Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Påsken befrier os fra terrorens tyranni

Det er åndelig blindhed, som gør, at terroren får magten. Det handler ikke om, at kristendom skal til at føre krig mod islam. Men der er visse former for ondskab, som kun kan bekæmpes åndeligt, gennem troen på noget højere end én selv. Her er demokratiske principper ikke tilstrækkelige.

24DEBIBEN-TRANHOLM-123132.jpg
Iben Tranholm Fold sammen
Læs mere

Terrorangrebet i Bruxelles udført af islamister har ligesom de tidligere angreb sendt chokbølger gennem Europa. Igen ramte det uventet og endda i et af de lande, hvor overvågningen og terrorberedskabet de sidste måneder har været allerstørst. Selv fik jeg nyheden om blodbadet i Bruxelles et kvarter før, jeg skulle køre min søn til Københavns Lufthavn, hvorfra han skulle rejse alene til Paris. I stedet for at lade frygten gribe os, bad vi i bilen på vej til lufthavnen Fadervor og forskellige andre bønner om Guds beskyttelse og nærvær. Det gjorde vi først og fremmest, fordi vi er troende og bøn er del af dagligdagen i vores familie. Det er vores erfaring, at tro fordriver frygt. Men vi bad også, fordi vi har indset, at de europæiske myndigheder slet ikke har kontrol over, hvor terroren rammer og heller ikke længere er i stand til at beskytte befolkningerne.

Da jeg kom tilbage fra lufthavnen og tændte for nyhederne, blev jeg kun bekræftet i, at politikerne er mere magtesløse end nogensinde over for terroren og islamismens dominans i Europa. Justitsminister Søren Pind tonede frem på skærmen og forsikrede seerne om, at det åbne demokratiske samfund vil vinde, og at islam vil blive kvalt af moderniteten. Pinds stemme var sprød, og han så alt andet end overbevisende ud. NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg udtalte, at islamisterne ikke kan tage friheden fra os. Men er det sandt? Har de ikke allerede taget den fra os? Europa bliver ramt af terror hver tredje eller fjerde måned. Staten er ikke i stand til at beskytte borgerne. Det lyder mere og mere hult, hvis ikke løgnagtigt, når politikerne gentager, at det åbne demokratiske samfund vinder over islamismen, når enhver kan se, at vi konstant mister terræn og kontrol. Faktum er, at det er moderniteten der er ved at blive kvalt af islamismen.

Nyhedsprogrammerne kørte, den dag terroren ramte Bruxelles, efter nøjagtig samme skabelon som ved tidligere terrorangreb. Politikere, eksperter og korrespondenter skiftes til at fordømme, forklare og analysere i mindste detalje uden at nå frem til nogle væsentlige pointer, der ikke blot var gentagelser. Der er dog én bestemt vinkel på terroren, som man kan være sikker på ikke bliver belyst, og det er den religiøse. Det er fatalt, for netop her ligger nøglen til forståelse af, hvorfor det frie samfund er ved at miste grebet i kampen mod islamistisk terror.

Hvad ingen medier har blik for, er den religiøse symbolik, som flere af terror- og voldsangrebene er ladet med. Terrorangrebet i Paris i november fandt sted på en fredag, som er den muslimske helligdag. Ofrene i koncerthuset Bataclan lyttede til musik, som er forbudt i fundamentalistisk islam, og de første, der blev skudt, var dem, som sad i baren og drak alkohol. Symbolikken blev kun ekstra forstærket af, at netop i det øjeblik, hvor terroristerne brød ind i koncerten og begyndte at skyde løs, satte Eagles Of Death Metal, der var på scenen, i med at spille en af bandets favoritnumre »Kiss the devil«.

Billeder taget umiddelbart før massakren viser, hvordan publikum med løftet pege- og lillefinger gør djævletilbedelsestegnet og er parat til at synge med på sangen »Kiss the devil«, hvor stroferne lyder: »I’ll love the Devil. I’ll sing his song.« Hvilken djævlesk ironi, at publikum blev slagtet ned med diabolsk koldblodighed, netop som de var i gang med at feste med djævelen og påkalde hans navn.

Masseovergrebene i Köln nytårsnat fandt sted på pladsen lige foran den store domkirke i Köln som en direkte hån imod den menneskelige værdighed, som kristendommen lærer os. Det er bestemt heller ikke tilfældigt, at terroren ramte Bruxelles netop som påskeugen startede. I stedet for at gå ud og fejre Kristi sejr over døden og hans opstandelse, vil mange europæere denne påske blive indendøre af frygt for døden. Islamisternes angreb er først og fremmest et åndeligt angreb og ikke kun et politisk. At ingen endnu har evnet at erkende det, gør europæerne endnu mere sårbar over for terror, fordi man derved ikke forstår at bruge de rigtige midler. Det er åndelig blindhed, som gør, at destruktion, frygt og kaos får magten.

Det handler ikke om, at kristendom skal til at føre religionskrig mod islam. Men der er visse former for ondskab, som kun kan bekæmpes åndeligt, gennem troen på noget højere end én selv samt moralsk styrke. Her er demokratiske principper ikke tilstrækkelige. Det er netop Vestens mangel på kristentro og dens værdivakuum, som islamismen lever højt på.

Det postmoderne projekt, som har handlet om at tømme kulturen for troen på Gud og bryde med al kristen moral, viser nu, at det har spillet fallit og gjort os alt for sårbare. Vores værdier er ikke substans nok. Grundlaget for en kultur er dets åndelige fundament, ikke den politiske overbygning. Det er derfor heller ikke politiske ideologier, hverken højrenationalismen eller tolerancekulturen, der vil redde Europa fra islamiseringen, men en genopvækkelse af den kristne tro.

Uden kristendommen har europæerne intet at være fælles om, intet fælles værdigrundlag og ingen fælles moral og historie. Selvom middelalderen hverken havde den moderne infrastruktur, mobiltelefoner, internet og Facebook, var Europa en sammentømret enhed. Denne enhed var den kristne kirkes værk. Europa blev til gennem århundreders kampe mod magter, som ville bryde den fælles tro og derved den fælles kultur. Europa står i samme situation i dag, men for første gang uden en fælles kristen tro.

For blot 25 år siden fik Europa ellers et bevis på, at kristendommen kan være en afgørende og fornyende samfundsfaktor. I årene forud for Jerntæppets fald talte pave Johannes Paul II til polakkerne om deres kristne identitet. Han sagde til dem: »Kernen i jeres historie er jeres tro på Gud, religiøse praksis og forestillingen om menneskets værdighed, som kommer fra jeres tro på Gud. Holder I fast ved disse overbevisninger, så vil I også finde en vej til et sandt liv. Og ved at leve sandt, vil I befri jer selv.« Samtidig gentog pave Johannes Paul II over for polakkerne: »Frygt ikke.« De to ord kommer fra Bibelen, hvor de står flere hundrede gange. Det var troen på dem som gjorde, at polakkerne til sidst fik modet til at stå op imod det kommunistiske regimes undertrykkelse. Førende koldkrigshistorikere er i dag enige om, at kristendommen havde en afgørende betydning for den udvikling som førte til, at kommunismen kollapsede. Det var ikke kun en politisk bevægelse, der ændrede Europas historie i 1989, hvor Berlinmuren mirakuløst væltede, men faktisk troen på Gud.

Europa er nu igen truet af undertrykkende kræfter og står på måde ved en korsvej. Den ene vej er frygtens, den anden troens. Det er egentlig essensen af hele kristendommen. At vi altid står over for valget mellem disse to livsveje. I påskeugen sveder den menneskelige side af Jesu blod i Getsemane Have af frygt for den terror, der venter ham på korset, men hans tro på Gud fører til opstandelse, nyt liv og frihed fra frygt. Jesu eksempel har vist Europa vejen hidtil og vil gøre det igen, hvis europæerne vender om.

I februar 1992 holdt daværende EU-kommissionsformand, Jacques Delors, en tale for en række kirkeledere, hvor han sagde: »Hvis vi ikke i løbet af de næste ti år formår at give Europa en sjæl, at give Europa spiritualitet og mening, vil kampen ikke lykkes.« Det er nu over 20 år siden, og Delors’ ønske er endnu ikke blevet hørt. Der findes en sætning, som hedder: »Når et samfund mister sin sjæl, går der hundrede år, så mister det sin frihed.« Det er hverken islam eller terroren, som tager friheden fra os, men vores mangel på tro på Gud. Demokratiet skal vi værne om, men det er ikke nok stillet over for de destruktive åndelige kræfter, som er løs i islamismen. Derfor er efterfølgelse af evangeliets »frygt ikke«, hvad der skal til for at befri Europa fra terrorens tyranni.