Pædagoger skal mødes med respekt

Christine Antorini (S).
Læs mere
Fold sammen

Det historiske folkeskoleforlig og den styrkede læreruddannelse, der optager første kuld i sommer, skal rette op på mange års manglende evne til at bryde negativ social arv og udløse børnenes fulde potentiale, men skal vi lykkes, er vi helt afhængige af dygtige pædagoger.

Regeringens ambition er klar: Vi vil skabe grundlaget for den dygtigste og bedst uddannede generation af pædagoger nogensinde.

Rekordoptaget og de historisk store investeringer i vores ungdoms- og videregående uddannelser betyder, at vi er godt på vej mod vores mål. Men skal vi for alvor forandre Danmark, skal vi samtidig tage mere fundamentalt fat.

Det gør vi med sidste uges brede og ambitiøse aftale om et løft af folkeskolen, der skal udklække mere hele, nysgerrige, kreative og dygtige børn, og den ny skole understøttes af en mere intensiv og krævende læreruddannelse, der om få uger optager første kuld.

Men i regeringen er vi os desuden yderst bevidste om, at skal vores håb og drømme på vegne af vores børn og unge realiseres, så kræver det helt grundlæggende, at vi har veluddannede og engagerede pædagoger.

I dag forlader hvert sjette barn folkeskolen uden de basale færdigheder, der ellers er en forudsætning for videre uddannelse, job og i en bredere forstand at vælge retningen for sit eget liv, og Danmarks evne til at bryde den negative sociale arv harmonerer ikke med det ofte tegnede selvportræt af et land med lige muligheder for alle.

Derfor forhandler regeringen i disse dage med Folketingets partier om en reform af landets største uddannelse, pædagoguddannelsen.

Med en ny og styrket pædagoguddannelse vil regeringen hæve barren for morgendagens pædagoger, understøtte en styrket indsats for de mest udsatte og tilpasse uddannelsen pædagogernes betydelige rolle i den kommende, mere helhedsorienterede skole.

Livet begynder som bekendt ikke ved syv-årsalderen, selvom de seneste mange års politiske debat kunne give det indtryk.

Vi skal både anerkende og forvente at morgendagens pædagoger yder et markant bidrag til,at alle kan udleve deres potentiale, og regeringen lægger op til, at man i lighed med den ny læreruddannelse indfører kompetencemål, der vil indebære en skærpelse af kravene til nyuddannede pædagoger.

Den pædagogiske praksis skal i højere grad baseres på viden, refleksion, tilrettelæggelse og handling, og pædagogikken skal målrettes udviklingsniveauet hos det enkelte barn, så hver enkelt får mulighed for at udnytte sit fulde potentiale, hvadenten det er sproglige, sociale, musiske eller praktiske evner.

Oplevelsen af at mestre noget der er svært, kan flytte verden for den enkelte.

Fremtidens dagtilbud forventes at stille større krav til tilrettelæggelsen af det pædagogiske arbejde med henblik på at stimulere børns sociale, sproglige og kreative færdigheder - ligesom de skal opleve at blive inkluderet i fællesskaber.

Der skal sættes fokus på læring og inklusion, og det skal ske i en reflekteret og tilrettelagt pædagogisk praksis.

Det kan vi ikke detailregulere os til fra politisk hold, og med reformen ønsker regeringen at ophæve den særlige lov om pædagoguddannelsen og de stramme bindinger, den er udtryk for.

I stedet vil vi skærpe intensiteten ved - som det gælder for andre uddannelser – at stille tydeligekrav til de studerendes niveau, når de kommer ud.

Pædagoguddannelserne skal desuden ligesom de øvrige velfærdsuddannelser indrettes efter den virkelighed, der venter de færdiguddannede, og regeringen ønsker som et af hovedpunkterne i en ny pædagoguddannelse en specialisering med en betydeligt højere grad af fordybelse end i dag, der blandt andet tager højde for den ny skole, som et bredt flertal i Folketinget står bag.

Skolen af i morgen er en anderledes skole. En skole, hvor vi får alle med – både de stærke elever, de svage elever og dem i midten. Det støvede billede af et klasseværelse med en grøn tavle og døsige børn, der sidder på lange rækker, er allerede fortid de fleste steder, og det er den retning, vi vil fortsætte. Vi ønsker os en skole, hvor bevægelse, kreativitet, projekter, konstruktioner, udehaver, udflugter og leg bliver en integreret del af den måde, som eleverne lærer på.

I dette skift er personalegruppen helt central. Ingen kan i dag sige skole, uden at sige lærer. Men fremover skal ingen sige skole uden at tænke på både læreren og pædagogen. Pædagogerne og det øvrige pædagogiske personale er nemlig en del af løsningen på de udfordringer, som folkeskolen står overfor.

Pædagogerne skal bidrage til at gøre skoledagen mere varieret og trække styrkerne fra SFO’erne og de øvrige fritidstilbud ind i skolen. Pædagogerne skal være med i hele skoledagen og på samtlige klassetrin.

Det kan være mere legende aktiviteter, der stimulerer børnenes fantasi, kreativitet og innovation, det kan være musiske aktiviteter, der styrker børnenes æstetiske forståelse og deres sanser, og det kan være udflugtsaktiviteter, som foregår uden for skolens område, der udvider børnenes sociale og kulturelle horisont og interesser. Det kan også være temadage, forældrebesøg eller andre forløb, hvor større dele af skolen arbejder med et fælles fokus.

I de ældste klasser kan de eksempelvis være forbindelsesled til de lokale idrætsforeninger eller virksomhederne i nærområdet.

Pædagogerne skal bidrage til at fastholde motivationen. De kan være med til at tage fat i den skoletrætte elev i udskolingen og løsne op for pigegruppens intriger. De pædagogiske aktiviteter skal også anvendes til at styrke børnefællesskabet. Inddragelsen af pædagogerne skal åbne nye muligheder for hele skolen, og pædagogernes ny rolle i en ny skole skal også afspejle sig i en ny pædagoguddannelse.

Samtidig skal en ny pædagoguddannelse med en højere grad af specialisering tilrettelægges i tråd med den markante styrkelse af indsatsen for udsatte borgere, som regeringen har iværksat.

Regeringen har eksempelvis taget initiativ til en reform af tilsynet med alle sociale døgntilbud, hvor der blandt stilles større krav til, at personalets kompetencer skal modsvare de meget specialiserede behov, som borgerne i døgntilbud kan have.

Hvad enten vi taler om unge med misbrug og kriminalitet i bagagen eller mennesker med meget omfattende handicap er det helt afgørende, at de pædagoger, som arbejder med dem, har de fornødne praktiske og teoretiske færdigheder, som gør dem i stand til at flytte borgerne i en positiv retning.

Der er stor forskel på de kompetencer, en pædagog skal have, og den dagligdag, som han får, alt efter om han kommer til at arbejde i en børnehave med små børn eller i et botilbud med voksne stofmisbrugere og hjemløse, og vi skal styrke praktikken i uddannelsen, så de studerende er klædt på til at møde de udfordringer, som venter dem efter studierne.

Det siger næsten sig selv, at det kræver forskellige special- og socialpædagogiske kompetencer at skulle støtte handicappede mennesker med kognitive og fysiske handicap i at bibeholde deres færdigheder og at skulle udrede konflikter mellem unge kriminelle stofmisbrugere på et botilbud, så der bliver ro på til at fokusere på skolegang og misbrugsbehandling.

Det er derfor helt afgørende, at pædagoguddannelsen ruster de studerende med de nødvendige pædagogiske kompetencer og en specialiseret viden om de forskellige målgruppers behov.

Først og fremmest skal vi dog have pædagoger, som er fagligt uddannede til tidligt at spotte de børn, som har behov for en særlig indsats.

I et moderne samfund tilbringer mange børn tid en stor del af deres vågne tid i et dagtilbud. Det vil derfor også helt naturligt være her, man vil kunne fange de børn, som viser tegn på mistrivsel.

Vi ved, at de første fem år er de vigtigste år for udvikling af børns grundlæggende kompetencer, og vil vi skabe den forandring, vi som nation ikke har magtet de seneste årtier, så kræver det, at vi starter med begyndelsen.

En af årsagerne til, at vi er mislykkedes med at bryde den negative sociale arv, er måske, at vi både har undervurderet pædagogernes betydning og stillet for få krav til dem, der tilbringer en ganske betydelig af del af et børneliv sammen med vores unger, og som kan udgøre den afgørende forskel for både børn, unge og ældre, der balancerer på kanten af samfundet.

Det første skridt må derfor være, at vi møder pædagogerne med nøjagtig samme respekt og forventninger som lærerne.