Om bedsteforældre som historiske kilder

Jørn Henrik Petersen: Historie er ikke kun historie. Historie er nøglen til samtidsforståelse. Det var temaet for kronikørens indlæg i går ved offentliggørelsen af Carlsbergfondets årsskrift.

Tegning: Claus Bigum
Læs mere
Fold sammen

Hvis velfærdssamfundet skal overleve, er der brug for et opgør med krævementaliteten!

- Det er jo gammel socialdemokratisk kernepolitik, at man skal gøre sin pligt og kræve sin ret. Men de to ting hænger sammen, og det er ret vigtigt, at de gør det, for hvis folk kun kræver deres ret, men ikke gør deres pligt, er der ikke noget velfærdssamfund! Debatten »handler om dem, som kan, men ikke vil (arbejde)« - Karen Hækkerup.

»I dag fungerer store dele af især den offentlige administration bureaukratisk, i virkeligheden kontrollerende og også med elementer af mistillid. Det hele menneske, som det er nødvendigt at have fokus på, fortaber sig« - Mette Frederiksen.

»Hårdtarbejdende lønmodtagere. Dem der står tidligt op, smører leverpostejs-madder, afleverer ungerne og tager på arbejde. Skattereformen starter og slutter med dem. Dem der trækker i kedeldragter eller orange veste. Dem der har værktøjsbælte. Dem der tager en uniform på. Dem der har skemalagte pauser. Dem der cykler rundt i hjemmeplejen. Dem der er på arbejde juleaften. Dem der må tage en søndagsvagt.« - Thor Möger Pedersen.

»Regeringen vil målrette offentlige ydelser, så de i højere grad går til dem, som har størst behov. Børne- og ungeydelsen vil blive aftrappet. Folkepensionen målrettes i højere grad personer uden betydelig supplerende indkomst, mens pensionister med høje supplerende indkomster får mindre. Stigningen i overførslerne afdæmpes, så de bevarer købekraften.« - Danmark i arbejde, Skattereform.

Krævementalitet; pligt og ret; de, der kan, men ikke vil arbejde; bureaukratisk, kontrollerende, mistillidsskabende offentlig sektor; anprisning af hårdtarbejdende lønmodtagere; ønsker om målretning af offentlige ydelser: Man skulle tro, at ovenstående citatmosaik var hentet fra borgerlige debattører; men sandelig om ikke de alle stammer fra den siddende regerings forsøg på at formulere en ideologi bag sin politik, så det, der i ikke ringe grad er blå politik, fremtræder med et rødt skær.

Jeg har tidligere vist, at begrebet »krævementalitet« kan føres tilbage til 50ernes ophedede diskussion om velfærdsstaten, hvor fx Thorkil Kristensen advarede mod et samfund, der byggede på pointen: »Jeg kræver, de andre betaler«. Jeg har også vist, at pligt og ret-argumentet af ministrene Hækkerup og Frederiksen er blevet vendt helt på hovedet. Det var i 1870erne, da det så dagens lys, et krav, de dårligt stillede rettede til de velbjergede. I dag bringes det i spil som et socialt disciplineringsredskab i en velfærdsstat, der i sin klassiske form byggede på en afkobling af pligt og ret. De fortvivlede ideologiseringsbestræbelser minder om en arv fra de borgerlige velfærdsstatskritikere.

Karen Hækkerups skel mellem dem, der ikke kan arbejde, og dem, der kan, men ikke vil, er idemæssigt hentet fra 1800-tallets diskussion af forholdet mellem værdigt og ikke værdigt trængende.

Nu er én ting at vise og at tolke de lange idehistoriske sammenhænge for derved at dekonstruere Socialdemokraternes (og regeringens) nye ideologi, mens en anden ting er at vinde accept for analysen. Jeg er jo blevet kaldt til orden i min brug af kilderne. Således konstaterede beskæftigelsesministeren i Weekendavisen, at »Jeg er vokset op i en familie med fire generationer socialdemokrater, og jeg har lyttet meget til min farfars beretninger om, hvordan hans ungdom var i slutningen af 30erne og begyndelsen af 40erne. Jeg tør godt læne mig mere op ad hans generation af socialdemokraters definition af ret og pligt end af historieprofessorens.«

Det er derfor med en vis forsigtighed, at jeg ser Thor Mögers anprisning af den arbejdende befolkning - hvilket selvsagt må betyde en vis nedtoning af den ikke-arbejdende gruppe - også som et levn fra 1800-tallets understregning af arbejdet som det overordnede mål, hvis man da ikke vil se den som en reminiscens af en luthersk arbejdsetik.

Parallellen til Mögers leverpostejsmørende lønmodtagere finder man fx hos fængselslæreren Fr. Stuckenberg - far til den nok så kendte poet: »Livets Paradis aabner sig for Arbeidet; thi ved Arbeidet voxer Selvfølelsen, Selvstændigheden, Selvopholdelsesdriften, Stræbsomheden, Sparsommeligheden og Forsynligheden, Pligtfølelsen og Samvittighedsfuldheden, og ved Erhvervelsen af disse Egenskaber sættes Individet i Stand til at nyde godt af Samfundets mange og store Fællesgoder .«

Derfor er det naturligvis en rigtig god ide, at vi skal arbejde noget mere, og at reguleringen af overførselsindkomsterne skal reduceres til fastholdelse af købekraften; men det kan jo være, at Mögers farfar har en anden tolkning end min.

Socialdemokraterne er mere på idepolitisk hjemmebane, når det drejer sig om målretning af folkepensionen og børne- og ungeydelsen. Derimod synes de radikale at være konvertitter. I efterkrigsprogrammerne argumenterede de radikale for en almindelig folkepensionering for alle over 65 år, mens Socialdemokratiet ikke mente, »at der bør gennemføres en Folkepensionering omfattende alle saavel rige som fattige «

Under processen frem mod folkepensionens gennemførelse i 1956 var Socialdemokraterne fod-slæbende, og det var ikke ganske forkert, da Østsjællands Folkeblad efter vedtagelsen skrev: »Det tager sig ud som en kædereaktion. De Radikale ville. Socialdemokratiet, hvis politiske muligheder i høj grad forvaltes af Det radikale Venstre, måtte, og Venstre og Konservative, der her så sig stillet overfor muligheden af en vedtagelse uden deres deltagelse, kunne ikke lade være.« Og så var det endda kun et lille mindstebeløb til alle, man enedes om.

I 60erne var det gennemgående slogan, at der skulle gennemføres »fuld folkepension til alle«, men sådan blev det ikke, fordi Socialdemokratiet - alle senere besværgelser om den prægtige universelle velfærdsstat til trods - reelt altid har været tilhænger af målretning. Derfor blev folkepensionen i 1970 delt i et grundbeløb og et pensionstillæg. I 1984 gennemførte man indkomstaftrapning af grundbeløbet for de 67-69-årige. Det blev i 1994 udvidet til at gælde alle over 67 år. Samtidig foretog man en forhøjelse af folkepensionen, da der fremtidigt skulle betales almindelig indkomstskat af den; men forhøjelsen blev gennemført, så broderparten af væksten blev lagt på pensionstillægget. Oven i hatten kom så senere ældrechecken.

Det er derfor en sandhed med megen modifikation at tale om folkepensionen som en universel ydelse, selv om mange kommentatorer er hoppet med på vognen - også dem, der burde vide bedre. Der har altid været tale om målretning inden for en universel ramme; men det, der nu sker, er, at den universelle ramme yderligere svækkes.

Man kan måske glæde Socialdemokraterne ved at konstatere, at dette forslag om forstærket målretning er et brud med den radikale idearv, så sig ikke, at Socialdemokratiet ikke øver indflydelse i regeringen! På den anden side må tanken undre. Ikke mindst i lys af udviklingen af arbejdsmarkedspensionssystemet er det vigtigt, at grundsikringssystemet bevares intakt. Det er af mange grunde udsat for et pres, og man skal være meget varsom med at hælde benzin på et glødende bål.

Disse få eksempler viser, at historie kan bruges - også til at forstå, hvad der sker her og nu. Det er formentlig en af grundene til, at Carlsbergfondet støtter projektet Dansk Velfærdshistorie fra 1536 til 2014. Nogle kunne synes, at reaktionen på seks bind velfærdshistorie, hvoraf de tre er udkommet, passende måtte være: Gab, gab, men mon dog ikke de enkelte eksempler, der her er omtalt, kan vise, at en forståelse af nutid og fremtid - ikke mindst idehistoriske dekonstruktioner af politiske påstande - kun kan etableres på grundlag af indsigt i fortiden.

Det er utvivlsomt rigtigt, at der i arbejdet med Dansk Velfærdshistorie er en vis afstand fra forskning til faktura. Så meget mere glædeligt, at vi har Carlsbergfondet, der alene ser på forskningen og overlader fakturaen til andre.