Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ondskabens ypperstepræst

Med sine minutiøse beskrivelser af alle tænkelige seksuelle udskejelser, fascinerer Markis de Sades romaner stadig, og den franske markis indtager en betydelig plads i ondskabens historie. 2. december er 200-årsdagen for hans død.

Markis de Sade skildrer i sine romaner 600 former for udskejelser og perversioner, af de Sade kaldet for "passioner«, der kostede 30 personer livet. Det er tydeligt, hvorfor de Sade har lagt navn til begrebet »sadisme« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Spørgsmålet om, hvorfra menneskets så rigeligt dokumenterede ondskab kommer, har en række filosofiske og teologiske implikationer, som ikke skal behandles her. Derimod skal det blot fastslås, hvilket menneskehedens historie i rigeligt mål har vist, at ondskaben og dens utallige facetter er allesteds nærværende og et evigt-aktuelt fænomen. Den kendte tyske retspsykiater Hans-Ludwig Kröber peger i denne forbindelse på flere undersøgelser, hvor mennesker er blevet spurgt, om de nogensinde har overvejet at slå nogen ihjel: »Og cirka halvdelen sagde ja!« er hans konklusion. Men Kröber beroliger, idet han peger på den forskel, der er mellem at udtænke mordplaner og så udføre dem: »Sådanne forestillinger og hensigter bliver langtfra alle til virkelighed. De fleste mennesker bliver trods alt ikke til mordere.«

Alligevel er alene en sådan mulighed nok til, at vi beskæftiger os med alskens farer og/eller trusler, der kan være rettet mod os i dagligdagen, og her ligger så netop det onde på lur overalt, hvor vi færdes: hjemme, på arbejdspladsen, ude i byen eller i naturen. Vi frygter naturkatastrofer, vilde dyr og den fare, der udgår fra andre mennesker. Det er ikke tilfældigt, at der i begyndelsen af næsten alle religioners opståen findes en guddom, der skaber orden i kaos!

Kirkefaderen Augustinus har i sine »Bekendelser« fra det 4. århundrede udførligt beskæftiget sig med den ondskab, der truer os fra andre menneskers side og forklarer denne som en følge af vores frie vilje, dvs. vi kan vælge det onde, men behøver det ikke. Heraf følger da, at kun gennem en streng disciplin, som denne f.eks. håndhæves af en kirkelig institution, kan ondskaben holdes i skak. Dog da vi når frem til oplysningstiden i det 18. århundrede, der munder ud i den franske revolution i 1789, var tilliden til sådanne kirkelige institutioner forlængst gået fløjten. Alt for ofte havde kirken selv gennem f.eks. inkvisition og heksebrænding vist, at heller ikke den var immun over for ondskaben. Derfor er det ikke nogen tilfældighed, at den af revolutionens tilhængere, der mest intensivt har beskæftiget sig med det ondes væsen, Markis de Sade, ofte lader de gevaldige orgier, han i sine romaner skildrer, foregå i klostre. Hele livet igennem levede han i et stadigt oprør mod de i ham gennem opdragelsen indpodede begreber om Gud og monarki.

Læs også: Söderberg skriver husmorpornografisk shit

Donatien Alphonse François de Sade (1740-1814), hvis 200 års dødsdag falder i dag, indtager således en betydelig plads i ondskabens historie. Han fødtes ind i en fornem fransk adelsfamilie, blev som 14-årig soldat og to år senere officer. I 1763 giftede han sig standsmæssigt med en rig ung dame af højadelen, hvis formue gjorde det muligt for ham at føre et liv, der stillede alle tidens udskejelser i skyggen. Allerede i bryllupsåret begyndte skandalerne omkring de Sade, da han tvang en vis Jeanne Testard ikke blot til sex, men også til at udføre forskellige blasfemiske handlinger. Han arresteredes, og i politirapporten findes i øvrigt den eneste tilforladelige beskrivelse af den unge ægtemand. Han skal have været slank og af »gennemsnitlig højde med blå øjne og mørkeblondt hår«. Hans ansigt skal have været »ovalt og kønt«.

Andre orgier fulgte i Paris og på de Sades landsted i Lacoste, til hvilke han skal have medbragt mænd og kvinder, der enten modtog penge for deres tjenester eller simpelthen blev tvunget til at deltage. I 1768 arresteredes han igen efter at have lokket den 36-årige Rose Keller ud på sit landsted. Her skal han have truet med at dræbe hende, hvis hun ikke klædte sig af. Herefter blev hun bundet til en sofa, gennempisket og mishandlet, hvorefter de Sade hældte smeltet voks i hendes sår. Det lykkedes hende dog at flygte, og skandalen var enorm. Kongen lod de Sade indespærre, men allerede efter syv måneder genvandt han sin frihed.

Rose Keller var næppe den første og med sikkerhed ikke den sidste kvinde, der blev offer for de Sades sygelige trang til at gennemprygle kvinder. Således beklagede to prostituerede sig i 1772 til politiet over, at de af de Sade var blevet lokket til at indtage et afrodisiakum og herefter tvunget til gruppe- og analsex – og også her har pisken været i flittig brug. Markisen blev igen stillet for retten og denne gang dømt til døden, men det lykkedes ham at flygte til Italien, hvor han skrev to rejsebøger, der udkom henholdsvis 1775 og 1776. Nu havde familien dog fået nok, og svigermoderen fik udvirket en arrestordre, så de Sade efter sin tilbagevenden til Paris i 1777 blev arresteret og kastet i fængsel først i Vincennes, og – efter et flugtforsøg i 1784 – i Bastillen, hvor han tilbragte de næste fem år; den tidligere dødsdom var blevet omstødt i 1778.

Læs også: En nazistisk kærlighedshistorie?

Det var under fængselsopholdet, at de Sade skrev de fleste af sine romaner, hvoraf den første, »Les cent-vingt jours de Sodome« (1785; da. »120 dage i Sodoma«, 1998), kan tjene som prototype på denne del af forfatterskabet – og det følgende referat er ikke for sarte sjæle:

Fire velhavende herrer, hvoraf den ene ikke tilfældigt er en ateistisk biskop, lukker sig sammen med deres hustruer og døtre, der også deltager i de efterfølgende orgier, inde på et ensomt slot. Her dyrker de enhver tænkelig udskejelse, der udføres systematisk efter en nøjagtig tilrettelagt plan og nedskrives minutiøst. I alt deltager 50 mænd og kvinder i orgierne, der rækker fra blodskam, dyresex og analsex med småbørn til fortæring af afføring, tortur med udtagning af indvolde i levende live etc. og ligskænding. I alt skildres 600 (!) former for udskejelser og perversioner, de Sade kalder dem »passioner«, der koster 30 deltagere livet. Det er tydeligt, hvorfor de Sade har lagt navn til begrebet »sadisme«!

De andre kendteste romaner af de Sade, »Justine« (1791), hvis danske udgave i 1965 blev beslaglagt af politiet, »Aline« (1793) og »Juliette« (1796), som de betegnes forkortet, er alle af nøjagtig samme kaliber, og kronikkens læsere skal skånes for videre detaljer. Revolutionen befriede de Sade efter 12 års fængsel, men allerede 1801 arresteres han igen pga. af den indignation, hans bøger havde fremkaldt, og han blev igen indespærret. I begyndelsen af 1803 forsøgte han at voldtage sine medfanger – også på denne måde forsøgte han at udleve sin filosofi om frihed uden moralske bånd – og i april 1803 anbragtes han så på sindssygeanstalten i Charenton, hvor han også døde.

Hvad skal man stille op med et sådant forfatterskab, der gennem tiderne er blevet både afvist med beskyldninger for umoral og endog satanisme, og dyrket med begejstring som en manifestation af individets frihed? Helt klart drejer det sig her ikke om litterære mesterværker, men snarere om sygejournaler, kendetegnet ved en iskold fortællestil, der kortlægger forfatterens egen mentale tilstand: en nærmest infantil glæde ved at chokere og angribe enhver tænkelig moralsk eller social autoritet ved at opremse enhver form for bizarre eller perverse handlinger.

Læs også: Den ulidelige liderlighed

Med sin ateisme og egoisme, sin lære om den absolutte frihed og menneskets iboende ondskab som de Sade kompromisløst skildrer i sine romaner har han udøvet en vis fascination på en række – især franske – forfattere som f.eks. Charles Baudelaire, Albert Camus og Simone de Beauvoir. Men kan de Sade måske også ses som den yderste konsekvens af oplysningstidens afvisning af enhver metafysisk orientering og dermed af kristendommens morallære? Et andet negativt aspekt af de Sades forfatterskab er endvidere den totale kvindeforagt, der kommer til udtryk hos ham, hvorfor han da også er blevet forkastet af fremtrædende feminister som f.eks. Andrea Dworkin.

I hvert fald er de Sade endnu i vore tider i stand til at skabe debat pro et kontra – et tegn på hans aktualitet. Men måske er livet for kort til at læse hans murstenstykke romaner? Alligevel bør vi nok lade den franske digter Baudelaire få det sidste ord: »For at forstå det onde er det nødvendigt til stadighed at vende tilbage til de Sade, dvs. til det naturlige menneske« – en tydelig erkendelse af ondskabens eksistens, så længe der er mennesker til.