nation. Denne modsætning er overliggeren for en masse modsætninger og paradokser i et land, hvor Facebook kun er forbeholdt én mand.

Iran er et land fyldt med lukkede pistacienødder, falske Peugeoter, flotte engelskkundskaber, safran-sodavand, menneskelig hensyntagen, skjorter med jakke og paradokser. Et eksempel på sidstnævnte ses i skellet mellem det politisk valgte system og dets unge vælgere. En ung ingeniør sagde til mig, at iranerne vil have mere standard-demokrati og indflydelse. Adspurgt om de var klar til »realdemo- cracy«, tænkte han sig længe om, og svarede nej. Den politiske kultur er for kompromisløs og opdelt.

Alligevel er viljen tydeligt til stede. Anholdelser og fængslinger af venner og venners fædre lægger dog en dæmper på de fleste fritænkere. Tilbage sidder de med hovedet fuld af gode ideer.

Læs også: Amerikanske politikere holder muligheden åben for nye sanktioner mod Iran

I DRs Horisonts reportage 11. november ser man dele af en dagsundervisning af iranske piger. Underviseren fortæller DRs journalist, at de læser Kierkegaard. En tænker, der elsker paradokser. De iranere – i alderen 20 til 50 år – jeg mødte, kendte alle Søren Kierkegaard. Hjemme hos en familie får jeg endda stukket »Frygt og Bæven« i hånden. Den blev købt, inden sanktionerne stoppede iranerne fra at bruge internetbazaren Amazon. En pludselig lyst til at udbryde »Ya Kierkegaard!« kommer til mig på grund af oplevelserne, jeg havde torsdag 14. november under »Ashura«.

Denne dag er den store mindedag for imam Hossein, hvor mænd i alle aldre i flokke pisker sig selv rytmisk og symbolsk med tynde klipselignede kæder. Man mindes Hossein, som i år 680 tog martyriet for islam ved at synge vers og gentage »Ya Hossein« som hyldest. Der er plads til smil og blink, når de går langsomt af sted langs vejene i byen Shiraz’ gader. Mange ser ligeglade og montone ud, når de svinger pisken fra side til side, drejer rundt og følger kæmpe trommernes takt. Det sker i samspil med den udvalgte mand, som synger for Hossein i en mikrofon, der giver lyd til hele gaden. De mindes i særdeles traditionelle rammer, og det er vanskeligt at se en inderlig, oprigtig lidelse over imamens totale opofrelse for deres tro. Havde Kierkegaard – som i øvrigt skrev ivrigt om martyriet – set optoget, var han gået i vrede over den manglende alvor og inderlighed. Han ville dog kunne finde dem blandt Tehrans og Shiraz’ unge, som belærte mig om individualitet, angst og redelighed. Begreber, der dufter af inderliggørelse, selvrefleksion og Kierkegaard.

Den seneste tid har landets biografer vist den populære film »Darband«. Det er navnet på et populært, naturskønt område i Teheran, men rykker man et mellemrum ind mellem r og b, står der på persisk »fanget«, og det er, hvad den ene af de to kvindelige hovedpersoner bliver i et fængsel. Det gjorde mange mænd og kvinder også under shahens styre før 1979, og forholdene var umenneskelige. Det ser man på museet Ebrat i Teheran, som samtidig byder på enøjet propaganda for det nuværende styre. Mere humane bliver fængslerne og straffene dog ikke, efter at Khomeini med suveræn karisme og strategisk snilde overtager den politiske magt i 1979. Kvinderne i det offentlige rum bliver dog de største tabere. I dag har de adskilte pladser i offentlig transport, skal gå med tørklæde og må ikke synge offentligt. Hvis man kommer hjem til iranere i Teheran, spiser man dog naturligt sammen med kvinderne på gulvet, nyder deres lange smukke hår og hører dem nynne yndefuldt. At kvinder går med tørklæde skal dog tages med et gran safran. De fleste unge kvinder bærer tørklædet med forførende stil, hvor det eneste skjulte er baghovedet og nakken. Hvem gider også se på baghovedet og nakken?

Læs også: Obama forsøger at berolige Netanyahu om iransk atomaftale

I DR-reportagen interviewer journalist Puk Damsgård en tidligere fængslet mand fra Green Movement-bevægelsen, som i sommeren 2009 gjorde kolossal modstand mod genvalget af Ahmadinejad og påstået valgsvindel. En modstand som angivelig havde omtrent tre millioner demonstranter. Jeg mødte selv en ung naturingeniør, som af venlige meddemonstranter fik blæst cigaretrøg i ansigtet under en demonstration i juni 2009. Cigaretrøgen fik han i øjnene af meddemonstranter for at opløse den tåregas, politiet skød efter dem. I de dage rettede hele verdenspressen sit kritiske og presserende blik på det iranske politiske system. Mange demonstranter blev anholdt, og en vens far fik senere fire års fængsel for at have oprettet en regeringskritisk gruppe på Facebook. I slutningen af juni 2009 dør interessen dog brat med sangeren Michael Jacksons død. Det udviklede sig til en gigantisk, immanent frustration, og de demonstrerende iranere var nok de mennesker på Jorden, som var mest træt af »We are the world«-sangerens for tidlige død.

Til min og min rejsevens store overraskelse satte stort set alle iranere, vi mødte, skel mellem »dem« og »araberne«. Indtrykket er, at man som iraner enten kan have en arabisk eller persisk nationalforståelse. På vej væk fra Persiens urby, Persepolis, vader en 30-årig velklædt iransk mand hen foran os to unge danskere og spørger, hvor vi er fra. Vi når kun lige at sige, at vi er danskere, før han erklærer med pegende finger mod Persepolis: »This is Persia, this is Iran. Forget the arabs! They have no history, only history of violence. And we don’t like the system.« Vi lyttede, og kort efter var han væk igen.

Iran er et land, hvor modsætningen mellem det politiske-teologiske styre og dets unge er udtalt, men med lav stemmeføring. Ikke engang på Facebook kan de udbrede deres meninger. Det er nemlig ulovligt at logge på Facebook. Det gør de alligevel via programmet VPN, som kan angive, at deres computer eksempelvis står i USA. Én mand bruger alligevel Facebook dagligt og med fuldt overskæg. Det er præsident Hassan Rouhani. På hans profil opdateres både storpolitik og strandfodbold.

Hvem tænker: paradoks?