Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Om nye og gamle bryster

Birgitte Baadegaard: Med en galopperende frygt i blodet for at blive gammel og med den falske idé i hælene om, at man bestemmer over sin egen krop, er det nu kommet dertil, at piger, der lige er blevet kvinder, får silikonebryster.

Psst! Ja, det er dig, jeg taler til. Du, som er omkring 20 år – måske 18, måske 27 – det betyder ikke noget. Måske er du i gang med en uddannelse – måske tager du et sabbatår. Måske arbejder du, måske er du ledig. Måske ved du ikke, hvad du vil lige nu – eller fremover. Måske har du drømme, som du gerne vil gøre noget ved. Det er ligegyldigt, for jeg skriver stadig til dig… og din mor – og din søster – og din tante – og alle de kvindeskikkelser, som er omkring dig.

For nogle uger siden var jeg sammen med min bonusdatter på 21 år. Mens vi står i køkkenet, fortæller hun blandt andet, at en af hendes veninder skal have lavet ’nye bryster’ (Sjovt udtryk – vil det sige, at dem, man har før operationen, er ’gamle’, selvom man kun er 20 år? Så må mine betegnes som rene antikviteter, hvilket gør dem en formue værd). Nå, men tilbage til veninden, som jeg tilfældigvis kender. Hun er dejlig, kvik, smuk, velformet og velbegavet – så da jeg hører nyheden, sprutter jeg: »Hun skal hvad?! Har hun tabt sin hjerne i fryseren siden sidst?«, hvortil min bonusdatter afslappet svarer: »Nårh, det er der da vildt mange, som får lavet.«

For en uge siden var jeg på maleophold i Frankrig. Her mødte jeg en ung kvinde på 20 år: Langt, krøllet hår, slank og velformet, kvik og kreativ. Hun og jeg tog på et par bjergvandringer i mellem maleaktiviteterne, og på sådan nogle ture kommer man til at tale om lidt af hvert. Også bryster. Og nej, vi kom ikke ind på emnet, fordi jeg skulle spille ’klog, gammel kone løfter pegefingeren og fyrer sin kæphest af’, men fordi hun spurgte, hvad jeg arbejdede med. Og da mit firma har fokus på kvinder på arbejdsmarkedet, møder jeg alverdens forskellige kvindetyper, aldre og baggrunde, som gennem årene desværre har fået mig til at konkludere, at den usikre flinkepige stadig lever i bedste velgående – også blandt unge kvinder.

På et tidspunkt nævner jeg bl.a., at jeg synes, unge kvinder i dag har for stort fokus på det ydre, hvorimod de ikke har særlig meget styr på det indre – og at det bl.a. hæmmer dem, når de skal søge job. Svaret fra min travemakker lyder: »Så er det ikke mig, der er tosset – det var jeg ellers begyndt at overveje…« Og så fortalte hun, at flere og flere i hendes omgangskreds får lavet ’nye bryster’. At veninder, som før har været glade for dem, de har, pludselig skifter mening og får dem fikset. Til sidst tilføjede hun:

»Jeg kan godt mærke, at jeg bliver påvirket. Når jeg kigger på mig selv, finder jeg fejlene og ser det, der ikke er, som det skal være. Jeg har for eksempel krøller – alle andre glatter deres hår. Men det kan da ikke være rigtigt, at jeg skal glatte håret og få ’nye bryster’ for at føle mig ok, vel? Og hvorfor er det i øvrigt, at flere og flere får en professionel fotograf til at tage modelfotos, som de smider på ? Jeg tror virkelig, der er gået Paradise i os – mere end vi aner.«

Da jeg kom hjem, tjekkede jeg for sjov nogle tilfældige unge pigers profiler ud: Piger helt ned i 5. klasses alderen sidder med trutmund og pandehåret hængende ned i ansigtet med armene presset ind til kroppen, så deres knap-eksisterende gajoler skaber noget, der ligner en kavalergang. 7. klassepiger står med front mod kameraet med bar overkrop og et skateboard holdt op foran sig. Unge piger tager billeder af sig selv i badeværelsespejlet med deres telefoner og smider dem videre til offentligt skue. Bare maver – sovekammerblikke – små toppe…

»Hvad er problemet?«, spørger du måske nu og fortsætter, »Jeg går ikke i 5. klasse. Jeg er over 18, kan stemme og bestemme – også over min egen krop.«

Til det har jeg kun at sige: du er et produkt af din tid ligesom 5. klassepigerne. De ser det samme i fjernsynet som dig, og samtidig ser de dig – storesøster, kusine, veninde af huset. De gør, hvad du gør. De tror, det er sådan, man skal gøre for at blive betragtet som ’lækker’. Og ingen af jer bestemmer – desværre – over jeres egne kroppe, selvom I tror det, fordi I overfodres med kvinde-prototyper i medierne og via presset fra de grupper, I befinder jer i til daglig.

Hvad er det, der foregår? Gør som 17 milliarder fluer – spis lort!? Det ironiske i det her er, at tyngdeloven er universel. Den rammer alt – også silikone. Så med tiden vil dine ’nye bryster’ alligevel begynde at hænge mere… eller stritte mindre, om du vil. Alderen vil konstant vise sine små grimme tegn. Hvad vil du gøre ved det? Vil du fortsætte i en uendelighed med at fikse uregelmæssighederne? Stol på mig – hvis du allerede er utilfreds med din krop nu, vil det kun blive værre med tiden: En dag opdager du, at dit kæbeparti er blevet løsere, og at huden hænger under hagen. Den lækre runding på din velformede numse er pludselig flyttet om foran på maven, mens bagdelen ligner et naan-brød. Håret bliver mere vildtvoksende – og her mener jeg ikke nødvendigvis på hovedet. Der kommer rynker omkring øjnene, i panden, ved mundvigene. Om det så er på øreflipperne, kan alderen ses. Får du hjertebanken og tilløb til panikanfald? Lad være! Det dejlige ved det er, at det alt sammen kommer af erfaringer og oplevelser. Sorger og glæder. Sol og vand. Liv og død. Jeg har for eksempel en rynke lige under min underlæbe, som jeg kalder min ’far-rynke’. Den kom i forbindelse med min fars sygdom og død – og nej, jeg synes ikke, den er køn, men jeg byder den velkommen, fordi den er en del af min historie. Mit liv.

Og når du har fået dine nye bryster – er du så virkelig glad? Eller er du bare glad for dem? Mit gæt er, at du ikke bliver det mindste gladere for dig selv. Du tror ikke mere på dig selv som arbejdskraft og menneske, fordi du har fået kunstige bryster (ja, det kalder jeg dem). Når du ser dig selv i spejlet, vil dine bryster måske nok strutte – men strutter du indeni? Får de dig til at mærke langt ind i, at du bidrager til verden? Til det samfund, du er en del af? Får det dig til at føle mening med, at du er i live? Jeg tvivler.

Måske tænker du nu, at de tanker er lige højtravende nok for en i din alder – kun en som mig, med benene halvt i graven, har brug for dem - min tid er jo knap. Det er jeg uenig i. Vi har kun et liv. Brug det, hver dag. Og brug det godt. Til at blive klogere. Blive et bedre menneske. Lære mere. Give fra dig. Reflektere og tænke. Nyde (også massage, cremer, hårkure). Der er brug for, at du spørger dig selv og alle de (unge) kvinder, du kender: ’Hvornår er det nok? Hvor længe vil vi ligge under for det her ydre pres? Hvornår vil vi begynde at bruge livet på at finde ud af, hvad VI virkelig VIL?’ Og nej, at finde ud af, hvad du vil, betyder ikke f.eks. drømmen: ’Jeg vil være kendt’. Kendt for hvad? At være dum? Billig? Hende med de store nødder? Tro mig, når f. eks. Amalie i en periode ikke får mediernes opmærksomhed, har hun det skidt. Med sig selv. For hun ’er’ kun noget, når hun får opmærksomhed (uanset formen). Det er den direkte vej ned ad slisken: endnu større bryster, dummere sætninger, ringere sange, flere tæv – alt er godt i opmærksomhedens navn.

Fortæl mig: Hvor kan du mærke, du trives og har det godt? Hvis du ikke ved det, så find ud af det. Tag tiden til det. Om det er maling, skrivning, at hjælpe børn, styre projekter, blive mor, holde foredrag, være organiseret blæksprutte, lede og beslutte – det er lige meget. Bare du har hjertet med i dit valg og ikke kun gør det for at blive ’set’ og bekræftet af andre. Start en ny revolution! Det kræver ikke, at du går med lilla ble, fritlagte hængebryster (nå nej, strittende nye bryster) og råber ’Ned med mændene’. Bare stop op. Tænk! Mærk efter! Og bliv den kvinde, du virkelig er – med krøller, gamle bryster, rynker og alle de andre tilsyneladende svagheder, som følger med at være menneske og kvinde. Velkommen i klubben!