Ordet skal føre kulturkampen

Søren Pind: Assimilation. Ærlig talt: Hvor mange gange kan vi forbyde vold mod kvinder i hjemmet? Hvor mange gange kan vi forbyde imamer at vie mindreårige? Hvor mange gange kan vi forbyde stenkast mod redningskøretøjer?

TEGNING: KAMILLA WICHMANN Fold sammen
Læs mere

»Han tog ord, og sendte dem ud at kæmpe for os. Han vandt den kolde krig uden at affyre et eneste skud.« Så klart, så enkelt og så fint sammenfattede Margaret Thatcher præsident Ronald Reagans indsats som præsident.

Det er ord, der bør ramme enhver, der fornægter ordenes og ideernes styrke. Vi ved det ellers godt - vi sammenfatter normalt synspunktet i ordene: Pennen er stærkere end sværdet. Der er intet så stærkt som en tanke, en ide, et princip, der i sig selv er selvindlysende - som f.eks. tanken om åndelig og personlig frihed.

Hvorfor skriver jeg nu det? Jeg skriver det, fordi ’gøreriet’ er over os i udlændingespørgsmålet. Hele kobbelet af presse, eksperter og kommentatorer vil have ’handling’. »Når nu du har sagt, at det multikulturelle samfund er en udfordring, når nu du har sagt, at udlændinge, der kommer til Danmark for at blive, må forventes at blive danske - hvad vil du så gøre?« Og SF det samme. Gøre. Gøre. Gøre.

Lad mig først og fremmest sige - jeg vil sende ord ud for at kæmpe for os. For det danske fællesskab. For Danmark og for den personlige frihed i Danmark. Det er, hvad jeg vil ’gøre’ For ærlig talt: Hvor mange gange kan vi forbyde vold mod kvinder i hjemmet? Hvor mange gange kan vi forbyde imamer at vie mindreårige? Hvor mange gange kan vi forbyde stenkast mod redningskøretøjer? Hvor mange gange kan vi forbyde blodpenge, tvangsægteskaber og separate retssystemer? Hvor mange, mange gange kan vi forbyde mordforsøg mod Kurt Westergaard? Sandheden er, at alle disse ting er forbudte. Og derfor må der mere og andet til end gøreri, hvis det, man egentlig ønsker, er at forhindre sådanne ting.

Vi taler simpelthen om den største kulturpåvirkningsindsats i nyere Danmarkshistorie. Og vi taler om en kamp for dansk kultur og det demokrati og det fællesskab, der har kendetegnet os meget, meget længe. Et fællesskab kendetegnet af åndsfrihed, ytringsfrihed, ligeret for kønnene, seksuel ligestilling med meget mere.

De, der ikke anerkender, at pennen er skarpere end sværdet, kan meget vel, i visse henseender, ende med at gøre mere skade end gavn. Og hvad værre er - Folkesocialisternes tilgang i bedste samklang med socialdemokratiet er i virkeligheden også udtryk for en mærkværdig tankegang, som jeg troede, man havde lagt bag sig: Nemlig at det hele er samfundets skyld. Danmarks skyld.

Reaktionerne på mine udtalelser om, at Danmark for at vedblive med at være Danmark må have den naturlige forventning, at fremmede, der kommer hertil og vil blive, må forventes at blive danske, har fået de to partier til at krakelere. Men hvis ikke folk skal blive danske, når de vil etablere sig i Danmark - hvad skal de så være?

Merkel og Cameron har i de sidste uger angrebet det multikulturelle samfund. Det multikulturelle samfund, der bliver konsekvensen, hvis man ikke forventer, at folk i Danmark er og bliver danske.

Det multikulturelle samfund er kendetegnet ved parallelsamfund. Hvor man isolerer sig mod og væk fra hinanden. Og hvor kulturer og normer, langt borte fra de gængse danske, trives. Lad mig give flere eksempler:

 Der er i Danmark 28.000 muslimer, der mener, at Sharia bør integreres i dansk lov.

 86.000 muslimer i Danmark mener, det skal være forbudt at kritisere religion.

 100.000 muslimer i Danmark mener, at ytringsfriheden i visse tilfælde bør begrænses.

 125.000 muslimer i Danmark mener, at det burde være forbudt at offentliggøre Muhammed-tegningerne.

 84.000 muslimer mener, det er uacceptabelt at være homoseksuel.

Det er sådanne holdninger, der trives i parallelsamfund, uden for mainstream, i ghettoer og i områder, hvor multikulturen hersker. Disse tal stammer fra Capacents undersøgelse af muslimers holdning i Danmark i 2010.

Hvordan få ændret disse holdninger ved lov? Der er jo lovgivet om disse ting? Her er kun ordene. Og bevidstheden om, at vi alle er kulturbærere i diskussionen om, hvorvidt Danmark skal være Danmark - eller Danmark skal være et multikulturelt samfund, der udvikler sig til ukendelighed. Og hvordan giver disse holdninger sig så udtryk? De giver sig udtryk i en massiv kulturel tilbagetræden fra, hvad vi opfatter som normaldanske normer, kultur og adfærd.

Den iranskfødte leder af en kristen frikirke, Massou Fouroozandeh, flyttede fra Vollsmose til et hemmeligt sted. Det skete efter familien fik to biler smadret, fordi han havde kors i dem.

Der har været eksempler på egentlige genopdragelsesrejser, hvor børn er blevet sendt til hjemlandet på længerevarende ophold. Der er flere eksempler på, at der er stillet krav om tilpasning af undervisningsmaterialer, blandt andet fremført af den islamiske prædikant Amr Khaled, og der har samtidig været eksempler på fravalg af bestemte bøger i undervisningen.

Der er parallelle retssamfund i ghettoer, hvor imamer og ældre fungerer som dommere. Forholdet mellem dansk-palæstinensere og danske jøder gjorde, at skolelederen på Humlehaveskolen i Vollsmose, Olav Nielsen, helst ville undgå, at jødiske elever indskrev sig på skolen. Centralforeningen for Stampersonel - forsvarets største fagforening - har modtaget klager fra soldaterne, som er utilfredse med, at koteletter og frikadeller ikke længere kan fås på missionerne. I flere og flere kapeller fjernes korset som symbol.

Og sådan kunne man blive ved.

Det er forkert at træde disse skridt tilbage. Det gavner ikke de mennesker, der søger at vælge Danmark til. For det gør indtræden i det danske fællesskab sværere, hvis vores kultur hele tiden træder tilbage og bliver diffus. Og det undergraver også kernesunde traditioner som ytringsfrihed, respekt for kvinders frie valg og religionsfrihed. Det kan ikke nytte, at vi lukker øjnene for det. Det må og skal vi tale om. Den samtale, oppositionen ikke vil føre. Den har ingen forventning til mennesker, der kommer til Danmark. Andet end gøreri fra samfundets side.

Sagen er den, at der også er massevis af håb. Mange af de tiltag, regeringen har gjort siden 2001, sammen med Dansk Folkeparti, har vist sig at virke. Den forkætrede 24-års regel har f.eks. medført et massivt skift i mønsteret for uddannelse af unge kvinder af fremmed etnisk oprindelse. De er i dag i top, når det kommer til spørgsmålet om at være i uddannelse - også mere end deres gammeldanske medsøstre.

Andelen af etnisk danske i arbejde er steget markant - Danmark er et af succeslandene i Europa, hvad angår denne indsats. Nydanskeres tillid til de offentlige institutioner er i støt stigning (dog fortsat lavere end normalen). Færre nydanskere gifter sig med personer bosat i udlandet. Flere nydanskere bor i parcelhus, og altså uden for ghettoen.

Vi skal give de mennesker, der vil og kan, og som søger ind i det danske fællesskab, al tænkelig støtte dertil. Derfor nytter det ikke, at vi ikke også tager en debat og diskussion om de kræfter, der søger at hindre indlemmelse i det danske fællesskab. Og hvad er det så? Er det en ensartet masse, der spiser svinekød, drikker øl, bærer klaphat og Fjellräv? Jeg tror, at mange danske ville blive fornærmet over en sådan vulgaritet - jeg selv inklusiv. Det er en forfladigelse af debatten.

Og vil jeg afvise lovgivning i enhver henseende? Naturligvis ikke. Jeg vil, i forhold til de kræfter, der ønsker at undergrave det danske fællesskab, tage hele demokratiets arsenal i brug. Også lovgivning. Jeg vil bare ikke acceptere, at vi undervurderer og forsager brugen af tanken og åndsfriheden.

Hvorom alting er: Dansk kultur findes. Og der findes visse dele af den, der bør være uflyttelige. Ytringsfrihed. Ligestilling. Demokrati. Personlig frihed. Accept af forskellighed. Religionsfrihed - og adskillelsen af religion og politik. Den debat er på linje med den økonomiske reformdagsorden afgørende for Danmarks fremtid. Symptomatisk at oppositionen på begge disse felter har fravalgt at forholde sig til den, og intet vil foretage sig. Der er intet mod til de svære diskussioner. Det er en skam. For dem der vil Danmark.

Og for Danmark selv.