Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Om at overvinde sig selv

Per Lyngby og Ebbe Dal: De regeringsvante partier har fået skruet sig ned i en umulig situation omkring offentlighedsloven, som kræver, at de nu åbent og ærligt indrømmer, at der skal tænkes om.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kære Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager, Annette Vilhelmsen, Lars Løkke Rasmussen og Lars Barfoed: I et par måneder har I nu i tavshed fra jeres vinduer på Slotsholmen kunnet se ud over en by og et land, hvor mange, mange tusind mennesker belejrer jer, der er medlemmer af Folketinget, i et forsøg på at råbe jer op.

Ønsket er, at den kommende offentlighedslov får en udformning, så jeres vælgere og de medier, de har valgt at lade sig orientere af, får sikkerhed for at kunne følge med i, hvad I laver. Et basalt og grundlæggende demokratisk ønske, som I har valgt at sidde overhørigt.

Jeres talsmand er justitsminister Morten Bødskov (S), som skal forsvare en så tynd sag, at han kun kan gentage sig selv. Og her, mens uigendrivelige argumenter fra kritikerne flyver ham om ørerne, har han nu har fået jer med til en af den slags løsninger, som man forsøger, når man ved, man har uret, men ikke vil tabe ansigt: Den stakkels ombudsmand skal nu med nogle udtalelser efter tre år skabe grundlaget for en evaluering i forligskredsen, hvor der stadig skal opretholdes en ret for hvert enkelt parti til at afgive veto mod et forslag til en lovændring i konsekvens af evalueringen.

Men ombudsmanden, der i øvrigt selv har siddet i offentlighedskommissionen for Justitsministeriet en god del af dens levetid, er jo klogere end som så og har understreget, at fra hans side bliver der ikke tale om en evaluering.

Mens I forsøger at holde de 70.000 protesterende borgere på www.skrivunder.net i skak med udenomssnak og røgslør ud af Christiansborgs glughuller, er I så travlt optaget af at holde fast på jeres forlig, at I helt har glemt jeres indbyrdes stridigheder og de konsekvenser, loven kan få for jeres mulighed for at få indblik i den politiske proces fremover.

Men den dag loven er i kraft, vil oppositionen blive koblet af, når der i Folketingets arbejde med lovgivningen udveksles dokumenter mellem regeringspartier og eventuelle forligspartier og ministre. De af jer, som hverken får regeringsstafetten eller bliver forligsparter, vil højlydt og forarget brokke jer over, at I er forment adgang til regeringens materiale. I vil gå til pressen og fortælle, at regeringen spiller gedulgt mummespil og ikke tager oppositionen alvorligt. Men det vil lyde hult, for vi kender jo jeres andel i § 27 nr. 2 om lukning af indsigt i udveksling af dokumenter om lovgivning mv. mellem ministre og folketingsmedlemmer.

Som opposition vil I også lade tankerne gå tilbage og undre jer over, hvad I tænkte på, da I var sammen om at lade en justitsminister gentage sig selv snese af gange, medens han uden argumenter og uden eksempler forsøgte at tale en sag væk, som i bund og grund kan være embedsværkets og ikke en demokratisk valgt repræsentants interesse. Ministerbetjeningsreglen, forslagets §24, som, hvis den allerede var indført, ville have lukket for, at bl.a. dagpengeskandalen kunne belyses, er endda i ministerens retorik blevet revet medierne i næsen som resultatet af kommissionens arbejde.

Det til trods for, at medierne netop ikke var enige i den ny fortolkning af den regel, kommissionen var fælles om, men som Justitsministeriet besluttede at omfortolke, efter at kommissionsarbejdet var afsluttet.

Offentlighedslovforslagets tur gennem systemet er fortællingen om, hvordan magt korrumperer, hvordan skødesløshed med frihedsværdierne kan florere, hvis man har eller er i nærheden af magten, hvordan man, hvis man er langt nok ude, kan gribe til fejlinformation, hvis det er belejligt, og hvordan troskabseder i en snæver forligskreds kan føre til fejlgreb og stædighed.

Hvis forligspartierne tror, at den stålsathed, som man har sat sig for under løsningen af landets økonomiske og strukturelle problemer, hører hjemme her, tager de fejl.

En offentlighedslov er vælgernes garanti for, at der er tilfredsstillende kontrol med, at de langsigtede, alvorlige beslutninger tages på et gennemsigtigt og åbent grundlag. Lukker man af for indsigt i ministrenes beslutningsgrundlag og for diskussionen mellem den lovgivende og den udøvende magt, altså Folketinget og regeringen, bliver muligheden for at bevare legitimiteten af de hårde beslutninger bragt i stor fare.

Ministerbetjeningsreglen og reglen om at spærre af for indsigten i kontakten mellem minister og de folketingsmedlemmer, der som repræsentanter for regeringspartierne er i salveten, er særligt på baggrund af den svære tid, regeringen skal regere i, uacceptable fejlskud.

Det er tid at finde statsmandsrollen frem og vise, at man ikke viger tilbage for de største beslutninger. Det er jo sådan, at den, der overvinder sig selv, er større end den, der indtager en stad. Regeringen har sammen med dele af oppositionen indtaget nogle stæder i denne folketingssamling. Nu mangler vi kun, at forligsparterne viser, at de har format til at overvinde sig selv.

I et folkestyre er det folket, der styrer politikerne – ikke omvendt.