Otte forslag: Sådan får vi mere public service for pengene

Ebbe Dal, adm. direktør for Danske Medier, lancerer i kronikken otte forslag forud for de kommende medieforhandlinger. Foto: Jens Astrup Fold sammen
Læs mere

Hvordan skal arbejdsdelingen mellem statens medier og den private mediesektor være?

Det bliver i realiteten emnet for de forhandlinger om en ny medieaftale, som kulturminister Mette Bock og Folketingets medieordførere skal have i den kommende tid.

Kulturministeren har ofte fremhævet, at både statens medier og de private publicistiske medier leverer public service. Hvis det er udtryk for, at begge er lige vigtige, har hun fat i noget afgørende.

De private medier og statens medier er ikke blot i indbyrdes konkurrence, men møder i højeste grad også konkurrence fra udlandet, hvor bl.a. Facebook og andre sociale netværk suger informationsstrømmen til sig uden selv at bruge nogen af deres mange penge på at skabe redaktionelt stof.

Politikerne ser i stigende grad i øjnene, at en god balance mellem de private medier og statens medier er forudsætningen for, at dansk medieproduktion fortsat kan trives i dette hårde internationale konkurrencemiljø og levere den form for omfattende samfundsoplysning og perspektivering, som ministeren ikke mindst hentyder til, når hun taler om public service.

Balancen mellem statens medier og de private medier er i dag dårligt reguleret. Radio- og fjernsynsloven og de tilhørende public service-kontrakters rammer for DRs og de regionale TV 2-stationers opgaver er så vagt formuleret, at statens medier har frit slag til at producere alt, hvad de kan komme i tanker om. På den baggrund falder de desværre for fristelsen til at konkurrere med de private medier om hvad som helst.

Private medier bidrager til økonomien

En fremtidig mediemangfoldighed afhænger ikke mindst af en aktiv regulering af den statslige konkurrence.

Det ligger helt i tråd med, at regeringen for nogle uger siden lancerede sit projekt »Fair og lige konkurrence«, hvor tre ministerier har spillet ud med at begrænse det offentliges konkurrence til erhvervslivet. I pressemeddelelsen hedder det bl.a., at »Det er virksomhederne, som i sidste ende finansierer den offentlige sektor, og virksomhederne kan derfor ikke være tjent med at blive udkonkurreret af det offentlige på et unfair grundlag.«

De private medier er grundstammen i den frie presse og dækker verden fra globalt til kommunalt niveau. De bidrager til at holde både politiske og økonomiske magthavere i ørerne og være platform for den kvalificerede samfundsdebat, men de er samtidig erhvervsliv. Vi taler om store og vigtige arbejdspladser, der vel at mærke er geografisk spredt i hele Danmark. Ofte er lokale mediehuse blandt de største arbejdspladser i provinsens byer.

De private medier er i dag stort set crowdfundede af hundreder af annoncekunder, hvoraf ingen til dagens lave annoncepriser kan være så dominerende, at de enkeltvis skaber et afhængighedsforhold. Nogle medier har endda også tusinder af abonnenter, der betaler for udgivelsen.

De fleste større medier udgives af fondsejede virksomheder, hvor pengene går tilbage til driften. Andre er familieejede ligesom en række vellidte store danske virksomheder, hvor det er en kendt sag, at idealismen er en del af dna’et. Sektoren har samlet set en omsætning på over 14 mia. kr. og beskæftiger mere end 25.000 personer. Den bidrager dermed ikke kun til oplysningen og den demokratiske debat, men i høj grad også til samfundsøkonomien.

Otte forslag til ny medie-sameksistens

Desværre har de sidste års fremstormende globale giganter Google og Facebook med deres attraktive annoncetjenester betydet, at de digitale annonceindtægter går til udlandet og udhuler danske mediers økonomi.

Samtidig går det langsomt med at få folk til at betale for dansk journalistik på digitale medier. Derfor er konkurrencen fra statens medier ekstra mærkbar for de private medier.

Den kendsgerning har ikke fået meget opmærksomhed, og DR og TV 2-regionernes ledelser benægter den, selvom statens medier ikke burde tilføje direkte skade på den demokratiunderbyggende virksomhed, som de private medier udfører. Måske er der ikke noget at sige til det, når rammerne for statens medier er uklare. Men det er det, der skal laves om på i det kommende medieforlig.

I det kommende forlig må det slås fast, at der skal være en anden rollefordeling på mediemarkedet. Danske Medier har otte punkter, som kan danne et nyt og samfundsgavnligt grundlag for mediernes sameksistens:

For det første skal rammevilkårene for DR og TV 2-regionerne formuleres klart. Hvert program eller journalistisk enhed skal i sig selv kunne dokumenteres som noget, der lever op til kravene om, hvad der er public service og ikke ville blive produceret, hvis der kun var private medier til. Det kan f.eks. være omkostningstunge dokumentarer, kostbare dramaproduktioner eller internationale samarbejdsprojekter samt indhold for børn og unge.

For det andet skal der ved hjælp af den såkaldte værdi- og markedstest sikres, at disse krav til statens mediers produktion opfyldes. Værdi- og markedstesten findes i lovgivningen allerede, men må nydefineres, så den løbende anvendes til at tjekke, at DRs og de regionale TV 2-stationers produktion opfylder kravene, både hvad angår nye og løbende programaktiviteter.

For det tredje skal de tekstbaserede nyheder på dr.dk og TV 2-regionernes websider skæres til, så der ikke bruges journalistiske ressourcer på at dublere, hvad de private medier tilbyder. Ligesom DR aldrig har skullet udgive aviser, er der ingen grund til at gå de private medier i bedene med et omfattende udbud af tekstnyheder. Derudover skal statens medier selvfølgelig lægge alle deres TV- og radioproduktioner ud på nettet og stille dem til rådighed, så man kan bruge dem, når man vil.

Udbyd DR P4 til private medier

For det fjerde må public service-medierne arbejde sig væk fra at understøtte de amerikanske tjenesters muligheder for annonceindtjening ved at lægge så meget programstof ud på tjenester som Google og Facebook. Det må være en national opgave at skabe interesse for statens mediers public servicetilbud anvendt på mediernes egne platforme.

For det femte vil det hjælpe på public service-mediernes fokusering at skære ned på licensmidlerne til DR og regionerne med fem pct. om året i fem år, som flere partier har foreslået.

Som sjette punkt skal public service-puljen, der er de licensmidler, som ikke går til DR og TV 2-regionerne som finansiering, bruges til at støtte andre mediers projekter, som rækker ud over deres økonomiske muligheder. Denne pulje skal udvides fra kun at kunne gives til TV til også at kunne gå til andre medieformer, f.eks. radio, podcast og web. Det vil skabe større mangfoldighed i udbuddet.

Det syvende punkt gælder en udvidelse af public service-mediernes forpligtelse til at lægge mere programproduktion ud til private producenter, hvor kreativiteten er stor og varieret.

Sidst, men ikke mindst, vil det være naturligt at udbyde P4, DRs regionale radiovirksomhed, til de mange private medievirksomheder i provinsen. De har kapacitet til opgaven i kraft af en langt mere omfattende nyhedsindsamling end DR-regionerne og bør kunne supplere deres nuværende produktion med denne nye mediemulighed i stedet for i realiteten at forsyne statens medier med råstoffet til deres udsendelser. TV 2-regionerne vil fortsat sørge for, at der er mere end ét regionalt programtilbud.

Med nye veldefinerede regler for, hvad der er public service, en effektiv kontrolmekanisme i værdi- og markedstesten og de foreslåede justeringer af økonomi, programproduktion og publicering, er Danske Medier overbevist om, at livet vil blive bedre og mere sikkert for både statens og de private medier. Og frem for alt vil det give mere privat og offentligt public serviceindhold til den danske befolkning, hvis samfundsengagement og oplysning det i virkeligheden alt sammen handler om.