Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ord skaber virkelighed

Pia Justesen: I stedet for at afskaffe racismeparagraffen burde der arbejdes for en bedre balance mellem respekt for ytringsfriheden på den ene side og respekt for friheden fra racisme og diskrimination på den anden side. For ord er ikke bare ord.

Foto: Claus Bigum

»Sig til dit perkerafkom, at de skal lade være med at glo på mig.« Sådan sagde en mand til en mor og hendes to børn ved et offentligt busstoppested. Det er udsagn af den slags, som vil blive lovlige, hvis racismeparagraffen afskaffes. Og det er, hvad f.eks. Trykkefrihedsselskabet og netværket Fri Debat arbejder for. I stedet for at afskaffe racismeparagraffen burde der arbejdes for en bedre balance mellem respekt for ytringsfriheden på den ene side og respekt for friheden fra racisme og diskrimination på den anden side. For ord er ikke bare ord. Ord kan slå hårdt. Ord kan skabe virkelighed. Der er ord, som er så nedværdigende og så krænkede for personer, der tilhører en minoritet, at ordene ikke tillades. Der er en grænse, og sådan har det været i mange år. Ikke bare af hensyn til de personer, der krænkes, men også af hensyn til samfundets beståen som helhed. Af hensyn til Danmark som demokrati. Et ægte demokrati er nemlig ikke alene et flertalsstyre. Et demokrati skal kendetegnes ved, hvordan det behandler sine minoriteter. Derfor har der også i Danmark i mange år været en lovgivning, som beskytter minoriteter mod racistiske ord. Racismeparagraffen i straffelovens § 266 b gør racistiske og forhånende ytringer strafbare. Det er en bestemmelse, som stammer fra 1939, hvor den blev vedtaget som reaktion på nazisternes overgreb mod jøder i Tyskland. I dag indeholder den et forbud mod at udbrede udtalelser, der forhåner grupper af mennesker på grund af deres race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Forbuddet vedrører både udtalelser, billeder og karikaturer. Racismeparagraffen opstiller en række betingelser for, at en udtalelse kan karakteriseres som ulovlig racistisk. Tilsammen sætter disse betingelser en grænse mellem på den ene side strafbare racistiske ytringer og på den anden side lovlige ytringer omfattet af ytringsfriheden.

Danske domme illustrerer, at der skal meget til, for at en ytring betragtes som ulovlig racistisk. Det er derfor ikke korrekt, at racismeparagraffen er årsag til, at danskere i dag forhindres i at give udtryk for deres synspunkter om etniske minoriteter. Virkeligheden er, at det kun er de allermest forhånende og nedværdigende udtalelser, som bliver straffet. Over en periode på ti år – mellem 2000 og 2010 – har der ifølge Rigsadvokaten rent faktisk kun været 49 danske domme om racismeparagraffen. Kun offentligt fremsatte racistiske ytringer er strafbare. En landsretsdom fra 2001 handlede f.eks. om en person, som havde fremsat nogle racistiske ytringer i en bus. Han blev ikke dømt, fordi ytringen ikke var fremsat til udbredelse i en videre kreds. Racistiske ytringer rettet mod en enkeltperson i et supermarked eller mod fremmede generelt vil typisk heller ikke være strafbare. Strafbare ytringer skal nemlig rette sig mod en afgrænset gruppe af mennesker som f.eks. jøder eller muslimer. Endelig skal de racistiske ytringer være tilstrækkeligt grove for at være strafbare. En annonce fra Fremskridtspartiet var således ifølge Vestre Landsret i 2001 ikke grov nok. Annoncen havde følgende ordlyd: »Er du også bange for fremtiden med al den kriminalitet og voldtægt, indvandrere og ikke mindst muslimer har påført Danmark? Fremskridtspartiet er et af de partier, der vil bekæmpe denne grusomme vold og kriminalitet.«

Det er således svært at finde belæg for, at racismeparagraffen skulle begrænse den frie debat i Danmark. Det er også uklart, hvad det mere præcist er for en debat, som racismeparagraffen forhindrer. Der er på den måde stor kontrast til den udbredte opfattelse af, at det åbne danske samfund er under angreb. Spørgsmålet er i virkeligheden også, hvad der er så værdifuldt ved at få alle typer af forhånende ytringer ud i offentligheden? Hvordan ville følgende udtalelse f.eks. bidrage til det danske demokrati: »Muslimer i Danmark begår grove strafbare handlinger og udgør en trussel mod danskernes liv og sikkerhed. De skal derfor indfanges og opsamles i koncentrationslejre, så de er afskåret fra at kunne skade danskerne. I lejrene skal deres levestandard gradvist nedsættes indtil de kan udsendes.« Højesteret fandt i 2003, at disse udtalelser var strafbare på grund af deres forhånende og nedværdigende karakter over for muslimer. I Danmark er det en udbredt holdning, at ytringsfriheden skal betragtes som en mere tungtvejende og værdifuld rettighed end friheden fra racisme og diskrimination. Der synes i realiteten at være en nærmest fuldstændig fri adgang til at tale åbent og negativt om indvandrere, muslimer og etniske minoriteter.

Det er også, hvad mange etniske minoriteter oplever. En undersøgelse foretaget af Catinét Research og offentliggjort i Ugebrevet A4 8. februar i år viser, at det største problem for etniske minoriteter i dagens Danmark ikke er, at de oplever diskrimination på arbejdsmarkedet. Problemet er den diskrimination, de oplever fra politikere og medier. Det er uundgåeligt, at de negative nyheder og »indvandrerhistorier« i medierne tages personligt af mange personer med etnisk minoritetsbaggrund. De negative historier bidrager til at forstærke følelsen af ikke at høre til i det danske samfund. Ofte høres grove beskyldninger mod etniske minoriteter blive fremsat i medierne og i ytringsfrihedens navn. Sjældent bliver det diskuteret, hvorvidt beskyldningerne er udtryk for racisme og diskrimination. Hvis det går højt, bliver det diskuteret, om udtalelserne nu var lidt for grove eller upassende.

Racismeparagraffen er i det hele taget ikke særligt enestående. Faktum er, at ytringsfriheden begrænses på alle mulige andre områder. Eksempelvis findes et klokkeklart forbud mod injurier, som udgør en begrænsning af ytringsfriheden. Desuden begrænses virksomheder i deres markedsføring af alkohol over for børn. Medicinalindustrien begrænses i markedsføringen af receptpligtig medicin, og medarbejdere begrænses i deres ytringsfrihed på grund af loyalitetspligten over for arbejdsgiver. Få synes at stille spørgsmålstegn ved rimeligheden af, at ytringsfriheden begrænses i markedsføringslovens eller loyalitetsforpligtelsens navn. Hvorfor er det så, at vi endnu engang skal diskutere rimeligheden i, at majoritetsbefolkningen tilsyneladende på grund af racismeparagraffen begrænses i ytringsfrihed? Hvorfor er det så vigtigt, at majoritetsbefolkningen skal have en ubegrænset frihed til at forhåne lige præcis de grupper i samfundet, som i forvejen er marginaliseret? Hvorfor er det så vigtigt at have en ubegrænset mulighed for at nedværdige de grupper i samfundet, som generelt har allermest vanskeligt ved at komme til orde og tage til genmæle i offentligheden? Hvorfor er det så vigtigt med fri debat om dem, der i forvejen ofte oplever ikke at høre til? Hvorfor er der i det hele taget så meget fokus på ytringsfriheden og så lidt fokus på friheden fra racisme og diskrimination? Er den ubegrænsede ytringsfrihed virkelig så vigtig, at alle andre grundlæggende hensyn, værdier og rettigheder skal sættes til side?

Ord er ikke bare ord. Hvis ord gentages tilstrækkeligt mange gange, risikerer de at blive opfattet som fakta. Ord i offentligheden er derfor ikke ligegyldige. Ligesom man må stå til ansvar for sine handlinger, må man også stå til ansvar for sine offentlige ord.