Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Panik før lukketid for euroen?

Jakob Vestergaard: Situationen i Grækenland og i Spanien er nu så alvorlig, at der er frygt for, at tæppet kan blive trukket væk under resten af eurozonen, når og hvis gælds- og bankkrisen i de hårdest ramte sydeuropæiske lande ikke længere kan kontrolleres.

Foto: TEGNING: CLAUS BIGUM
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lederne for G7-landene afholdt tirsdag en hasteindkaldt telekonference for at diskutere krisen i eurozonen, med fokus især på hvad der anses for en stigende risiko for en alvorlig bankkrise i Spanien. Det er i skrivende stund uklart, hvad der kom ud af samtalerne. Men ét er sikkert: uden for Europa er man mere end alvorligt bekymret over håndteringen af den stadig dybere europæiske gælds- og bankkrise.

Mandag slog en amerikansk tænketank til lyd for, at når Europa ikke selv synes at kunne holde udviklingen under kontrol, måtte tiden nu være kommet til intervention fra den amerikanske centralbank i form af massive opkøb af spanske statsobligationer. Denne intervention ville være relativt billig for USA, lød argumentationen - og kunne afværge en stigende kapitalflugt fra spanske banker, som i yderste konsekvens ville kunne få meget drastiske følger ikke bare i Europa men også i USA.

Det er næppe sandsynligt, at den amerikanske centralbank vil intervenere på egen hånd på den måde, men det kan meget vel have været en del af dagsordenen for gårsdagens G7-forhandlinger: at diskutere muligheden for en koordineret centralbank-intervention med henblik på at forhindre, at den europæiske gælds- og bankkrise eskalerer yderligere og sender verdensøkonomien i dyb recession.

Hvorfor den massive bekymring uden for Europa? For det første er Europas økonomi samlet set verdens største, og skulle en kædereaktion af kollapsende banker sende Europa i dyb og langvarig recession, vil det med stor sandsynlighed trække først den amerikanske økonomi og derefter resten af verdensøkonomien med sig. Situationen i Grækenland og i Spanien er nu så alvorlig, at der er frygt for, at tæppet kan blive trukket væk under resten af eurozonen, når og hvis gælds- og bankkrisen i de hårdest ramte sydeuropæiske lande ikke længere kan kontrolleres.

Grækerne skal til stemmeurnerne den 17. juni, og den folkelige opbakning til yderligere massive besparelser for at bevare medlemskabet af euroen er alvorligt under pres. De færreste synes efterhånden at tro på, at en græsk statsbankerot og exit fra euroen kan undgås. Simon Johnson, tidligere chef­økonom i IMF, skrev forleden, at det efterhånden er så godt som utænkeligt, at græsk medlemskab af euroen kan fortsætte. Helt på linje med Willem Buiter, cheføkonom i Citigroup og tidligere professor på London School of Economics, der bemærkede, at det ville være mere sandsynligt, at han selv skulle blive udpeget til pave, end at Grækenlands EU-medlemskab stod til at redde.

Flere europæiske ledere skal efter sigende have besindet sig på, at en græsk statsbankerot er nært forestående - hvorfor indsatsen nu koncentreres om at sikre resten af eurozonens overlevelse. Simon Johnson er mere end almindeligt skeptisk over for idéen om en kontrolleret græsk exit uden skæbnesvangre konsekvenser for resten af eurozonen. Det er illusorisk ønsketænkning, slet og ret.

Men selv hvis vi et øjeblik lader det græske spørgsmål ude af betragtning eller accepterer idéen om, at en græsk exit vil kunne håndteres uden større skade på resten af eurozonen, er eurozonen ikke desto mindre fortsat på dybt vand - for græsk exit eller er, så mangler vi stadig at se det helt store problem i øjnene: hvordan skal de europæiske ledere undgå, at de to langt mere alvorlige problemer - den eskalerende spanske gældskrise og hele den europæiske banksektors fortsatte balanceren på kanten af insolvens - leder til euroens kollaps?

EU-Kommissionen, sekunderet af præsidenten for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, synes at mene, at svaret på det spørgsmål er en fælles europæisk bankunion. Og blandt medlemslandene rapporteres der om stigende støtte til et sådant initiativ, om end der er alvorlig tvivl, om lande som England, Frankrig og Italien faktisk vil tilslutte sig, når førstdet begynder at tage form af bindende aftaler med dertil forbundet afgivelse af suverænitet på ømtålelige områder.

Kort fortalt forestiller fortalerne sig, at en europæisk bankunion kommer til at bestå af tre hovedkomponenter: en fælles europæisk indskudsgaranti; en fælles fond til rekapitalisering af europæiske banker; og et reelt europæisk banktilsyn. Der er alvorlige politiske forhindringer, der skal overvindes på hvert af disse tre områder, men lad os her kort fokusere på problemerne med den første komponent, den fælles europæiske indskudsgaranti.

Indskudsgarantier er udbredte allerede i nationalstaterne; det nye er planen om en kollektiv garanti på EU-niveau: formålet er at forhindre, at borgernes frygt for bankkrak bliver selvopfyldende og spreder sig til det meste af eurozonen, efterhånden som græske, spanske, italienske og til sidst måske endda franske borgere flytter deres aktiver ud af landet til, hvad der måtte anses som ’safehavens’, f.eks. som indskud i tyske banker. En fælles europæisk indskudsgaranti ville kunne dæmme op for en sådan galopperende bankpanik - hvis den vel at mærke opfattes som troværdig. Og allerede der ligger den første alvorlige hurdle: den tyske forfatningsdomstol vil erklære en fælles europæisk indskudsgarantiordning forfatningsstridig, medmindre et udgiftsloft er defineret på forhånd. Men en indskudsgarantiordning, der er begrænset til et nærmere defineret maksimalt samlet beløb, vil fra start være under pres: er beløbet stort nok? Modellens troværdighed vil især være plaget af, at de beløbsstørrelser, der har været nævnt, indtil videre synes helt utilstrækkelige. Der tales således om, at man bruger de midler, der allerede er afsat i de to europæiske krisehåndteringsfonde - EFSF og ESM -svarende til i alt ca. 500 milliarder euro. Til sammenligning er de samlede indskud i bankerne i eurozonen ca. 30 gange dette beløb.

De fleste iagttagere er derfor mere end skeptiske. Sandsynligheden for, at EU-landene kan nå til enighed om en sådan bankunion, er ikke overvældende af politiske årsager, og selv hvis det skulle lykkes, vil konstruktionen med stor sandsynlighed have så alvorlige mangler, at det endnu en gang vil være ’too little, too late’ for eurozonen.

Måske er det på den baggrund, at man skal forstå, at der allerede nu skulle være en Plan B under udarbejdelse. Forlydender vil vide, at en anden model går ud på at samle al den statsgæld, eurozone-landene har udover de tilladte 60 pct. af BNP (jf. Maastricht-traktaten) i en fælles fond, som man så kollektivt afdrager på over en 25-årig periode. Forslaget blev oprindelig lanceret af den tyske regerings uafhængige økonomiske råd i slutningen af 2011, og har to store fordele. Modellen vil ikke være i strid med den tyske forfatning, og det vil med ét slag løse den europæiske gældskrise: hver især vil eurozone-landene have en statsgæld på kun 60 pct. af BNP, og for eurozonen som helhed vil statsgælden være mindre end både den amerikanske og den japanske - og ingen vil tvivle på, at eurolandene kollektivt vil kunne afvikle den fælles ’overskydende gæld’ over en 25-årig periode.

Det store spørgsmål bliver dog, hvad Tyskland vil stille som betingelse for at gå ind på en sådan kollektiv hæftelse for dele af statsgælden i hele eurozonen. Forlydender vil vide, at det vil være en betingelse fra tysk side, at finanspagten står ved magt, uforandret eller skærpet - samt at medlemsstaterne afgiver suverænitet til en europæisk finanspolitisk autoritet. En sådan aftale bliver ikke nem at sælge i lande som England, Frankrig og Italien. Til gengæld er der næsten ingen tid tilbage at forhandle i. Euroen lever på lånt tid - og med udgangen af juni vil vi med stor sandsynlighed vide, om den er købt eller solgt.