Når den nye regering udtaler, at de ikke vil stå i spidsen for at sætte børn i fængsel, tænker jeg heldigvis for det, men samtidig undrer jeg mig over, hvem der i øvrigt vil sætte børn i fængsel? For mig bekendt er der ingen politikere, meningsdannere eller fagfolk som ønsker at sætte børn i fængsel. Men hvornår er politik blevet en platform, hvor man ytrer, hvad man ikke vil, frem for hvad man vil? Regeringen ændrer derfor den kriminelle lavalder fra 14 til 15 år.

Konsekvensen af dette vil resultere i, at færre unge end nu får den hjælp, de har behov for. Unge som ikke selv magter eller forstår, at de er nødt til at ændre den kriminelle løbebane, som lige nu peger mod et liv i fængsel, når de er gamle nok til det. Foruden et opgør med den kriminelle lavalder, bliver der blot set til fra sidelinjen af samfundet, mens de her unge er på vej til at ødelægge deres og andres liv.

Man er nødt til at forstå, at disse unge er grænsesøgende, og at grænser derfor må sættes med stor nøjagtighed, netop for at de unge ikke fortsætter med konstant at udfordre disse, og overskride dem til skade for sig selv og andre.

Indsatsen i forhold til de kriminelle unge har slået fejl i alt for mange år. Jeg taler her om unge, der har begået meget alvorlig kriminalitet såsom mord, vold, røverier og voldtægt. Kriminalitet som man ikke kan forsvare med, at det er børn, der har begået den. Jo, de er børn i normal aldersmæssig forstand, men det er ikke normal børneadfærd at begå denne kriminalitet. Og så nytter det ikke at undskylde det med, at de er børn. For med hvilket resultat: De begår blot kriminalitet på ny, hvis de ikke får den rette hjælp.

Det, det i stedet bør handle om, er at sørge for flere pladser på døgninstitutioner med pædagogisk personale, hvor det er muligt at behandle de unges problematikker, hvilke intet har med fængsler at gøre. For bag et ungdomsliv med kriminalitet, ligger der meget andet end selve symptomet på problemet: Nemlig en normløshed og en generel livsfrustration hos den enkelte unge, hvilket i sidste ende er behandlingskrævende. Og da den unge ikke selv forstår vigtigheden i at ændre kurs i sit liv, er man netop nødt til at nedsætte den kriminelle lavalder, frem for at hæve den, hvis man virkelig mener at ville hjælpe disse unge.

Nedsættelsen af den kriminelle lavalder kriminaliserer ikke den unge i sig selv, men derimod de kriminelle handlinger, den unge begår.

Det, der er hensigtsmæssigt ved at tage et opgør med den kriminelle lavalder, er at sørge for at samfundet reelt får mulighed for at fastholde den unge i et behandlingsmiljø, hvis det skønnes nødvendigt, frem for den nuværende praksis, hvor det er den unge selv, som skal ville det nok til at komme ud af kriminaliteten. For hvis den enkelte unge ikke ønsker dette, er der ikke noget, samfundet kan gøre.

Generelt er der enighed om, at en tidlig indsats muliggør det bedst mulige resultat, hvilke jeg kun kan erklære mig enig i. Men når der nu tales om at hæve den kriminelle lavalder, virker det som ren symbolpolitik og er slet ikke forankret i reel fornuft og viden inden for dette specifikke område. For hvad er det, der gør, at en tidlig indsats ikke skulle kunne foregå under tvang over for de unge, som ikke forstår, at de har behov for hjælp? Og hvad er det, der gør, at de unge skal vente yderligere nogle år, før samfundet mener, at det er tid til at foretage en reel indsats, nu planen er at hæve den kriminelle lavalder? Altså den indsats, man ellers var fuldstændig enig i, skulle være så tidlig som mulig?

Et af de helt store mangler ved lovgivningen er, at samfundet udviser mangel på konsekvens ved normløshed og hvor det tillades at gøre præcis, hvad man vil, så længe man er ung nok. Disse normløse unge har derimod behov for et samfund, som ikke blot taler om at hjælpe dem, men derimod er i stand til at føre ordene ud i reel handling. Og for visse unge er dette kun en mulighed, hvis man kan tvinge dem til behandling.

Som det er realiteten nu, lader man dem selv være ansvarlig for eget fremtidige liv, til trods for, at det bør være tydeligt for alle, at det er de ikke i stand til, hvis man læser bag deres lave alder og ser på den kriminalitet, de begår.

Helt undtagelsesvis er det muligt at sætte unge under den kriminelle lavalder, på en sikret institution, men praksis er, at det bliver i relativt kort tid, da holdningen generelt er, at det er skadeligt for den unge at opholde sig her, hvorfor de bliver flyttet, så snart det er muligt. Argumentationen er, at det ikke er godt for unge at være låst inde, men omvendt har de tydeligt bevist, at det er endnu mere skadeligt for dem ikke at være låst inde, da de dermed fortsætter deres kriminalitet og fejludvikling. Og dette med samfundets indirekte accept.

De sikrede institutioner er generelt ikke gearet til at lave decideret behandling, men derimod har de en funktion af opbevaring (varetægtsfængsling), mens politiet efterforsker sagen, eller til at udføre en pædagogisk observation for at finde den rette behandling. Og efterfølgende bliver de unge indskrevet på en åben institution. Hvis de altså ikke bliver sendt hjem.

Problemet er blot, at de unge, der ikke ønsker at opholde sig på disse institutioner, kan rømme uden reelle konsekvenser, da de er for unge til at kunne blive dømt til at skulle være på institutionen. Enten er de der frivilligt eller under tvang. Men tvangen har reelt ingen virkning i praksis, da det ikke er muligt at tvinge dem til at blive på institutionen, hvis de ikke ønsker det, nu, de ikke er dømt til at blive der.

Man burde i stedet nedsætte en ungdomsdomstol med dommere med særligt kendskab til de unge, samt psykologer og andre socialfolk med særligt kendskab til de unges problemer og udfordringer, netop for at kunne hjælpe dem bedst muligt i en fornuftig retning. Og dermed gøre op med årelang tradition om, at tvang nødvendigvis er af det onde.

Jeg har personligt kendskab til flere unge, som ,mens de var under den kriminelle lavalder, havde flere end 100 alvorlige kriminelle forhold bag sig, og på trods af dette var der ikke noget at stille op, hverken fra politiets eller kommunens side, da hverken den unge eller familien ønskede at samarbejde: Politiet anholdt og afhørte de unge, og måtte for de flests vedkommende løslade dem igen, efter at de sociale myndigheder var blevet kontaktet. De unge blev efterfølgende overladt til deres respektive sagsbehandler, som reelt ikke kunne stille noget op med de værste af dem, nu, de unge ikke selv ønskede det. Nogle få blev sat på en institution, indtil de rømmede derfra, og fortsatte med at begå kriminelle handlinger.

Alle er siden blev anholdt, sigtet - og nu dømt - efter at de nåede den kriminelle lavalder. For reelt fik de ingen chance for at komme videre med deres liv, nu samfundet ikke har mulighed for at tage ansvar for dem. Og hver gang stod jeg tilbage og tænkte: Hvorfor skal det vare så lang tid, inden den unge får den nødvendige hjælp?

Ville det ikke være smartere med en tidlig indsats? Den tidlige indsats, vi alle er så rørende enige om, er det eneste rigtige.