Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Paradoksernes land

Jens Otto Kjær Hansen: Det er mageløst, hvad man kan lære ved at læse aviser. Vi er et land fuld af paradokser. Men vi er verdens lykkeligste folk, og hvis vi bare forstår at justere overliggeren efter behov, kan vi sagtens blive ved med at være det.

Når vort lille land betragtes gennem medieoptikken, møder man i den grad paradoksernes land. - Vi starter i de økonomiske spalter. Betragtet lidt nøgternt går det faktisk skidt for os. OECD advarer om, at vi over de næste fem år vil blive det fattigste land i det nordvestlige Europa, overhalet af både Storbritannien og Finland og banket endnu længere bagud end hovedfeltet, Norge, Sverige og Tyskland.

Det er til at forstå, at vi allerede er langt bag efter Norge. Engang den fattige fætter, efter oliemiraklet Nordens rigmand. Og stoppe vil det ikke, for om fem år vil Norges bruttonationalprodukt være vokset med 67,2 procent. Man tør næsten kun hviske den danske tilsvarende BNP-vækst over de næste fem år: 1,4 procent. Men skidt nu med procenterne, det vigtige er det store billede. Og det er altså grimt.

Nu kunne det så indvendes, at det er hele vækst­ideen, der er gal. Vi er allerede rige, så det gør ikke noget, at vi ikke øger bruttonationalproduktet de næste fem år. Vist så, men det kommer an på, hvad man mener med »gør noget«. Den yderst lave vækst i de offentlige budgetter, som er indregnet i dansk økonomi de næste mange år, indebærer nemlig ikke bare en status quo. Det er reelt en brat opbremsning set i forhold til det, vi har været vant til i flere tiår, og det kommer til at mærkes overalt i samfundet.

Hermed ikke sagt, at en større vækst i den offentlige sektor er det eneste saliggørende. Kunne vi skabe endnu større vækst i den private sektor, ville næsten nulvækst i den offentlige sektor være lettere at leve med. Men det kan vi ikke, fordi vi er kommet langt bagefter i produktivitet.

Så der er kun lys forude for dem, der vitterlig mener, at lykken ligger i, at vi alle bliver fattige og dermed både kan redde kloden og vil genfinde solidaritet, hjælpsomhed og ny menneskelig varme. Lidt som i de bedste dage i Østtyskland før man rigtig opdagede, at tyske familier i vest havde hver sin bolig, smartere tøj og biler.

Al den dystre økonomisnak kommer til at virke trøstesløs; vi må videre til de politiske sider.

Trepartsforhandlingerne er lagt grundigt i graven. På en eller anden måde var det for langt ude: at starte drøftelser med udsigt til, at kun en eller anden form for udvidelse af arbejdsindsatsen kunne få kabalen til at gå op. Meget kan vi snakke om, men arbejde mere?

Hvis der så var mangel på arbejdskraft, kunne emnet måske i det mindste på det teoretiske og uforpligtende plan diskuteres, men at en forøgelse af arbejdsindsatsen giver mening, når der er arbejdsløshed, det skal man ikke komme anstigende med.

Så i stedet fik vi først et skatteforlig og siden et om førtidspension. Begge bygger på den samme økonomiske model med et større arbejdsudbud, her blot skabt ved at motivere flere på den ene eller anden form for overførselsindkomst til i stedet at skaffe sig arbejde.

Helt slipper vi rige og raske dog ikke. Da røgen lettede, viste det sig, at det vil koste tre-fire kroner mere om dagen at holde dieselbilen kørende. Det kan vi så finansiere med det overskud, det vil give, at vi helt uden trepartsforhandlinger giver os til at arbejde mere motiveret af skattereduktionerne - det er da lidt af et hattrick.

Nå ja, så var der ekstraregningen til de rige med børn, der får reduceret deres børnetilskud. En luns skulle der tages, og fordelen ved at gøre det på den måde er, at der ikke rigtig er nogen, der vil gøre et stort nummer ud af at tage rige med børn i forsvar.

Nu kan vi så håbe, at velstillede børneglade ikke lader sig styre af økonomien og i stedet bruger velafprøvede, om end næsten glemte, metoder - f.eks. afsavn af visse livsgoder i bytte for lykken ved en stor børneflok. Det er et håb, alle må dele, for som samfund med vore udsigter har vi ikke glæde af hverken at få færre børn i almindelighed eller for at få relativt færre privilegerede børn.

Undervejs i trepartsdrøftelser og politiske forlig har mangelvaren indimellem været forsøg på at forklare, hvad der egentlig ligger bag hensigten med øget arbejdsudbud og behovet for at skrue på nogle økonomiske principknapper. Det er for svært at forklare og vil også indebære en noget uvenlig konfrontation med vores produktivitetsudfordring. Der er ingen blid måde at forklare det på, og det har politikerne da heller ikke forsøgt. Medierne vel heller ikke for alvor, selv om det ikke burde være umuligt at omskrive nationaløkonomisk teoristof til dagligsprog. Medierne ville nu også have dårlig plads til at viderebringe den slags udredninger; der er så meget andet, der skal passes. Eksempelvis har der siden oktober ifølge Mandag Morgen været 1.130 medieomtaler i den trykte presse med den nuværende regerings løftebrud som emne.

Så flotte resultater nås ikke uden anstrengelser, og ikke al dækning leveres så lækkert og grydeklart som når en yndig ung politiker siger ord på TV, vi andre ikke turde sige til læreren.

Nej, det kræver hårdt arbejde at skabe breaking news hele tiden. For eksempel at skulle gå rundgang til alle partiets lokalformænd, hver gang Villy Søvndal er gået med til et forlig, for at få bekræftet, at de også denne gang er imod.

Der skal også laves lynhurtige meningsundersøgelser, der viser det samme målt på partiernes vælgere, og jo tiere de laves, desto mere breaking er det. Oven i købet skal der være tid til, at det hele skal kommenteres grundigt af indsigtsfulde kommentatorer, og kunsten stiger: her sidst i juni kunne en af disse lancere begrebet serieløftebrydere. Den har ikke været sjov at gå til ferie på for de formastelige forligsmagere.

Vi må videre til indenrigsspalterne. - Her møder vi igen brutalt virkeligheden. Rockwool Fonden har atter undersøgt vores arbejdsmønster - det skete også i 1964 og i 2001. Det ikke særligt overraskende er, at vi arbejder mindre og mindre. Siden 2001 har vi mindsket den ugentlige arbejdstid med en time - og sammenlignet med 1964 arbejder vi 3,6 timer mindre om ugen. Sjovt nok er faldet fra 2001 til 2009 ca. 12 minutter om dagen - netop det tal, som i valgkampen blev bragt frem som mirakelkuren.

Selve det at vi arbejder mindre er ikke så mærkeligt. Det helt interessante er, at vi overvurderer, hvor meget vi arbejder. Mens vi i 2009 i snit arbejdede godt 33 timer om ugen, troede vi, at vi arbejdede godt 39 timer. Det er opgjort på den måde, at man først har spurgt de 7.000 undersøgte danskere, hvor meget de mente de arbejdede - og derefter ved sindrige kontrolspørgsmål opgjort præcis hvor meget de i realiteten arbejder.

Overvurderingen er vokset - vi tror, at vi arbejder halvanden time mere om ugen, end vi gjorde i 2001, men vi arbejder rent faktisk tre kvarter mindre. Samtidig viser analysen, at jo mere vi arbejder, desto mere overvurderer vi indsatsen. Den mest arbejdsomme gruppe arbejder i gennemsnit 44 timer om ugen - men er sikker på, at er der tale om mere end 56 timer om ugen.

Rockwool-forskerne har også forsket i, hvordan det kan hænge sammen. Grunden er simpelthen, at vi får mere og mere tid, hvor vi reelt ikke arbejder - vi har en sygedag eller barnets sygedag, er til tandlægen, afspadserer, regulerer etc. - men alligevel indregner det i arbejdstiden, når vi bliver spurgt, hvor mange timer om ugen vi arbejder.

Nu begynder problemerne at bide sig selv i halen. Vi har et produktivitetsproblem, som gjorde, at vi fra 2000 til 2008 faldt fra en 6. til en 12. plads blandt verdens rigeste lande, og vi kigger nu ind i fem år, der gør os til Nordens fattigste land.

Det kan vi løse med mere arbejde, men det kan vi så alligevel ikke, for skønt vi arbejder mindre og mindre, føles det af mere og mere. Desuden mangler de fleste af os ikke noget og det behøver ikke ødelægge fornøjelsen, at andre klarer sig bedre. Vi er verdens lykkeligste folk, og hvis vi bare forstår at justere overliggeren efter behov, kan vi sagtens blive ved med at være det.

Vi må videre til noget mere opløftende - opslaget om sundhed. - Øjet mødes af en artikel om, at kunderne strømmer til bikefittere. Den må læses, for hvad i himlens navn er bikefittere? Jo, det er et sted, hvor man for et par tusind kr. får justeret sin cykel. Der er god grund til tilstrømningen, for ifølge de citerede eksperter kører 97 af 100 motionscyklister rundt på en cykel uden at sidde perfekt, mange uden at have nogen anelse om ulykken heri. Det er angiveligt meget dumt, for som det fremgår af opslaget er vi inde i en massiv vækst i avanceret motionscykling, og masserne køber cykler til mellem 20.000 og 70.000 kr. i ét væk. Så er det fjollet at spare de sidste par tusind på grund af uvidenhed og sidde en cm for langt fremme, tilbage, oppe eller nede og derved få ringere kraftoverførsel, dårligere komfort og flere skader.

Det er mageløst, hvad man kan lære ved at læse aviser, og det er trøsterigt oven i de mange spekulationer om produktivitet, fattigdomstrussel og arbejdstid at se, at der alligevel er langt tilbage til det gamle Østtyskland.

Så tak for paradokserne og nu over til en sommer med sol, proptrækker og aviser ved hånden.