Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Opgør med storbyens provinsialisme

Folk flygter til byerne. De danske landdistrikter er i en alvorlig krise. Ja, faktisk virker det som om, at hele Danmark, lige på nær hovedstadsområdet og Århus, er i alvorlig krise. For hvem flytter frivilligt fra fremtiden?

"Jeg vil påstå, at Danmark pt. oplever en urbanisering, som ikke kun handler om de sædvanlige mekanismer. Men også er drevet af en negativ italesættelse, uvidenhed og storby-koketteri." Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forleden kørte balladen så igen. Balladen om landdistrikterne og de faldefærdige byer, som bør fjernes. Færre mennesker gider bo på landet og i provinsen. Nuvel, her er tale om urbaniseringen. En verdensomspændende dynamik, som kan synes uovervindelig. Men urbaniseringen er ikke »naturlig«, og derfor kan man også sagtens sætte spørgsmålstegn til udviklingen og den selvforstærkende kraft, den efterhånden har fået. For i et lille land som Danmark, hvor man på få timer kan komme fra det ene hjørne til det andet, er det vel stadig muligt at leve et attraktivt liv – også selv om adressen ikke hedder Århus C, Købehavn K eller nord for?

Nuvel, jeg vedkender mig gerne problematikkerne i yderområderne. Nøjagtigt som jeg anerkender Københavns puls. Jeg kan godt se fordelene ved at være tæt på centrum. Men pulsen til trods, så er København jo lille set i den store sammenhæng. Knapt to millioner bor i dag i hovedstadsområdet, og blot 300.000 i Århus. Altså er vi rigtig mange danskere, ca. tre millioner helt »herude«, hvor fremtiden åbenbart ikke længere findes ,og medier sjældent fortæller noget positivt fra. Historien er som regel den samme. Verden ses kun fra et perspektiv – hovedstadens. Resten af landet synes fortabt, og det også selvom virkeligheden og statistikkerne kan påvise det modsatte.

Sundheden er skævt fordelt i Danmark, fortæller DR-nyheder fx 5. marts i et indslag, som fortalte, at folk I Hørsholm lever sundt og længe og træffer oplyste valg, mens dem på Lolland er usunde og uoplyste. Og det, selvom selvsamme statistik rent faktisk viser, at det står allerbedst til i Jylland, også på landet. Men alligevel konkluderer DR, at Danmark er ved at knække mellem storbyerne på den ene side og Udkantsdanmark på den anden side. Helt fejlagtigt. Endnu engang gøres den skæve folkesundhed i Danmark til et spørgsmål om geografi, selvom den intet har med geografi at gøre. Det er sociale faktorer, der gør forskellen. Der er altså ikke noget i jorden på Lolland eller Amager, som giver folk dårligt helbred. Nøjagtigt samme historie kunne altså være fortalt med, hvor sunde folk er i Favrskov, og hvor usunde de er i København. Men sådan vinkles historien sjældent. For som bekendt sner det i hele Danmark, når det sner i København. Ligesom at alle børn går i vuggestue, for det gør de i København.

Modsætningen København/Udkantsdanmark synes stadig mere dominerende. Altså fraskriver man stille og roligt muligheden for fremtiden andre steder, hvilket jeg som både fremtidsforsker og borger i provinsen, mener er dybt problematisk, ikke mindst for sammenhængskraften i Danmark.

For fremtiden findes også i Bjerringbro ellerEsbjerg og i alle de mange byer, som ligger i nærheden. Fremtiden er ikke en udefra kommende størrelse, man intet kan stille op mod. Fremtiden skaber vi selv. Og netop fordi, at Danmark er så lille og rigt et samfund med flere velfungerende universitetsbyer landet rundt, er der også masser af muligheder for en god fremtid der. Selvfølgelig er der mulighed for et godt og moderne liv i Aalborg eller Ollerup. Det handler om vilje, om den ånd, man lægger for dagen som politiker, virksomhed, bank og menneske. Men så længe man fastholder en centraliseringstankegang og en diskurs, som reducerer stort set alt uden for hovedstadsområde til Udkantsdanmark, stopper den voldsomme urbanisering ikke. Hvem tør frivilligt forlade fremtiden?

Hvorfor bor du på Mols? Det varhelt frivilligt, at jeg i 2009 forlod København efter 15 år. Min mand ville gerne hjem til Jylland, og da jeg drømte om urtehave og god plads til børn og bolig var det lige til. Valgte faldt på Mols. Et smukt sted, tæt på Århus C. Der var dog ikke mange midt i København, som kunne se pointen.For hvem flytter frivilligt fra centrum til landet? Mols eller Månen, der synes ikke at være den store forskel. Gang på gang lyder spørgsmålet Hvorfor bor du på Mols? Er der internet? Hvad er det for nogle mennesker, der bor helt derude, hvad er det for nogle børn, jeres børn skal vokse op med? Forundringen over vores velovervejede tilvalg er stor, og uvidenheden mindst lige så.

Én ting er drømme og idealer om et trygt liv i pagt med naturen, som lever vel i storbyen, noget andet er handlekraft. Mange, ellers i egne øjne, hippe og veluddannede kosmopolitter aner ikke forskellen på Mols eller Mors – who cares, det er jo Jylland begge dele. Og selvom, at 40 minutter burde være 40 minutter, lige gyldigt hvor man er, er detklart, at 40 minutter fra Mols til Århus C er en langt større barriere end 40 minutter fra Islands Brygge til Hellerup i myldretiden. Selvtilstrækkeligheden synes enorm – udsynet så begrænset.

Derfor bor vi på Mols. For mig, og mange andre herude på Mols. er det ikke svært at svare på, hvorfor vi bor her. Her er gude- smukt, dejlige strande og flotte landskaber. Og ja, her er også skoler med godt ry og ressourcestærke mennesker. Og hvor børn mange andre steder i landet går i store institutioner med hegn, henter jeg hver dag mine rødkindede unger i nationalparken, hvor de er ude i al slags vejr og tilbringer tiden i noget, der minder om verdens bedste natur-børnehave. Her er god udsigt til fremtiden, fra en sund og tryg start på livet.

Og netop fordi, at vi jo ’kun’ bor på Mols og ikke i det ’rigtige’ Udkantsdanmark er her også vinterbadeklub, mountainbike ruter, øko-sortiment i Brugsen osv. Altså er det langt fra så skidt at bo herude, som man ellers skal lægge øre til i medierne. Men alligevel falder antallet af børnefamilier på Mols, og alligevel står ingen læger i kø for at overtage en praksis 40 minutter fra Århus centrum? 18 minutter fra lufthavnen og tre og en halv time fra Hamborg, hvilket jo ikke giver mening. For Mols er ikke Udkantsdanmark. Noget andet er altså på spil, og det er her, at jeg vil påstå, at Danmark pt. oplever en urbanisering, som ikke kun handler om de sædvanlige mekanismer. Men også er drevet af en negativ italesættelse, uvidenhed og storby-koketteri.

Jovist er landbrugskulturen for længst afgået ved døden. Men det er langt fra det samme som, at der ikke foregår noget dynamisk og moderne rundt i det danske land. Langt fra det samme som at dømme afvikling. Fremtiden er også kommet til Mols og Herning. Og nej, endnu flere gårdbutikker og legepladserkommer ikke til at gøre forskellen. Provinsen og landdistrikternes fremtid er nøjagtig den samme som storbyernes og resten af verdens. Det handler om viden, international handel, serviceøkonomi oginnovation. Det handler om at være målrettet, professionel og ikke mindst oplyst, men det kan man jo også sagtens være på landet. Se Lego, se Skagen Food, se Kvadrat, der findes også internationalt anerkendte virksomheder herude.

Tager Giddens fejl? For som én af vor tids største og mest anerkendte sociologer, Anthony Giddens, siger i sin berømte karakteristik af det sen-moderne samfund, er udstrækningen af tid og rum en af de meste afgørende drivkræfter i opkomsten af det moderne samfund. Hans pointe er, at tiden og stedet mister betydning i den moderne verden. For med udviklingen af moderne transport og kommunikationsformer som fx fly og internet bliver det langt mindre vigtigt, om man befinder sig i New York, Xinjiang eller på Mols. For netop qua mobiltelefonen og internettet, er der ingen forskel på, hvorfra man følger verdens gang.

Altså kan det synes mærkeligt, at det nærmest virker som om, at stedet og tiden får stadig større betydning. Det virker som om, at centrum bliver stadig vigtigere. Mon Giddens tager fejl eller er det bare den danske storbys selvforståelse og verdensopfattelse, som halter voldsomt bag udviklingen? For i år 2014 er pointen vel netop, at der ikke kun findes ét centrum i verden, men mange.

Verden er rig og mangfoldig og mulighederne utallige, hvis altså man magter at se det.

I dagens trykte avis (2. april 2014) var der en stavefejl i overskriften på ovenstående kronik. Det er alene redaktionens fejl, at ordet »provinsialisme« ikke var stavet korrekt og ikke kronikørens. Vi beklager fejlen. Mvh. Berlingske