Om jeg skal have børn? – Nej, tak

Jeg møder to reaktioner, når jeg fortæller om mit ønske om en barnløs eksistens. Nogle griner lidt overbærende og siger, at jeg har masser af tid til at ombestemme mig. Andre ser det som deres borgerlige pligt at overbevise mig om, at børn er det vigtigste i en kvindes liv.

»Mit liv bliver ikke fuldendt af at få børn; der skal noget andet til;« skriver Katrine Blauenfeldt. Foto: Claus Bech Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

Den første gang jeg ytrede mig om min manglende lyst til at få børn, var jeg ni år. Min far kom ind på mit værelse og så mig lege med min yndlingsdukke, han smilede og sagde, at jeg en dag ville blive en god mor. Jeg satte mig ned på mit gulvtæppe og lagde armene over kors og forsikrede ham om, at jeg ikke skulle være nogens mor.

Min far grinte overbærende og fortalte mig, at det helt sikkert ville ændre sig, når jeg blev ældre. Jeg kan tydeligt huske, at jeg blev sur over, at han ikke ville tage mig alvorligt.

I dag er jeg 28 år, og nu møder jeg to forskellige reaktioner, når jeg fortæller om mit ønske om en barnløs eksistens. Nogle reagerer, som min far gjorde dengang; de griner lidt overbærende og siger, at jeg stadig har masser af tid til at ombestemme mig.

Så snart jeg fylder 30, skulle jeg tilsyneladende få en åbenbaring om, hvor meningsløst et liv uden børn er. Det famøse biologiske ur vil tage over, og pludselig har jeg ikke lyst til andet end at amme, skifte bleer og synge vuggeviser. Det er jeg gang på gang blevet belært om.

Så er der den anden gruppe mennesker, som, til deres store skræk og rædsel, tror på, at jeg ikke vil have børn, og derfor ser det som deres borgerlige pligt at overbevise mig om, at børn er det vigtigste i en kvindes liv.

Det er de her folk, som disker op med deres bedste skræmmeteknikker for at få mig til at ændre mening. De fortæller mig, at jeg bliver så forfærdelig ensom, når jeg bliver gammel, hvis jeg ikke har børn og børnebørn, som jeg kan invitere over på en pose Bridge Blanding og et spil Rommy.

Men er det virkelig den rigtige grund til at få børn? Fordi man er bange for at være alene, når man fylder 70? Der er i øvrigt ingen garanti for, at du ikke vil sidde alene under din hjemmehæklede plaid, når du bliver gammel, bare fordi du har børn.

Bare behold jeres tosomhed

Når den overtalelsesmetode ikke virker, så skifter de teknik. De forsikrer mig om, at jeg ikke ved, hvad jeg går glip af, og at jeg på ingen måde ved, hvad ægte kærlighed er, før jeg sidder med en lille fedtet og lyserød baby i armene, som jeg lige har presset ud af mit underliv.

Det finder jeg dog en anelse arrogant og uvidende. Bare fordi de muligvis var narcissistiske egoister, inden de fik børn, betyder det ikke, at jeg ikke ved, hvad det vil sige at elske en anden person højere end mig selv. Når den metode heller ikke virker, så kommer de som regel med en sidste krampetrækning, som de håber kan være dråben, der får mine æggestokke til at vibrere.

Ofte hævder de, at jeg ikke kan kalde mig for kvinde, hvis jeg ikke har børn. For kvinders eneste formål her på Jorden er jo at producere børn; det er højdepunktet i vores liv. Når disse mageløse skabninger så engang flyver fra reden, kan vi lige så godt bare sætte os tilbage i sofaen og vente på, at vi langsomt visner, for nu har vi bidraget til samfundet på den mest nyttige måde, der findes for kvinder.

Der hersker stadig en eller anden idé om, at alle kvinder er udstyret med en brændende lyst til at tage sig kærligt af små hjælpeløse væsner. Det er de gamle og forældede kønsstereotyper, som spiller en vigtig rolle her. Selvom vi lever i et samfund, hvor vi vægter uddannelse og karriere højt, både for mænd og kvinder, så skal kvinder helst ikke være ligeså karriereorienterede som mænd.

Der ligger et forventningspres på os om, at vi, på et tidspunkt, skal sætte et barns behov før vores egne. En kvinde skal være ydmyg, smilende, tålmodig, have masser af hjerterum, have styr på hjemmet, og frem for alt, så er hendes fineste opgave at føde børn og opdrage dem til at blive gode og produktive individer, som samfundet senere hen kan drage nytte af.

Det er oftest kvinder selv, der stiller sig helt uforstående over for min beslutning om ikke at ville have børn. Hvis de så ser mig fjolle rundt og grine med min toårige niece, spørger de triumferende: »Nå, så blev du vist alligevel lidt skruk, hva’?« Svaret på dette yderst irriterende og uintelligente spørgsmål er et rungende nej.

Mit valg om ikke at få børn handler ikke om, at jeg hader dem. Det betyder heller ikke, at jeg ikke kan elske min niece, eller at jeg synes, at andre folk ikke skal få børn. Det handler om, at sådan som jeg gerne vil leve mit liv, der har jeg hverken plads til eller behov for børn.

Men det virker, som om mange folk synes, at jeg ikke bidrager til samfundet på den måde, som der forventes af mig. Det er ikke nok, at jeg uddanner mig, arbejder og betaler skat, jeg skal også sørge for, at den næste generation af lydige arbejdsbier ser dagens lys.

Lykken for mig er ikke at have en lille klon af mig selv og min kæreste, den er heller ikke at have en forudsigelig hverdag, hvor der ikke er plads til fester, rejser og spontanitet. Der er intet i mig, der har lyst til at tage det fulde ansvar for et andet menneske.

Det ville fremprovokere angst, og jeg ville føle mig indespærret. Lykken for mig er tirsdags-bodegature, der ender kl. 4 om morgenen; det er at tage en smuttur til Hamborg, fordi jeg tilfældigvis opdager, at et af mine yndlingsbands spiller der om to dage; det er at være vågen hele natten og se dårlige 80’er splatterfilm; det er at blive i sengen hele søndagen sammen med en pose chips og den sidste sæson af den serie, der lige hitter i min verden på det tidspunkt; det er at kunne lukke mig inde i min egen lille litteratur-boble, hvor det kun er mig og mine bøger, der eksisterer. Jeg elsker, at min tid er min egen, og at jeg helt selv kan bestemme, hvad den skal bruges til.

Jeg er alt for præget af pludselige indskydelser til at have et liv, der kræver en stram struktur og nøje planlægning.

Egoismen længe leve

Jeg er også ret sikker på, at jeg ikke besidder det der indbyggede moderinstinkt, der åbenbart skal strømme ud af én, så snart man har født. Folk fortæller mig, at det helt automatisk kommer, så snart man ved, at der er et lille væsen, der vokser inde i en.

De ynder også at tilføje, at det var først, da de selv fik børn, at deres liv pludselig gav mening. De antager så, at jeg har trasket trist igennem min tilværelse, mens jeg har ledt efter den manglende brik i mit livs puslespil. Dette er ikke tilfældet. Jeg føler ikke, at jeg har et hul i mit liv, der mangler at blive udfyldt.

I hvert fald ikke et hul, der er babyformet. Og det med at have et lille menneske boende inde i mig, synes jeg ikke, lyder tiltalende. For mig lyder det mere som noget fra en gyserfilm end som noget, jeg kunne tænke mig skete i virkeligheden.

Jeg er mere end en omvandrende livmoder. Mit liv bliver ikke fuldendt af at få børn; der skal noget andet til. Jeg har brug for intellektuel stimulering. Jeg har brug for at have dybe samtaler med spændende og kreative mennesker. Men mest af alt, har jeg brug for, at jeg selv kan bestemme over min tid og mit liv.

Jeg har intet ønske om, at mine beslutninger skal påvirke et andet menneske på den måde som en mors beslutninger influerer på hendes barn. Jeg får masser af kærlighed, støtte og forståelse af mine venner og familie, men samtidig har jeg masser af frihed, som jeg slet ikke vil eller kan undvære.

Jeg nyder at være alene, og jeg kan sagtens bruge en uge i mit eget selskab uden at have kontakt til andre mennesker. Så fordyber jeg mig i nogle gode bøger og film og får skrevet en masse surrealistiske digte, mens jeg drikker hvidvin og ryger smøger. Jeg finder indre ro ved tanken om, at jeg grundlæggende kun skal stå til ansvar for mig selv. Det er sådan min drømmetilværelse er og har været ligeså længe, som jeg kan huske.

Jeg er så glad for, at jeg bor i et samfund, hvor man netop kan tænke over sine valg og træffe de beslutninger, som passer bedst til én selv. Selvfølgelig kan jeg ikke med hundrede procent sikkerhed sige, hvad min fremtid bringer. Det kan da godt være, at jeg, på magisk vis, vågner op på min 30-års fødselsdag og føler en ubeskrivelig trang til at formere mig. Det kan også godt være, at vi en dag kommer til at leve i en verden, hvor det er folk, som vælger at få børn, der konstant skal forsvare deres valg. Jeg tvivler dog stærkt på begge scenarier.