Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Panikmagerne og den enøjede

Sven Hakon Rossel: Kulturredaktøren ved Frankfurter Allgemeine Zeitung, Patrick Bahners, angriber i en ny bog med titlen Die Panikmacher (dvs. panikmagerne) den aktuelle tyske islamkritik og dens repræsentanter.

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I en nylig udkommet bog af kulturredaktøren ved den indflydelsesrige tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung, Patrick Bahners, med titlen Die Panikmacher (dvs. panikmagerne) med undertitlen: »Den tyske angst for Islam« angriber denne voldsomt den aktuelle tyske islamkritik og dens mest fremtrædende repræsentanter, netop titlens panikmagere. F. eks. får den jødiske skribent Henryk M. Broder og den tidligere politiker Thilo Sarrazin, men også den somalisk-hollandske feminist Ayaan Hirsi Ali deres sag for, og Bahners kunne såmænd godt have udvidet horisonten og medtaget den russiske forfatter Elena Chudinova og hendes dystopi La Mosquée Notre-Dame de Paris année 2048 fra 2009 (bogen kom på russisk 2005).

Bahners’ bog har skabt en voldsom offentlig debat, der vel ikke kan måle sig med den, der fulgte i kølvandet på Sarrazins bog Deutschland schafft sich ab. Her var tesen, at Tyskland (som titlen meddeler) afskaffer sig selv, dvs. står over for sin egen undergang pga. den ukontrollerede indvandring især fra muslimske lande, der har medført en fordummelse af den indfødte, tyske befolkning. Men alligevel har også Bahners’ 300 sider store bog delt vandene pro et kontra.

Til venstre for midten blev den hilst velkommen både som et – ganske vist noget omstændeligt – oplysningsskrift mod intolerance og en advarsel mod den, som Bahners ser det, ubegrundede og dermed hysteriske angst for islam. Intolerancen over for islam og hermed også de i Tyskland boende muslimer kommer ifølge Bahners ikke blot til udtryk i de fleste medier, men også i visse forbundsstaters og byers afvisning af dominerende moskébyggerier og diskriminerende forbud mod, at muslimske lærerinder bærer tørklæde i skolen. Ja, Bahners forsvarer i et næsten lyrisk tonefald tørklædet som et udtryk for noget »kostbart« og »fornemt« en beskyttelse for påtrængende øjne og som udtryk for »en elementær moralsk følelse«. Det er med sådanne retoriske kneb, at Bahners forsøger at få den anti-islamistiske polemik til at fremstå som en slags religionskritik og indskrænkning af religionsfriheden. Og en endnu større skandale er det, at en række indflydelsesrige politikere har hævdet uforeneligheden af den kristne tyske tradition med islam.

Sådan set er der intet nyt at hente hverken i omtalen af disse forbud, der dokumenteres med over 1.000 kildehenvisninger, eller i påpegningen af fjendtligheden mod den militante islam, der i øvrigt deles af det store flertal af den tyske befolkning, hvilket er blevet dokumenteret i en række aktuelle meningsmålinger. Men hvor Bahners svigter, er hans manglende henvisning til årsagerne for denne fjendtlighed. I hans verden er det således ikke den militante islamisme, der truer den fredelige sameksistens, men derimod de paranoide islamkritikere, panikmagerne, der ser det som deres opgave at kaste et skævt lys over islams fredelige og tolerante verdensanskuelse – hovsa, hvor bliver sharialovgivningen af? Det virker som om enhver kritik af islam for Bahners er det samme som islamofobi og denne er jo ifølge den tyrkiske premierminister Erdogan »en forbrydelse mod menneskeheden« – og herfor skulle som bekendt en række kunstnere som f.eks. Salman Rushdie, Theo van Gogh og Kurt Westergaard straffes!

Det er så her, Broder sætter ind med sin veloplagte, men sønderlemmende kritik af bogen i en anden førende tysk avis, Die Welt. Her stiller han spørgsmålet, hvorfor Bahners ikke med ét eneste ord nævner hovedårsagen til den herskende islamkritik, der kan tidsfæstes på time og minut til 11. september 2001, kl. 8.46 New York-tid: »Indtil da indskrænkede ’islamkritikken’ sig til at diskutere, om man som turist fik mere for sine penge i Ægypten eller i Tunis.« Og faktisk omtaler Bahners – på side 48 – kun med ganske få ord angrebene på Twin Towers, som om denne forfærdelige katastrofe blot var en fodnote. Et andet eksempel på Bahners’ kynisme eller manipulation er hans totale ignorering af, at en af hans panikmagere, Ayaan Hirsi Ali, i Allahs navn som femårig fik skåret sin klitoris af, senere blev tævet halvt ihjel i koranskolen og efter flugten fra Afrika stedse har været udsat for mordtrusler.

Endvidere savner man en nærmere omtale af islamismens politiske strategier og overhovedet mangler Bahners sans for historiske dimensioner; Osama bin Laden glimter ved sit fravær og det samme gælder for de utallige bombeterrorister, Koranens generelle kvindeforagt og sharialovgivningen – igen stiller spørgsmålet sig, om der er tale om bevidst manipulation fra Bahners’ side, for uvidenhed kan det vel ikke være? Hvordan mon han havde reageret, hvis han havde læst Elena Chudinovas bog, La Mosquée Notre-Dame de Paris année 2048, der netop i disse måneder er blevet fremdraget af den fremtrædende amerikanske journalist, diplomat og politiske tænker Leslie S. Lebl i en artikel i tidsskriftet City-Journal, der udkommer i New York. Chudinova skildrer i sin dystre fremtidsroman Frankrig i året 2048 (datoen er naturligvis en skjult henvisnings til George Orwells dystopi 1984), ti år efter at landet – ligesom resten af Europa bortset fra Polen og Rusland – er kommet under muslimsk styre.

Domkirken Notre-Dame er nu, som bogens titel antyder, forvandlet til en moské og de familier, der har nægtet at konvertere til islam, er blevet indespærret i ghettoer. Men modstanden er begyndt at formere sig og romanen begynder med en skildring af en ung modstandsmand, der efter at have overværet steningen af en kristen, tænder en bilbombe, der dræber en højtstående muslimsk embedsmand. Handlingen topper, da Notre-Dame for en stund gen­erobres af de kristne modstandsgrupper og slutter, da disse alligevel beslutter at sprænge bygningen i luften for at forhindre, at den falder i muslimske hænder.

Foruden helten optræder en professionel russisk snigmorderske, der som ung pige var blevet udsat for tortur af tjetjenere, en serbisk spion født i Kosovo, en ung katolsk fransk præst og en mysteriøs fransk pige – alle disse figurer er skåret ud i pap og man bemærker visse antisemitiske understrømninger.

Men alligevel er der interessante ansatser i bogen: således skæres ikke alle muslimer over en kam. Tværtimod undertrykkes også moderate muslimer af deres mere radikale medbrødre, og Chudinova forsøger at spore netop den radikale europæiske islamisme tilbage til Balkankrigene i det sene 20. årh. Historisk måske ikke helt korrekt, men alligevel . . . Og mens der er en tendens til at se de bosniske muslimer og de albanske kosovarer som de gode og serberne som de onde, ser Chudinova vore dages europæiske muslimer som spydspidserne i det tredje erobringstogt siden frankerkongen Karl Martell tilintetgjorde de mauriske hære i slaget ved Tours 732 og den polske konge Jan Sobieski befriede Wien for den tyrkiske belejring i 1683.

Alligevel fortjener romanen, hvilket også er Leslie Lebls opfattelse, at blive læst – ikke mindst på baggrund af, at over halvdelen af unge muslimer i dagens England ønsker sharialovgivningen indført her – og endda støttes i dette krav af ærkebiskoppen af Canterbury – og i betragtning af vore dages blodige kristenforfølgelser i Ægypten, Irak og Pakistan.

Givetvis overspiller Chudinova sine kort, mens på den anden side Bahners underspiller sine. Begge begår ensidighedens fejl og for øvrigt har ingen af dem sans for sprog og stil. Ikke mindst irriterer Bahners’ anekdoteagtige måde at springe fra citat til citat. Men heller ikke Chudinova er en kunstnerisk oplevelse at læse – og alligevel er deres budskaber provokerende og tankevækkende.

Og det korte af det lange er naturligvis, at i et demokrati som vort er det en selvfølge – eller burde være det – at alle har ret til at fremsætte deres mening, om man er enig eller ej. Og skaber sådanne meninger – også selvom det kun drejer sig om påstande – en debat, der får tankerne til at køre rundt i vore hoveder og måske endda åbner for nye erkendelser, er noget værdifuldt opnået. Og mon ikke vi kan blive enige om, at demokratiet nu engang har bedre vilkår i f.eks. Danmark og i Israel end i Saudi